Maksimeret Mini – facelift til den lille brite

  • Maksimeret Mini - facelift til den lille brite
  • Maksimeret Mini - facelift til den lille brite
  • Maksimeret Mini - facelift til den lille brite
  • Maksimeret Mini - facelift til den lille brite
  • Maksimeret Mini - facelift til den lille brite
  • Maksimeret Mini - facelift til den lille brite

En britisk luksusbil i miniformat – Mini hatchback (og Mini Cabriolet) får en 2018-opfriskning. Faceliftet vil for de fleste kræve, at man kigger to gange, men der er flere nyheder, end man ser med det blotte øje

I de glade 60’ere var det at køre Mini ingen luksus – den mikroskopiske brite var genial basistransport for familier, par og singler i alle aldre og indkomstgrupper. Det var dengang, for da BMW overtog og i 2000 lancerede den nye Mini, blev den lille brite pludselig en dyr luksusbil. Rigtigt set af tyskerne, for der er penge i luksus i lommestørrelse, når brandet er det rigtige.

Tredje generation af den nye Mini, når vi altså bruger tidsregningen begyndende i 2000, kom i slutningen af 2013, og her tog maksimeringen af den lille bil igen fart – den blev større, langt mere komfortabel og langt mere luksuriøs. Nu maksimerer Mini igen med et facelift af den fire år gamle model. Hvis man er nødt til at lade som om, man kan se at Mini hatchback med tre og fem døre (og Mini Cabriolet) har fået et facelift, er man undskyldt. Mini har i den grad holdt sig i skindet med så minimale designændringer, at ejere af en årgang 2014 stadig vil kunne slippe af sted med at sige, at de kører i seneste udgave.

Her er ingen nye former på lygterne, ingen bredere grill og ingen massive ændringer i kabinen. Her er til gengæld forfinelse af en masse elementer, og hvor den i forvejen deler en masse med mindre BMW-modeller som 2 Active Tourer, deler den nu også noget med de helt store BMW-modeller: coveret til motoren er lavet af rester fra produktionen af kulfiberforstærket plast til biler som 7-serien.


Lygter med Union Jack

Investerer man i LED-forlygter til sin nye Mini, og her er nu to forbedrede systemer med højere lysstyrke at vælge mellem, vil bilens britiske herkomst for alvor lyse op. Helt bogstaveligt, faktisk, for med enten det statiske LED-lyssystem eller de adaptive LED-forlygter kommer Mini’en nu med baglygter, der lyser op med samme mønster som det britiske flag, Union Jack. Mini har brugt det for nylig på en konceptudgave af Mini John Cooper Works, men nu ruller flaget i baglygterne altså ud i trafikken. Der er selvfølgelig stadig mulighed for at putte Union Jack (og mange andre symboler) på sidespejle, tag, motorhjelm, indstigningslister, paneler og mange andre steder – Mini sælger på individualisering, og det er der ikke blevet mindre af. Blandt andet kan man nu bestille listen omkring grillen og ringene omkring for- og baglygter i blank sort (Piano Black Exterior).

Individualiseringen går helt amok i den kun let ændrede kabine, hvor der er nye knapper på rattet og knapperne til køreindstillingerne vandrer fra en ring omkring gearstangen til rækken af “toggle switches” i midterkonsollen. På en dedikeret hjemmeside (www.yours-customised.mini) kan man nu skabe sine egne mønstre på fx panelet foran passageren og vælge mellem forskellige overflader, LED-velkomstlys og meget andet, som produceres ved hjælp af en 3D-printer.

Ny dobbeltkoblingsgearkasse med syv trin

De tre mini-modeller taber en smule vægt takket være optimering af motorerne, som igen sænker forbrug og CO2-udledning med op til fem procent. Motorerne er de samme som før, bortset fra at Mini One-modellerne har en større motorkapacitet på 1,5 liter (motoren var på 1,2 liter i den gamle) – den tilbydes i den nuværende model i Danmark kun i hatchback med fem døre, men umiddelbart falder den væk i det danske modelprogram.

I stedet starter modelprogrammet med Cooper med 1,5-liters trecylindret motor med 136 hk, og over den lille Cooper S med 2-liters motor med 192 hk. Dieselmodellerne Cooper D og Cooper SD yder 116 og 170 hk. Alle motorer kører med højere tryk på indsprøjtningen og ændret turboladning.

Den største ændring er tilføjelsen af en ny dobbeltkoblingsgearkasse med syv trin (manuel med seks trin er standard), som erstatter automatgearkassen med seks trin til Mini Cooper, Mini Cooper S og Mini Cooper D (den blev faktisk introduceret i slutningen af sidste år i den gamle udgave). Gearkassen byder på hurtigere skift end den gamle, og den fås i en sportsudgave med skiftepaler på rattet til Cooper S-udgaven. En ny automatgearkasse med otte trin er nu standard i Mini Cooper SD.

De danske startpriser er allerede på plads: Mini hatchback med tre døre fra 247.000 kr., Mini hatchback med fem døre fra 259.800 kr. og Mini Cabriolet fra 312.300 kr.

 

I en klasse for sig