Bilsalg – se hvordan 10 af de nyere modeller klarer sig

  • Bilsalg - se hvordan 10 af de nyere modeller klarer sig
  • Bilsalg - se hvordan 10 af de nyere modeller klarer sig
  • Bilsalg - se hvordan 10 af de nyere modeller klarer sig
  • Bilsalg - se hvordan 10 af de nyere modeller klarer sig
  • Bilsalg - se hvordan 10 af de nyere modeller klarer sig
  • Bilsalg - se hvordan 10 af de nyere modeller klarer sig
  • Bilsalg - se hvordan 10 af de nyere modeller klarer sig
  • Bilsalg - se hvordan 10 af de nyere modeller klarer sig
  • Bilsalg - se hvordan 10 af de nyere modeller klarer sig
  • Bilsalg - se hvordan 10 af de nyere modeller klarer sig

Danskerne købte 13 procent færre biler i marts i år end i marts 2017, og Peugeot 208 og Nissan Qashqai byttede igen plads i toppen af salgslisten. Men hvad med de nyeste modeller på markedet? Vi ser nærmere på salgstallene for 10 af de nyere biler og sammenligner dem med de vigtigste konkurrenter

Når vi holder ferie, køber vi ikke bil. Det er ingen større overraskelse, at danskerne holder sig væk fra bilforhandlerne i højere grad, når helligdagene rammer os, og påsken 2018 har en kraftig indvirkning på salget af nye biler i marts måned – i 2017 faldt påsken i april. Et salg på 19.757 nye personbiler i den forgangne måned ser pænt ud, for februarsalget lå og rodede rundt lige over 17.000 biler (17.278) men sammenligner vi det med marts måned 2017, er det et fald på 13 procent eller 3.002 færre biler (i alt 22.759 styk i 2017).

De Danske Bilimportører påpeger, at marts 2017 bød på 23 arbejdsdage til at sælge biler i, mens dette års marts var nede på 20 arbejdsdage – og regnes de tre dage op til påske fra, hvor mange typisk holder fri, var der 17 dage at handle bil i.

I februar kørte Peugeot 208 endnu engang af sted med titlen som månedens mest solgte bil (1.045 styk), men i marts kommer den lille franskmand ned på 809 styk – en markedsandel af personbilsmarkedet på 4,1 procent. 208 må overlade plads nummer et til den populære Qashqai, som ikke behøver blive nævnt i forbindelse med navnet Nissan for at vække genkendelighed. 1.057 styk Qashqai på trods af de færre arbejdsdage kan være en indikator for, at Nissan skyder SUV’er af sted gennem mange kanaler, bl.a. til udlejningsselskaber.

Plads nummer tre går i marts til Volkswagen Golf med 626 eksemplarer, og plads fire går til lillebror Polo med 500 styk – efter opstartsvanskeligheder i forhold til levering viser den tyske minibil sig nu for alvor i statistikken. Polo deler plads nummer fire med en anden minibil, der i længere tid har været en succes, nemlig Toyota Yaris.

Priser: så meget koster den nye A-Klasse

Vi piller 10 af de nyere biler ud

De fem mest solgte biler i Danmark er kun en lille del af det store billede, og mange andre bilmodeller fortjener opmærksomhed. Vi har derfor plukket 10 tilfældige bilmodeller ud af den lange liste over nye personbiler i Danmark for at se, hvordan de klarer sig. De har en ting til fælles: de er lanceret i Danmark indenfor det seneste år. Enkelte af de 10 har mærkerne haft op til et år til at skubbe ud til kunderne, andre af de 10 er først for nylig kommet på markedet. For at tallene skal give mest mulig mening, sammenligner vi med de vigtigste konkurrenter.

Citroën C3 Aircross er afløseren til MPV-modellen C3 Picasso, og den er en del af mini-SUV-frontalangrebet på danskerne. Bilen kom på markedet i starten af vinteren, og med 66 eksemplarer i marts og 233 styk i de første tre måneder er der endnu ingen grund til at juble. Men den eneste mini-SUV, der har overbevisende succes i Danmark lige nu, er Peugeot 2008 med 911 eksemplarer i de første tre måneder, og afhængigt af leveringssituationen kan vi komme til at se C3 Aircross i bedre form i de kommende måneder. En konkurrent som Renault Captur har mistet terræn med 677 eksemplarer i de første tre måneder, mens Opel Crossland X har hægtet sig fast med 443 eksemplarer fra januar til og med marts.

Fiat Tipo skulle genintroducere det italienske mærke i Danmark med masser af bil for pengene, men i Golf-klassen skal der mere end lave priser til at imponere folk. Og lave priser har de også hos Seat, Kia, Skoda… Vigtigere endnu, så er konkurrenternes biler bare bedre, og danske kunder fravælger Tipo. I marts solgte Fiat blot 17 eksemplarer, og siden årsskiftet er det blevet til 58 styk. Seat Leon sælger heller ikke ligefrem som varmt brød (en ny kommer næste år), men 96 eksemplarer i marts og i alt 270 styk indtil videre i år er langt bedre end italienernes salg.

