Behagelig benzinmotor – test af Toyota C-HR 1,2T

  • Behagelig benzinmotor - test af Toyota C-HR 1,2T
  • Behagelig benzinmotor - test af Toyota C-HR 1,2T
  • Behagelig benzinmotor - test af Toyota C-HR 1,2T
  • Behagelig benzinmotor - test af Toyota C-HR 1,2T
  • Behagelig benzinmotor - test af Toyota C-HR 1,2T
  • Behagelig benzinmotor - test af Toyota C-HR 1,2T
  • Behagelig benzinmotor - test af Toyota C-HR 1,2T
  • Behagelig benzinmotor - test af Toyota C-HR 1,2T
  • Behagelig benzinmotor - test af Toyota C-HR 1,2T

Med den lille benzinmotor på 1,2 liter med 116 hk rykker man ikke træer op med rode i Toyota C-HR, men motoren er kultiveret, gearkassen fremragende – og med denne motor kommer C-HR under 250.000 kr.

Toyota C-HR enten hader ellers elsker man. Den er umulig bare at trække på skulderen over, og det er rart for en gang skyld at kunne skrive om en Toyota på den måde. Personligt så er jeg stor fan, og selv ikke et lettere kraftløst hybridsystem kan afskrække mig, som en test af C-HR Hybrid gjorde det klart tidligere på året – og flere kræfter skulle i øvrigt være på vej til C-HR med et hybridsystem, som peger klart mere i den dynamiske retning.

Men der er allerede en mulighed for en anden motor i C-HR, og den er den rene benzinvariant med en firecylindret 1,2-liters motor, som yder 116 hk. Og den er for nylig blevet ekstra interessant, for den danske Toyota-importør har tilføjet et nyt udstyrsniveau i bunden af rækken, så C-HR er krøbet under 250.000 kr. 249.990 kr. for at være helt præcis, og det er 40.000 kr. under billigste hybridudgaven. En rigtig god grund til at prøve C-HR med den lille benzinmotor.

Toyota C-HR – en fed egoist-hybrid

Turbomotor i fin balance

En motor på 1,2 liter med kun 116 hk på vil få rigtig mange til at stejle på forhånd. Det er ikke power nok, og det kan umuligt få en så stor bil til at flytte sig. Mine forbehold er de samme, men det den lille motor ikke har i rene kræfter, det gør den op for ved at være harmonisk og kultiveret.

Der er 185 Nm fra lave, lave omdrejninger, 1.500 o/min som ikke er så langt fra tomgang, og mens 1. gear virkelig er kort og bare får bilen til at trille, så udfolder de forhåndenværende kræfter sig glidende og behageligt, som jeg kommer op i fart. Motoren er bestemt ikke fortabt i C-HR, og jo mere farten stiger, jo bedre passer motoren til Toyotas specielle bil.

Jeg tager en lang testtur på motor- og landeveje på kryds og tværs mellem København og Ringsted og tilbage igen, og mens jeg ikke får lejlighed til at finde tre andre voksne og en masse bagage på den lange rundtur på Sjælland, som nok kan gøre noget ved den lille motors effekt, men til to voksne og lidt bagage er turbomotoren fuldt tilstrækkelig.

Noget af det dejlige ved motoren er dens kultiverede og vibrationsfri opførsel, og den kommer sig til dels også af, at C-HR er en af de bedst støjisolerede biler i klassen (jeg tænker på Qashqai-klassen). Med 130 km/t kører motoren med en del omdrejninger, men den støjer ikke, og det går vind og vej heller ikke. Bilen ligger stabilt og komfortabelt, så ordet luksus ligger ikke langt væk i baghovedet.

Gearingen gør, at gearstangen ofte skal bevæges, og det er en fornøjelse at ro gennem de seks trin, som den manuelle gearkasse kommer med. Gearingen gør også, at C-HR 1,2 skal kunne krænges op på 190 km/t, og mens jeg ikke tvivler på, at bilen i sig selv vil ligge fint ved den hastighed, så tror jeg, der er laaaangt derop for motoren.

Priserne ender med at være ens for hybrid og benzin 

Mens hybriden altid er hægtet på en trinløs CVT-gearkasse, giver turbomotoren altså mulighed for selvstændigt at styre løjerne (og omdrejningerne), hvor CVT’en typisk får motoren til at køre med høje omdrejninger, uden at man nødvendigvis træder hårdt på speederen. For 15.000 kr. ekstra kan det også lade sig gøre at få 1,2’eren med CVT-gearkasse, men uden at have haft lejlighed til at prøve den kombination, vil jeg lade være med at udtale mig om den. Den fungerer fint i hybriden, og fordi 1,2’eren har turbo, vil dens høje moment ved lave omdrejninger være en fordel, så den muligvis fungerer fint i den også.

Den sænkede indstigningspris på 249.990 kr. er på mange måder attraktiv, og den næstbilligste C-HR koster 25.000 kr. mere. Man får den fine motor, en sikkerhedspakke med adaptiv fartpilot og automatisk nødbremse og Bluetooth i den nye basismodel C-HR City (eller C-ITY, som japanerne siger). Men der er virkelig, virkelig meget, som er pillet ud for at få prisen derned, og de 25.000 kr. mere for C-HR Center (C-Enter) er givet så godt ud, som det sjældent er set før.

Læderrat, 17″ alufælge, infotainmentsystem med 8″ touchscreen, aut. nedblændeligt bakspejl, bakkamera, solskærme med lys, info-skærm mellem instrumenterne i farver, sædevarme, lændestøtte i forsæderne, aut. klimaanlæg med to zoner, skiltegenkendelse, regnsensor, tågeforlygter… Det er et udpluk af, hvad der får C-HR til 250.000 kr. til at se fattigt udstyret ud i forhold til C-HR til 275.000 kr.

Lægger man så 15.000 kr. til for CVT-automatgearet, bliver prisen præcis den samme som for en C-HR Hybrid med samme udstyrsniveau. Med ren benzinmotor kører C-HR måske en lille smule skarpere, fordi den har mindre vægt på forakslen, men det gør ikke et stort udslag. De to meget forskellige C-HR-varianter har hver sine styrker, så i sidste ende er det et bedre brændstofforbrug og hybridfilosofien, der skal afgøre sagen.

8.5

KARAKTER

8.5 /10

Plus

  • Kultiveret motor, lækker gearkasse, støjfri motor og kabine, elsk-eller-had-design, rummelig, gode sæder og god siddeposition, solide materialer og samlekvalitet, højt udstyrs- og sikkerhedsniveau

Minus

  • Dårligt udsyn (især ved bagsædet), gammeldags grafik i infotainmentsystem, motor kunne bruge flere kræfter, på papiret højt brændstofforbrug (i virkeligheden er det fint)