Få bil på abonnement – som en mobiltelefon

  • Få bil på abonnement - som en mobiltelefon

Privatleasing af biler i Danmark er eksploderet, men nu udfordrer en af de store aktører på markedet sig selv og konkurrenterne med en nyhed: Bil på abonnement. Ingen gebyrer, ingen udbetaling, kun en måneds opsigelse. Indtil videre kan du få en Citroën C4, en DS 3 eller en Peugeot 208 på abonnement

Der er mennesker, for hvem 11 måneders binding til en leasingbil er for lang tid. Hvis man kun skal bruge bilen i seks måneder, hvis man kun har et midlertidigt job og bare skal bruge transport i fire måneder – så er privatleasing ikke vejen, og mulighederne er begrænset til oftest dyr korttidsleje hos udlejningsselskaberne.

Importøren bag Citroën, DS, Peugeot og Mitsubishi ligger ikke på den lade side, når et kommer til at få gode idéer, som føres ud i livet og giver succes. Mix-leasing, hvor man kan købe bilen til nedsat pris eller levere den tilbage efter 12 måneder, har givet Mitsubishi succes med ASX, og gode leasingtilbud på Peugeot 208 og 308 har givet et enormt boost til det franske mærke.

Nu har selskabet bag importøren, Interdan, igen fået en idé, og den skal give netop de mennesker med skæve behov eller uden lyst til mange måneders binding mulighed for at komme ud at køre i egen bil. Bilabonnement. Præcis som man har abonnement på en avis eller en mobiltelefon, så kan man nu leje bil på abonnement hos Bilabonnement.dk.

Det nyoprettede firma gør det forbløffende nemt. Vælg en bil, i første omgang en Citroën C3, Citroën C4, en DS 3 eller en Peugeot 208, og du kommer af sted uden et eneste gebyr, uden udbetaling og med tre måneders binding. Der er kun en enkelt måneds opsigelse.

Priserne starter ved 2.795 kr. for en måned, og fordi det måske lyder pebret for en Citroën C3, så har Bilabonnement.dk lavet et regnestykke for at berolige dig. Ansvar- og kaskoforsikring, grøn ejerafgift, vejhjælp og service er inkluderet i den månedlige leje – så det er kun brændstof, vinterdæk og p-bøder, du selv skal stå for.

Bilabonnement.dk giver også mulighed for at skifte bil uden omkostninger, hvis behovet ændrer sig, og man har brug for større eller mindre bil.

Indtil videre er der 50 udleveringssteder i Danmark, og ventetiden på den nye bil er ni dage for Citroën/DS og 18 dage for Peugeot. Du klikker bare ind på bilabonnement.dk, vælger bil og farve – nemmere kan det ikke blive.