Den næste Hyundai i40 – en stilig koreaner

  • Den næste Hyundai i40 - en stilig koreaner
  • Den næste Hyundai i40 - en stilig koreaner
  • Den næste Hyundai i40 - en stilig koreaner
  • Den næste Hyundai i40 - en stilig koreaner
  • Den næste Hyundai i40 - en stilig koreaner

2019 skulle endelig blive året, hvor Hyundai skifter sin store mellemklassebil i40 ud med en ny – og meget tyder på, at det kommer til at være stort set samme bil, som amerikanerne netop er blevet præsenteret for i form af en ny Sonata

Hyundai tøver normalt ikke. Den koreanske bilproducent lader ikke sine bilmodeller sygne hen og blive forældede, men når det kommer til i40, har Hyundai sovet i timen. Den store mellemklassebil, koreanernes svar på Ford Mondeo og Volkswagen Passat, står hos forhandlerne i samme grundlæggende form, som den gjorde i 2011. I løbet af de otte år har der været opdateringer af design og motorprogram – bare ikke i en grad, der har holdt i40 konkurrencedygtig.

Mens Kia, som jo er tætte med Hyundai, har fået en pæn succes med Optima i Danmark, så kan vi konstatere, at de danske Hyundai-forhandlere i 2018 i gennemsnit solgte omkring en i40 om ugen. Ikke en bil for hver forhandler, men en bil fordelt mellem alle landets forhandlere. Det må gøre ondt.

Der er kun få udgaver af den bedagede i40 at vælge mellem: sedanen er udgået, så i dag kan man vælge en i40 som stationcar med en dieselmotor på 1,7 liter med enten 115 eller 141 hk til priser fra 319.000 kr.

Biludstilling i Genève – 10 vigtige nyheder

Sonata er redningen

Siden 2017 har vi set tegn på, at Hyundai er på vej med en ny i40. Spionbilleder viste en kamufleret udgave af den gamle i40 (en såkaldt testbænk), og i løbet af 2018 blev den fulgt op af prototyper med tyske nummerplader med et helt nyt karrosseri. Og hvordan det karrosseri ender med at se ud, har vi nu et rigtig godt bud på.

I Sydkorea og USA har i40-søstermodellen Sonata (som den også hed hos os før i40) været populær, fordi den rent faktisk har leveret varen i flere gange opdateret form, og de første billeder af en helt ny Sonata er netop sendt ud. Designet stemmer helt overens med de kamuflerede prototyper, som testes i Europa med tyske nummerplader, så vi har god grund til at tro, at den nye Sonata i løbet af i år også viser sig at være den helt nye i40.

Den nye sedan er et radikalt skifte for Hyundais mellemklassebil, og der er skruet op for stilen og selvsikkerheden. Der er tænkt mere coupé med fire døre end sedan (i stil med Peugeot 508 og VW Arteon), og mens definitionen for designlinjen er “Sensuous Sportiness” (sensuel sportslighed) til den kvalmefremkaldende side, er den nye Sonata/i40 umiddelbart en vellykket sedan med gode proportioner. Den er stærkt inspireret af konceptbilen Le Fil Rouge.

Den typiske “Cascading Grille”-grill er vi efterhånden vant til, men forlygterne tager konceptet videre. I kromstriberne, som går over selve forlygten og op i motorhjelmen, sidder LED-striber til kørelyset. Når bilen ikke har kørelys på, ser man striberne som krom, men de lyser så op, når der kommer kørelys på.

VIDEO – Ny Santa Fe er en imponerende SUV

En førerplads i BMW-stil

Førerpladsen i den nye mellemklassebil fra Hyundai er, som håbet og forventet, en afsked med den stejle midterkonsol i den gamle i40. Designerne har ladet sig kraftigt inspirere af de seneste modeller fra BMW, bl.a. 3-serien, hvor en aflang touchscreen placeret over midterkonsollen læner sig op af instrumenthuset med digital instrumentering. Hyundai er gået efter at undgå en dominerende touchscreen, der fylder unødigt og tager opmærksomheden, og det giver et luftigt og elegant design. Gearvælgeren på modeller med automatgear er elektronisk, så den optager langt mindre plads i kabinen.

I forhold til både den gamle Sonata og vores gamle i40 vokser den nye model. Den har en lang akselafstand på 280 cm, men karrosseriet passer også godt i den europæiske Passat-klasse med en længde på 485 cm.

Sonata er en sedan, som amerikanske og koreanske kunder foretrækker den type biler, og mens europæiske kunder også får en sedan på i40-menuen, bliver den vigtigste model en kommende i40-stationcar.

Vi har en klar forventning om, at den nye Hyundai i40 kommer i et langt bredere udvalg end dagens model, så der bliver både benzin- og dieselmodeller og en plug-in-hybrid.

Palisade er den første store SUV fra Hyundai