Ny DS 3 Crossback er helt elektrisk (men den fås også med benzin eller diesel)

  • Ny DS 3 Crossback er helt elektrisk (men den fås også med benzin eller diesel)
  • Ny DS 3 Crossback er helt elektrisk (men den fås også med benzin eller diesel)
  • Ny DS 3 Crossback er helt elektrisk (men den fås også med benzin eller diesel)
  • Ny DS 3 Crossback er helt elektrisk (men den fås også med benzin eller diesel)
  • Ny DS 3 Crossback er helt elektrisk (men den fås også med benzin eller diesel)

Det franske luksusmærke skifter sin mini-bil DS 3 ud med en mini-SUV – den nye DS 3 Crossback. Den er først i PSA-koncernen med en ny platform, som kan rumme fuld elektrificering, og efter den nye WLTP-norm kan DS 3 Crossback køre 300 km på en opladning. Den kommer også med benzin- og dieselmotorer

Den startede som Citroën DS 3, og da PSA-gruppen (i dag Citroën, DS, Peugeot og Opel) besluttede sig for at skille DS ud som koncernens fine, luksuriøse mærke, fulgte den franske minibil naturligt med over. DS 3 har været en succes for PSA i Danmark, og den har været den eneste succes blandt DS-modellerne – DS 4, DS 4 Crossback og DS 5 er sjældne biler i Danmark.

PSA har trykket på genstart, og DS skal nu for alvor til at konkurrere med andre luksusmærker, og mens Kina ser ud til at løbe med det meste af opmærksomheden, viser mærket i dag, at Europa også tages alvorligt. DS 3 bliver til DS 3 Crossback, og der er ikke kun tale om en helt ny bil, men en ny bil i en anden klasse. Ud til højre med minibilen, ind på scenen med en mini-SUV. Det er der, kunderne flytter sig hen, og det er der (også med større SUV-modeller), pengene skal tjenes.

DS 3 Crossback fletter ind fra højre i en klasse, hvor man gerne må stikke ud. Et af de bedste eksempler er Hyundai Kona, som er umulig at tage fejl af. Og præcis som den koreanske Kona vil den franske mini-SUV komme med en række forskelligartede motorer – DS 3 Crossback kommer med to udgaver af en dieselmotor på 1,5 liter (100 og 130 hk), og på benzinsiden bliver der tre valgmuligheder: en trecylindret 1,2-liters med 100 eller eller 130 hk og en 1,6’er med 155 hk. Dertil kommer en direkte konkurrent til Kona Electric, for DS lægger med det samme ud med en fuldelektrisk udgave af bilen, DS 3 E-Tense – elbilen har en elmotor med en ydelse på 136 hk (260 Nm) og en batteripakke på 50 kWh – som lægger sig mellem de to varianter af Kona, som yder henholdsvis 39,2 og 64 kWh. Rækkevidden er efter den nye WLTP-norm 300 kilometer, efter den mindre strikse NEDC står bilen til 450 kilometer.

DS 3 er den første til at være baseret på en ny platform til koncernens mini-biler, og den er grunden til, at en elektrisk variant er tænkt ind i konceptet allerede fra starten. Common Modular Platform (CMP) vil de næste par år være grundlaget for nye udgaver af Peugeot 208 og 2008, men også nye modeller fra Opel og Citroën.

Kia Proceed viser den gode stil

Avantgarde med store armbevægelser

DS’ nye mini-SUV stikker mindst lige så meget af som Kona gør det, når det kommer til design. DS 3 Crossback virker mindre pyntet og overdrevet end storebror DS 7 Crossback, men masser af vinkler, gerne med udgangspunkt i en tilslebet diamant, går igen over hele bilen, der som standard har fem døre. Den er første bil i segmentet, og blandt almindelige biler (hvis Tesla og Range Rover Velar altså ikke tæller), som har udvendige dørhåndtag, der først kører ud, når der er brug for dem. Resten af tiden sidder de skjult.

Temaet går igen i kabinen, hvor så godt som alt har den kantede form. Knapperne ved siden af gearstangen tæller bl.a. dem til elruderne, mens knapperne over øverst i midterkonsollen bruges som genveje til den store touchscreens forskellige menuer; skærmen er den største i klassen med en størrelse på 10,3″.

Den blot 412 centimeter lange SUV er proppet med sikkerheds- og komfortudstyr. Sæderne er dobbeltpolstrede og fås med massage, og forruden er akustisk for at dæmpe støjen. DS Drive Assist omfatter bl.a. adaptiv fartpilot og kø-assistent, og LED-forlygterne er fuldt adaptive. Har man en MyDS-app’en, kan man låse bilen op og starte den på afstand, hvis nogen fx skal låne bilen, men ikke har nøglen – adgang kan gives i kortere eller længere tid.

Fransk for viderekommende