9 ting du skal vide om den nye mini-SUV fra Skoda

  • 9 ting du skal vide om den nye mini-SUV fra Skoda
  • 9 ting du skal vide om den nye mini-SUV fra Skoda
  • 9 ting du skal vide om den nye mini-SUV fra Skoda
  • 9 ting du skal vide om den nye mini-SUV fra Skoda
  • 9 ting du skal vide om den nye mini-SUV fra Skoda
  • 9 ting du skal vide om den nye mini-SUV fra Skoda

Om mindre end en måned er der verdenspremiere på den tredje SUV fra Skoda. Den nye Kamiq bliver den mindste SUV i modelprogrammet, men den bliver stor i sin klasse, når det kommer til pladsforhold og indretning. Vi fortæller, hvad der er i vente med den nye Kamiq

Skoda taler til barnet i os alle. Som var vi tæt på juleaften, fodrer tjekkerne os med detaljer om deres nye bilmodeller, før vi endelig får lov at pakke gaven ud på den store dag – spændingen blev trukket ud til det sidste med den nye Scala, som vi endelig kunne “åbne” i starten af december, og den samme pinebænk sætter Skoda os også på med mærkets mini-SUV, den nye Kamiq.

Den lille SUV kommer til at stå på den kommende biludstilling i Geneve i Schweiz, som løber af stablen i starten af marts måned, og frem mod den endelige premiere sender Skoda skitser, information og detaljebilleder ud i en lind strøm. Vi glæder os til at se Kamiq i sin helhed, men vi vil også gerne være med til at øge spændingen, så her kommer 9 ting, vi ved om den nye SUV.

1. Navnet kommer fra koldere egne

Det er svært at stå for en god historie, og når man skal finde på et navn til en ny bilmodel, skal det meget gerne fortælle en god historie. Vi bryder hovedet med, hvad Skoda egentlig har med Canada, Alaska og Grønland at gøre, for det var i det kolde nord, historien starter om Kamiq, og den startede allerede med den store Kodiaq og blev fortalt videre med den kompakte Karoq, altså de større SUV-modeller hos Skoda.

Den skarpsindige læser har nok opdaget, at de tre navne alle starter med K og slutter med Q. En stor familie, med andre ord. Historien bag de tre navne er forskellig, men alligevel hænger de sammen, for alt har med urbefolkningen, det ubarmhjertige liv i de kolde egne og smuk natur at gøre. Kodiaq refererer direkte til øen Kodiak i den nordligste amerikanske stat, Alaska, og samtidig en stor brun bjørn, der lever på de kanter. Karoq er mere en blanding af begreber, og det er sat sammen af ordet karaaq (en stamme i Alaskas ord for bil) og ordet ruq fra en anden stammer, som betyder pil – som også hentyder til pilen i Skoda-logoet.

Kamiq stammer mere eller mindre direkte fra inuitterne, som lever i det nordlige Canada og Grønland. Ordet kamik bruges af og til også på dansk om nogle traditionelle grønlandske støvler, og originalbetydningen er et ekstra lag af fx tøj eller skind, der føles som en naturlig del af kroppen, når man skal holde varmen. Skoda bruger allerede navnet Kamiq til en anden SUV på det kinesiske marked, men det er en helt anden historie.

VIDEO – Den stærke Arona med 150 hk

2. Den hører sammen med Arona og T-Cross

Det er så langt fra at være en overraskelse, som det med at julen altid falder på den 24. december: Kamiq er en søstermodel til to andre mini-SUV’er i Volkswagen-koncernen, Seat Arona og den nye Volkswagen T-Cross. Arona var den første af de tre, lanceret efteråret 2017, og T-Cross har dansk premiere i foråret, men det er andre og lavere bilmodeller, der stod for at introducere os for MQB A0-platformen, som den tekniske grundstamme i bilerne hedder. Seat Ibiza var først, og derpå kom den nye Volkswagen Polo på platformen, der er en aflægger af MQB-platformen, som større modeller som Seat Leon, Skoda Superb og Audi Q3 er baseret på.

Kamiq bliver faktisk ikke den første Skoda på MQB A0, for den platform har tjekkerne også valgt til den nye Scala, som størrelsesmæssigt er i klasse med Ford Focus – sandsynligvis for at holde prisniveauet fornuftigt, uden at vi dog kender til priserne endnu. Den kommende generation af Fabia skal også over på MQB A0, og den ser vi til næste år eller i 2021.

