Fransk for viderekommende

  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende
  • Fransk for viderekommende

DS er skilt ud som selvstændigt mærke i PSA-koncernen, og vi prøver DS 7 Crossback, den første bil fri af tilhørsforholdet til Citroën. Det er en SUV lavet til at udstråle avantgarde og til at imponere Audi-kunder med bugnende standardudstyr, men projektet (og bilen) virker flosset i kanten

Det drejer sig i princippet om en eneste ting: kan en kunde, som har 500.-600.000 kr. til at købe bil for, eller et maksimalt beskatningsgrundlag på 400.-500.000 kr. at ”handle” firmabil for, overbevises om, at en SUV fra et stort set ukendt fransk bilmærke kan være lige så god eller bedre end en SUV fra Audi eller BMW?

DS føler sig stærk i troen med introduktionen af sin første selvstændige model, den nye DS 7 Crossback, som samtidig markerer en relancering af mærket som helt selvstændigt, ude af kløerne på Citroën. PSA-koncernen har givet DS frie tøjler til at gå vejen belagt med premium og udnytte det historiske omkring den gamle Citroën DS, som forbløffede alle i 1955 – og stadig gør det i dag. Med avantgarde, pompøse detaljer som et ur fra B.R.M Chronographs i i midterkonsollen, ny teknologi og store mængder udstyr som standard, vil DS være det franske alternativ til de dyre tyske biler, som i løbet af de sidste fem år har opnået store markedsandele i Danmark.

DS 7 Crossback er det første skud, men det bliver ikke ved den. I 2019 udgår den eneste model, som har været en succes, mens DS har været solgt under Citroën-navnet, DS 3, og i dens sted kommer en lille SUV eller crossover. Ved udgangen af 2021 vil mærket have fem eller seks biler i modelprogrammet, og en større SUV. Syv danske forhandlere bliver såkaldte ”DS Stores”, men indtil videre er kun flagskibet i Virum åbnet under de nye faner.

Historien. En gave – og en belastning

Citroën DS er et ikon, og det er et ikon, franskmændene har kæmpet for at leve op til, siden den udgik i 1975. Citroën havde længe mistet sit særlige strejf, den spøjse og betagende måde at lave biler på, og selv om det ikke er rimeligt at sige, om en ny bil vil være et ikon eller ej om 50 år, så tvivler jeg på, at nogen Citroën fra de seneste 20 år kan bære at blive kaldt et ikon. Men er det så rigtigt at udnytte Citroën DS til det yderste? DS har taget den smukke klassiker til sig, og sammenligningen med den nye DS 7 Crossback går igen og igen. Og igen. En ny SUV, som skal være lige så meget forud for sin tid, som DS’eren var det i 1955. Nej, det virker ikke rigtigt. DS 7 er speciel, og den ligner bestemt intet andet derude, og da slet ikke en Audi, men i jagten på premium og det unikke virker SUV’en som en kørende Swarovski-butik, hvor alt skal have en speciel form, alt skal skinne og alt skal være anderledes. Sådan var den originale Citroën DS ikke. Alle ting har sin tid, ting udvikler sig, men DS 7 Crossback er fra nutiden og virker ikke særligt inspireret af Citroën DS.

Citroën begyndte allerede med DS-projektet i 2009 med DS 3, som i skrivende stund stadig er på markedet. Hvor minibilen med hajfinnen stikkende op i B-stolpen har et solidt følge i Danmark, faldt de to efterfølgende DS-modeller til jorden med et stort brag. DS 4 og DS 5 var mere spøjse og franske, end de fleste gad være med til, så bare fordi man opkalder noget efter et ikon, er der ikke garanti for succes.

DS 7 Crossback er mindre outreret, for hvor DS 4 og DS 5 ikke passede i nogen bestemt kategori, så er den nye model en SUV, crossover om man vil, som passer ned i en kasse. Alligevel ikke helt, for selv om den stort set er på størrelse med Audi Q5, så vil DS sælge den til priser, der er tættere på dem, Audi sælger den mindre Q3 til. Regner man standardudstyret med, som ligger langt, langt over niveauet i både Q3 og Q5, faldet regnestykket endnu mere ud til DS’ fordel. 400.000 kr. koster den billigste DS 7 Crossback, men det langt vigtigere beskatningsgrundlag for firmabilister er DS desværre slet ikke klar med.

Hvorfor vælge F-Pace, når man kan få XF Sportbrake?

En prangende indretning

I midterkonsollen løfter det kantede ur fra B.R.M Chronographs sig over den glinsende startknap midt i et landskab af læder, som efter et tryk sætter gang i den 12” store touchscreen og den digitale instrumentering. Både touchscreen og instrumentering kan findes i den nye Peugeot 508, hvor den berøringsfølsomme skærm godt nok kun er 10”, men det forvisser om, at DS 7 Crossback kommer ud af en stor koncern og ikke er helt sin egen. Grafikken og opbygningen er DS’ egen, præcis som designet ude og inde, både i det store hele og i de fleste detaljer, men grundstammen, platformen og motorerne, deler DS 7 Crossback med C4 Picasso, den kommende C5 Aircross, Peugeot-modellerne 308, 508, 3008 og 5008 og Opel Grandland X. Om kabinen føles mere luksuriøs end i de andre modeller på EMP2-platformen? Der er mange særprægede detaljer, som knapperne til elruderne og luftdyserne, og der er et godt materialevalg de fleste steder, men Peugeots nye 508 slår den samlet set.

