Den elektrificerende Kona

  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona
  • Den elektrificerende Kona

Hyundai Kona Electric er den første elbil med en lang rækkevidde, der kommer ned i en attraktiv pris, og Blog om Bilers første tur i den elektriske mini-SUV afslører en bil, der kan sælges på andet og mere end rækkevidden på 482 kilometer

Var Tesla Model S en elbils-revolution? At svare ja kommer med et men. Elon Musks foretagende og visioner har banet vejen for, at Audi, Jaguar og Mercedes-Benz og så mange andre tager elektrificeringen seriøst og at de “gamle” mærker nu endelig producerer elbiler. For nu at gøre det helt sort/hvidt, så er Model S en luksusbil med en brugbar rækkevidde, som har været med til at forme Audi E-Tron, Jaguar I-Pace og Mercedes-Benz EQC, men når vi har at gøre med dyre og luksuriøse biler, så er det klart, at det er nemmere at give dem en længere rækkevidde end de elbiler, mange danskere har indenfor økonomisk rækkevidde.

Så Tesla kan meget vel have revolutioneret de øvre luftlag af elbilsmarkedet, men det er Hyundai, der revolutionerer markedet for den fornuftigt prissatte elbil. Det er en bonus, at den nye Kona Electric er en moderne SUV, for hovedattraktionen og det opsigtsvækkende er rækkevidden. For 299.995 kr. (med de gældende afgifter) kan man som dansker købe en Kona Electric med et batteri med en kapacitet på 64 kWh, som giver en rækkevidde på 485 kilometer. Det tal står i ekstrem kontrast til de 270 kilometer, en ny Nissan Leaf 40 kWh leverer til en pris på 284.000 kr., og selv efter Renault har presset den lille Zoe til det yderste, er rækkevidden ikke i nærheden af Kona Electric: 317 kilometer til 275.000 kr.

Hyundai sælger ikke kun Kona Electric med en batterikapacitet på 64 kWh og en rækkevidde på 485 hk, for der er også indstigningsmodellen med batteripakken med 39,2 kWh og en rækkevidde på 312 kilometer. Den er decideret uinteressant med en pris på 269.995 kr., og derfor koncentrerer vi os udelukkende om Kona Electric med det store batteri under denne første tur i elbilen.

VIDEO: første tur i Hyundai Kona

Den elektriske GTI

Men vent, der er mere, som de altid sagde i Lykkehjulet, når vinderen skulle høre om hovedpræmien.  Når man vælger Kona Electric med batteripakken med 64 kWh, får man ikke bare en rækkevidde i følge den nye og mere realistiske WLTP-norm, man får også en elektrisk motor med en ydelse på 204 hk og 395 Nm (med 39,2 kWh har man 136 hk, men samme moment). Det sætter et elektrisk skub i Kona Electric, som gør den til en mini-SUV med GTI-tendenser. På de lige stræk, hvor man skal fra 50 til 80 km/t, kan de mange kræfter for alvor mærkes, og med den susende, men ikke irriterende lyd fra elmotoren går det stærkt uden afbrydelser. En elmotors levering af det fulde moment fra 1 o/min er en fantastisk fornemmelse, og hvis vi i fremtiden ikke kan glæde os over en forbrændingsmotors fede lyd, så kan vi glæde os over den fabelagtige levering af kræfterne.

Da vi starter på den korte testtur i el-SUV’en, er der ædt cirka 1/3 af rækkevidden, og instrumenthuset melder om 382 kilometer tilbage, før vi løber tør. Det er logik for de fleste, at bruger man velvilligt og ofte kræfterne i en motor ved hjælp af en tung speederfod, så går det med det samme ud over forbruget. Det gør det naturligvis også i Kona Electric. Men de morsomme små sprint, vi tager fra 30 til 80 km/t, afløses hurtigt af mere moderat speederfod. Det gør ikke den tunge elbil langsom, at speederen berøres lettere, men det vender hurtigt rækkevidden, så der bliver mere at tage af. Vi kan ikke på den korte testrute afgøre, om rækkevidden på 485 kilometer er realistisk, men turen viser, at normal kørestil medvirker til, at den forventede rækkevidde tappes med 1 kilometer for hver kørte kilometer, og så kan man med andre ord, sandsynligvis, regne med rækkevidden.

Rækkeviddeangsten kan ikke udryddes i forhold til ferieture, men har man en ladestander hjemme i garagen eller adgang til en på arbejdspladsen, er det nu realistisk i en elbil til 300.000 kr., at man aldrig i hverdagen vil nå bare tæt på en tom “tank”. En opladning ved en standardlader tager cirka ni en halv time, mens en lynladestander med 50 kW kan få ladetiden ned på cirka 75 minutter, og kan man finde en med 100 kW, så lover Hyundai en ladetid på cirka 54 minutter.

Fed ny Santa Fe – men priserne vil være knald eller fald

Komforten i højsædet

Hyundai Kona Electric 64 kWh er hurtig som en GTI, men den kører ikke som en GTI. Det ville også, synes vi, være underligt og uforventeligt. Den bærer rundt på mange kilo (cirka 1.760 af slagsen), og mens de tunge batterier ligger lavt i bilen og giver en meget plantet fornemmelse på vejen, så gør vægten også, at Kona Electric virker meget solid, når vejen drejer. Styretøjet er let og uden den store fornemmelse, men direkte dårligt er det på ingen måde.

Mange elbiler har en stiv affjedring som modvægt til den tunge batteripakke, og Kona Electric giver enkelte gange indtryk af præcis den opsætning. Men det er kun de gange, vi kommer ud i kanten af vejen, hvor asfalten brat slutter og der er huller i jorden, og når vi møder et hul i vejen. Resten af tiden opleves elbilen som meget komfortabel. Komfortabel er Kona Electric også i kraft af lavt støjniveau og rigtig meget standardudstyr. Topudgaven Premium, som har en merpris på 40.000 kr. i forhold til standardudgaven Trend, har vitterligt alt det udstyr som standard, de fleste kan drømme om, men også i Trend får man rigtig meget udstyr, fx adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse, nøglefri adgang/start, 17″ alufælge, infotainmentsystem med 7″ touchscreen med Apple CarPlay og meget andet.

Alle udgaver af Kona Electric har også en meget intuitivt opbygget måde at bruge regenerering af bremseenergi på. Man kan indstille “styrken” på opsamlingen af bremseenergi via to paler på rattet, hvilket på forståeligt dansk vil sige, at man kan justere, hvor meget bilen skal bremse, så snart man slipper speederen (og ikke bruger bremsepedalen). Er der en enkelt pil vist i instrumenthuset, bremser Kona Electric kun moderat uden brug af bremsepedalen, men er der tre pile, bremser den og regenererer på livet løs, når man letter foden fra gassen.

Den almindelige Kona, som kommer med enten diesel- eller benzinmotor, føles allerede mere solid og indbydende end mange konkurrenter, og Kona Electric gør det kun endnu bedre med forbedrede materialer i kabinen og flot samlekvalitet. Pladsen på bagsædet er ikke prangende, men for to voksne og et barn eller to er der fin plads i Kona Electric.

Hyundai har skruet en forbløffende god elbil sammen i en SUV-pakke, og selv en forholdsvis kort prøvetur i Kona Electric fortæller noget om det høje niveau og en rækkevidde, som er helt uvant i prisklassen.