3. Den trækker udelukkende på forhjulene

En mini-SUV med forhjulstræk er ingen skam, for det er hvad hovedparten af kunderne forventer i denne klasse. Kamiq kommer udelukkende med træk på de forreste hjul, og vil man have en Skoda-SUV med firehjulstræk, skal man søge en eller to klasser op – det tilbydes i både Karoq og Kodiaq.

Rygter følger også med, når en ny model skal lanceres, og et af dem går på, at Kamiq og flere andre modeller på MQB A0-platformen er klar til hybridteknologi, hvor en elektrisk motor måske vil drive baghjulene. Altså intet mekanisk firehjulstræk, men dog trods alt træk på fire hjul.

4. Fra 95 til 150 hk

Forudsigeligt, men fremragende. En kort beskrivelse af motorprogrammet for den nye Kamiq. Forudsigeligt, fordi SUV’en kommer til at få de samme motorer som søstermodellerne Arona og T-Cross, og fremragende fordi det nogle af klassens absolut bedste motorer.

Alle motorer har turboladning, så ingen tarvelig indstigningsmodel med 70-80 hk, men direkte til en trecylindret benzinmotor på 1 liter med 95 hk. Den har manuel gearkasse med fem trin, og flere trin eller den automatiske dobbeltkoblingsgearkasse DSG er først at finde på samme motor med den højere ydelse på 115 hk – hvor den manuelle gearkasse har seks trin, den automatiske syv trin.

Den stærkeste Kamiq, som muligvis ikke kommer i programmet fra starten, bliver firecylindret og 150 hk stærk. 1,5-liters TSI-motoren er en perfekt motor til de små SUV’er, og fordi to af de fire cylindre midlertidigt kan nedlægge arbejdet, når motorer ikke kører med hård belastning, holder forbruget sig på et rimeligt niveau.

Der er en motor mere, og det er en diesel. Der er tale om en 1,6-liters TDI-motor med 95 hk, som er momentstærk med sine 250 Nm fra 1.500 o/min. Den kommer som standard med manuel gearkasse med fem trin, men fås også med DSG-gearkassen med syv trin. Forbruget vil ligge omkring 20 km/l.

5. Kamiq er stærkt inspireret af Vision X

Allerede på sidste års udgave af biludstillingen i Genève kom Skoda med et vink fra en vognstang om, hvordan den nye mini-SUV ville tage sig ud. Konceptbilen hedder Vision X, som ses på sidste billede i galleriet, og den stod på udstillingen med 1,5-liters TSI-benzinmotoren og det via en elmotor elektrisk skabte træk på baghjulene, som kan gå hen og blive en mulighed i Kamiq på et senere tidspunkt. Skoda har endda oplyst 0-100-tid og topfart for Vision X: 9,3 sekunder og 200 km/t.

Konceptbilen stod på store hjul, 20” for at være helt præcis, og men det vil overraske os meget, hvis Kamiq vil kunne fås med andet end 16-18” fælge.

T-Cross – en ny konge blandt mini-SUV’er?

6. En ny opbygning af designet

Jozef Kaban har forladt jobbet som chefdesigner hos Skoda for at arbejde for BMW, og med tanke på faceliftet af den nuværende Octavia, var det måske også på tide at den tjekkiske designer fandt nye veje. Oliver Stefani er ny hovedansvarlig i designafdelingen hos Skoda, og om den nye mini-SUV siger han:

“På vores nye Kamiq har vi implementeret forlygterne på en ny måde. De to-delte forlygter med kørelyset øverst ses første gang hos Skoda. De giver Kamiq en unik fremtræden og repræsenterer en anden fortolkning af vores succesfulde designsprog for SUV-modellerne.”

Kodiaq og Karoq har også forlygterne, der er delt i to, men på Kamiq sidder lyskilderne anderledes, så LED-lysstriben til kørelyset løber øverst, separat, som på en Citroën. Hvis konceptbilen Vision X og skitserne for Kamiq bare nogenlunde viser den endelige models design, bliver Kamiq den mest sprælske og visuelt interessante af de tre SUV-modeller fra Skoda. – Det er ikke usædvanligt at gøre det på den måde i branchen, at lade de mindste SUV’er være de “frække”, fordi de skal tale til et yngre publikum. Hyundai Kona og Nissan Juke er to helt klare eksempler.