Der hvor DS går helt sin egen vej, er i affjedringen. Hvor 308 har en passiv undervogn, den nye 508 en undervogn med adaptive støddæmpere, så har DS 7 Crossback en aktiv undervogn, som modtager informationer fra et fremadrettet kamera, som scanner vejen for ujævnheder og bump, i stil med det Mercedes-Benz har i S-Klassen. Støddæmpere justeres til at udjævne og kompensere for huller i asfalten. Men løsningen er halvhjertet. DS Active Scan-systemet virker kun i dagslys, ikke i dårligt vejr, og kun når køreindstillingen Comfort er indstillet, som man så selv skal huske. Det er solskin, da jeg prøvekører DS 7 Crossback i og omkring København, og jeg mærker mildest talt ikke den store forskel mellem Comfort og de andre indstillinger.

Jeg har netop afsluttet en testuge med Opel Grandland X, altså en tysk kusine til den franske SUV, i den nye udgave med dieselmotor med 177 hk og traditionel undervogn. Den kørte på 18” fælge, en tomme mindre end DS 7 Crossback har som standard, og i den virker undervognen mere komfortabel og mindre tilbøjelig til hele tiden at være urolig. Mere teknologi er ikke altid en fordel. Desværre er DS 7 Crossback heller ikke udpræget dynamisk eller spændende at køre, så umiddelbart har SUV’en ingen helt stærke sider, når det kommer til køreegenskaberne.

Platformen uden firehjulstræk

Af tre lanceringsmotorer prøver jeg DS 7 Crossback med samme motor, som jeg testede Grandland X med, altså en 2-liters dieselmotor. Her har den 3 hk mere, men er ellers i samspil med samme 8-trins automatgearkasse. Motoren er i sig selv støjsvag og kultiveret, og gearskiftet gør ikke meget væsen af sig, hvilket er positivt ment. Med 180 hk er der tale om en udmærket allround-motor, men med den tilsvarende Opel i frisk erindring virker DS 7 Crossback svagere, mens de på papiret begge ser næsten langsomme ud: den franske SUV tager 0-100 km/t på 9,4 sekunder, mens den tyske bruger 9,1 sekunder.

DS 7 Crossback må kun trække 1.550 kilo efter sig, mens Opel tillader 2.000 kilo – og en Audi Q5 2,0 TDI med 190 hk kan klare næsten et ton mere med 2.400 kilo. Apropos Q5, så må DS’ nye SUV klare sig helt uden firehjulstræk. Det er i orden i en Peugeot 3008 til 300.000 kr., men jo dyrere en SUV, jo mere sandsynligt er det, at kunderne vil forvente firehjulstræk, i det mindste som en mulighed.

Basismotoren i den alt andet end dårligt udstyrede basismodel Prestige, er en 1,5-liters diesel med 130 hk og manuel gearkasse, mens topmodellen indtil videre er en 1,6-liters benzinmotor med 225 hk og 8-trins automatgear. Den samme benzinmotor, men med 180 hk, er på vej, og længere ude i fremtiden skaber DS en plugin-hybrid med cirka 300 hk.

X-model fra BMW i den helt rigtige størrelse

Udstyr eller prestige?

Målt på udstyr er DS 7 Crossback premium og den rene luksus. Adaptive LED-forlygter, 12” touchscreen, navigation, panoramasoltag, nøglefri adgang og start, p-sensorer for og bag, blind vinkel-system og meget, meget mere er standard i Prestige. Elegance-versionen, en mulighed i forbindelse med 180 eller 225 hk, koster intet mindre end 120.000 kr. mere, og til en pris svarende til en C3 på tilbud til ægtefællen får man det indbyggede ur, nappalæder, håndfri betjening af bagklappen, Focal-lydanlæg, bakkamera, el-justerbare sæder og den aktive undervogn, men adaptiv fartpilot koster også her 15.500 kr.

Svaret på spørgsmålet, om en fransk SUV kan være lige så god som en Audi eller en BMW, er næppe sådan lige til at svare på. DS 7 Crossback kan måle sig med den nuværende Audi Q3, men det er efterhånden den ældste Audi-model, og en Q5 er en helt anden snak. En startpris på 400.000 kr. giver hos BMW mulighed for en X1 med dieselmotor med 150 hk og Advantage-pakke med fartpilot, LED-forlygter og p-sensorer, men for at nå et udstyrsniveau som i den billigste DS 7 Crossback, vil jeg tro, man skal punge ud med 150.000 kr. mere, mens det endnu er for tidligt at sige, hvordan de er i sammenligningen som firmabiler.

Det er ikke middelmådige køreegenskaber eller de for mig overgjorte detaljer, der får mig til at se på DS-projektet med skepsis. DS har taget historien fra Citroën DS og skabt store forventninger, men med en bil, der ikke bringer noget nyt ind i bilindustrien. Det handler ikke om, man altid skal vælge det sikre, men vælger man det specielle, skal det også være noget særligt, og det er DS 7 Crossback kun på overfladen.