Micra får endelig mere power

  • Micra får endelig mere power
  • Micra får endelig mere power
  • Micra får endelig mere power
  • Micra får endelig mere power
  • Micra får endelig mere power
  • Micra får endelig mere power
  • Micra får endelig mere power
  • Micra får endelig mere power

Den japanske minibil er den første bil i Nissan-Renault-Mitsubishi-alliancen med to nye trecylindrede 1-liters benzinmotorer. De to motorer yder henholdsvis 100 og 117 hk, og den mindste fås også med trinløs automatgearkasse

Middelmådig er det mest positive ord, vi kan finde på om 0,9-liters motoren i Nissan Micra. Uanset hvor meget man presser motoren og roder i den upræcise gearkasse, finder man aldrig noget nær de 90 hk, japanerne lover. 140 Nm er også langt under drejningsmomentet for de fleste konkurrenter med trecylindrede benzinmotorer.

Efter den nye Micra har været på markedet i under to år, giver Nissan nu endelig sin minibil mere liv i motorrummet. Det sker med en helt ny 1-liters I-GT-motor, der har premiere i Micra, før den spreder sig til andre biler i Nissan-Renault-Mitsubishi-alliancen, fx den nye Clio og en kommende nye udgaver af Nissan Juke og Renault Captur.

Den er bare 0,1 cm3 større end den gamle motor, og der holdes fast i de tre cylindre. Men ydelsen stiger fra 90 til 100 hk, og det maksimale moment er 20 Nm højere. Den nye motor skal dog helt op på 2.750 o/min for at give de 160 Nm fra sig, hvor den gamle motor overgav sine 140 Nm fra 2.250 o/min, så hvor meget stærkere den nye motor reelt vil føles, glæder vi os til at prøve. 1-liters motoren kommer med en manuel gearkasse med fem trin, men en trinløs automatisk CVT-gearkasse er også en mulighed (Xtronic), hvis man vil slippe for at skifte gear. Men det maksimale moment lider under denne gearkasse: det falder til maksimalt 144 Nm, som dog allerede er klar ved 2.000 o/min.


Motoren med 117 hk er en helt anden

Der er mere i vente, for så sjovt som man kan have det bag rattet af Micra, så fortjener minibilen mere end både 90 og 100 hk. Nissan har heldigvis en anden ny 1-liters motor klar, og mens 117 hk ikke vil gøre den til en GTI, så er momentet på 180 Nm – fra 1.750 o/min – og 20 ekstra Nm ved overtryk, når man giver fuld gas, en lovende ydelse i en bil, der vejer under 1.100 kilo. Motoren er udviklet i samarbejde med Mercedes-Benz, og den kommer med en manuel gearkasse med seks trin.

Micra med 117 hk har ikke kun motoren til forskel fra Micra med 100 hk (og dieseludgaven med 90 hk, som kører videre), men også sænket og ændret undervogn samt et hurtigere styretøj.

Den danske Nissan-importør har allerede den nye motor med 100 hk på prislisten som erstatning for den gamle, men kun i forbindelse med manuel gearkasse. Motoren fås i forbindelse med fire udstyrsniveauer, og priserne starter ved 155.730 kr. Motoren med 117 hk er endnu ikke dukket op på den danske prisliste.

Micra-modelserien er også opgraderet med et nyt infotainmentsystem med 7″ touchscreen, Nissan Connect, med navigation, cloud-baserede opdateringer og dør-til-dør-navigation, så en rute gnidningsfrit kan fortsættes fx på gåben i byen. Systemet er standard på de to øverste udstyrstrin, N-Connecta og Tekna.

Friske minier: ny Seat Ibiza mod ny Nissan Micra