Grillen får et ekstra hak i hver side, som den der sidder på Scala, og også baglygterne bøjer og bliver større mod ydersiden, som de gør det på Scala.


7. Skærmen står fri, pladsen er god

Kamiq eller Scala. Begge modelnavne er nye, men begge står de på MQB A0-platformen, og måske det er det, der har fået interiørdesignerne til at vælge den nemme løsning – at tage indretningen stort set uændret fra Scala. Vi har skiftet utallige gange mellem billedet af kabinen i Kamiq (det eneste billede af den færdige bil, Skoda har sendt ud) og billeder af kabinen i Scala. De store forskelle er små, fx betrækket på sæderne og farverne på panelerne, men det virker til at være alt.

Vi har faktisk intet at udsætte på den beslutning, så længe kabinen er godt indrettet, komfortabel og lækker, og umiddelbart har Skoda ramt et niveau, som ser ud til at være over det, vi finder i søstermodellen Arona. Først når vi får lov at sætte os ind i Kamiq, finder vi ud af, om det holder stik, men indretningen ser lækker ud i forhold til den klasse af biler, Kamiq skal finde plads i.

Skoda har et es i ærmet, og det er tjekkernes sans for praktiske, brugbare detaljer og udnyttelse af karrosseriet. Der vil være Simply Clever-detaljer som små holdere til poser og opbevaring, en isskraber i tankdækslet, paraplyholder og meget andet, og så er der god plads: bagagerummet tager mod mellem 400 og 1.395 liter, mens Seat Arona klarer 400-1.280 liter, og knæpladsen på bagsædet skulle være rigelig. Hemmeligheden er, at Skoda har fået lov at give Kamiq længere akselafstand – takket være den fleksible platform – og Kamiq har en akselafstand på hele 265 cm, hvor Arona nøjes med 257 cm.

Alt om den nye Skoda Scala

8. Udstyret som en større bil

Udstyrsmuligheder kommer der ikke til at mangle, og selv om det for nuværende er umuligt at sige noget om standardudstyret, så kender vi en del til mulighederne i den nye Kamiq. En fritstående touchscreen til det nye infotainmentsystem (i flere størrelser), Virtual Cockpit med 10,25” skærm (digital instrumentering), adaptiv fartpilot, blind vinkel-system, semi-automatisk parkeringssystem, et nyt mikrofibermateriale som sædebetræk, el-justerbare forsæder, varme i rattet, forruden og bagsædet, stemningsbelysning med tre farvemuligheder bliver blandt mulighederne.

I modsætning til de to søstermodeller, Arona og T-Cross, har Kamiq blød plast på toppen af instrumentbordet og på den øvre del af fordørene. Kamiq kan vise sig at være den luksuriøse af de tre små SUV’er fra Volkswagen-koncernen.

Man kan forvente, at automatisk nødbremsesystem, sporassistent og nødopkaldsystem bliver standard over hele linjen.

9. Konkurrenterne står i kø

Seat Arona og Volkswagen T-Cross er bare de nærmeste konkurrenter, og om koncernen sælger en Arona, Kamiq eller T-Cross har næppe betydning i det store regnskab, men der er mange andre mærker, der er ude efter de samme kunder. Mini-SUV’erne som segment er i en eksplosiv udvikling, og de fleste bilmærker udenfor premium-delen af markedet sælger en mini-SUV.

Listen over konkurrenter er vitterligt lang, så vi tager her et udpluk og peger på nogle af dem, der, som Kamiq, er på vej. Allerede på markedet er Citroën C3 Aircross, Hyundai Kona, Kia Stonic, Mazda CX-3, Opel Crossland X/Mokka X, Fiat 500X, Honda HR-V og Ford EcoSport. Heldigvis er Ford godt i gang med en afløser til den alt andet end velskabte EcoSport, og det bliver en model med udgangspunkt i den seneste Fiesta. På vej er også nye udgaver af bl.a. Peugeot 2008, Renault Captur og Nissan Juke.