Ford Fiesta er den eneste af de 10 biler på vores liste, som er med i top 10 over de mest solgte biler. Den er endnu ikke så populær som forgængeren, og med 403 eksemplarer i marts og samlet 1.024 styk i de tre første måneder er der et stykke op til de bedst sælgende i klassen, Peugeot 208 (809/3.159 eksemplarer), Toyota Yaris (500/1.424 eksemplarer) og Volkswagen Polo (500/1.313 eksemplarer).

Honda Civic deler vandene, når det kommer til design, men teknik, sikkerhed og køreegenskaber er hævet over enhver tvivl. Det er længe siden, Honda er braget i gennem i salgsstatistikkerne, og selv om Civic er japanernes mest solgte bil, er 244 styk fra januar til og med marts ikke nok til at få os til at juble. Af de 244 blev mere end halvdelen solgt i marts – 132 eksemplarer. Det falder sammen med introduktionen af dieselmotoren, som står for 36 af de 132 styk. Bedst sælgende i klassen er Volkswagen Golf med 626 styk i marts og 1.674 styk i de første tre måneder af 2018.

Kia Stinger kom på markedet i efteråret 2017, og Kia har fra starten meldt ud, at salgstal ikke er af betydning. Det handler om image. Stinger er en specialvare, og på baggrund af det er 19 eksemplarer i de første tre måneder af året slet ikke dårligt. Kun en af dem kom på gaden i marts. Direkte konkurrenter? Det er smag og behag, men vi tager for sammenlignings skyld BMW 4-serie (80/223 eksemplarer) og Ford Mustang (4/5 eksemplarer) med.

Opel Grandland X er baseret på den franske succesmodel Peugeot 3008, og den fransk-tyske model udmærker sig ved komfortable køreegenskaber og værdi for pengene. 111 danskere kunne se fidusen ved Opels SUV i marts, og i de tre første måneder har forhandlerne solgt i alt 262 eksemplarer. Det er på linje med en etableret konkurrent som Mazda CX-5 (146/271 eksemplarer), men meget, meget langt fra Nissan Qashqai og 1.054 eksemplarer i marts og i alt 2.657 eksemplarer fra januar til og med marts.

Seat Arona er som spaniernes første mini-SUV en vigtig model, og vi har rost den ved flere lejligheder. Importøren har lang leveringstid på SUV’en, og det kan både afskrække kunderne og give store flaskehalse. 111 eksemplarer i marts og 207 samlet i år indtil videre ligger under minibilen Ibiza (124/341 eksemplarer), men når Seat engang lægger leveringsvanskelighederne bag sig, vil det billede ændre sig. For at se konkurrenternes salg, kan du gå tilbage til Citroën C3 Aircross, men vil tilføjer lige en enkelt mere her: den nye Hyundai Kona, som også er ny på markedet, ramte i marts 96 enheder, samlet for året 344 styk.

Volkswagen Arteon er den fine Passat, som man skal betale en hel del ekstra for. Den har været svær at sparke i gang for Volkswagen, men det er svært at sige, hvad gode salgstal er for den nye model, der på det nærmeste er en afløser for den gamle CC. I forhold til Audi A5, som kommer i tre karrosserivarianter, og BMW 4-serie som følger samme mønster, sælger Volkswagen cirka 1/3 så mange Arteon. I marts blev der sat plader på 24 Arteon, i de første tre måneder af året er tallet i alt 71 styk. Audi A5 står i marts for 68 styk, fra januar til og med marts for 193. BMW 4-serie-tallene er 80 og 223.

Volvo XC60 er som forventet gået ind og har videreført succesen fra den gamle model – og den mellemstore svenske SUV er den mest solgte premiummodel i segmentet. I marts kunne Volvo glæde sig over at sælge 117 nye XC60, og de første tre måneder byder på et salg på 362 eksemplarer. De fire vigtigste konkurrenter er Audi Q5, BMW X3, Jaguar F-Pace og Mercedes-Benz GLC. Ingen af dem kan nærme sig XC60, men GLC klarer sig bedst med Q5 lige i hælene. X3 og F-Pace ligger på et helt andet, lavere niveau. Audi Q5: 31 eksemplarer i marts, 98 fra januar til og med marts. BMW X3: 10 styk i marts, 19 i de første tre måneder af 2018. F-Pace: 27 eksemplarer i marts, 53 styk fra januar til april. GLC: 58 styk i marts, i alt 126 styk fra januar til og med marts. I denne klasse er diesel i øvrigt stadig meget dominerende – af de 10 X3 solgt i marts kører ni med dieselmotor.

XC60, en svensk attraktion