Ny Nissan Leaf Nismo – el-bil bidt af en gal GTI

  • Ny Nissan Leaf Nismo - el-bil bidt af en gal GTI
  • Ny Nissan Leaf Nismo - el-bil bidt af en gal GTI
  • Ny Nissan Leaf Nismo - el-bil bidt af en gal GTI
  • Ny Nissan Leaf Nismo - el-bil bidt af en gal GTI
  • Ny Nissan Leaf Nismo - el-bil bidt af en gal GTI

Allerede inden lanceringen af den normale udgave af den nye Leaf gør Nissan klar til en GTI-lignende Nismo, som vises i konceptform på biludstillingen i Tokyo senere på måneden

Den nye Nissan Leaf er en (meget) flottere, stærkere, hurtigere og frem for alt mere brugbar elbil end før med længere rækkevidde – et nyt batteri med 40 kWh-kapacitet giver op til 378 kilometer på en opladning, og elmotoren yder nu 150 hk, så der er mere skub i Nissans nye version af verdens bedst sælgende elbil. Men allerede før lanceringen af Leaf generation to på markedet, forventet i første kvartal 2018 på det danske marked, går Nissan i en ny retning med elbilen.

I fremtiden kommer den i en GTI-lignende Nismo-udgave, som har premiere i konceptform om få uger på biludstillingen i Tokyo. Karrosseriet har fået en tydelig omgang sportslighed med skørter, større kofangere, en markant rød indsats under kofangerne, diffuser under bagkofangeren og selvfølgelig passende alufælge. Aerodynamikken skulle være forbedret, og Leaf Nismo skal også suge sig bedre fast til vejen end den normale Leaf (som vi ser frem til at prøve).

Kabinen ligner mere et igangværende arbejde, som ikke afsluttes før den endelige udgave, for eneste synlige ændringer er antydningen af sportssæder, røde rammer omkring bl.a. luftdyserne, som matcher de røde elementer på ydersiden, samt et rat beklædt delvist i læder, delvist i det gribevenlige materiale Alcantara – og med et rødt indlæg i toppen for at indikere lige-ud-stillingen, hvis det går hårdt for sig i den stærke elbil. En sænket undervogn med sportsligt fokus og high-performance-dæk får den færdige Leaf Nismo også.

Men hvor stærk bliver Leaf Nismo så? Mens Nissan endnu holder Leaf Nismos forhøjede motorydelse for sig selv, lover japanerne på forhånd ”øjeblikkelig acceleration ved alle hastigheder.” Det lyder som noget, der vil dræne batteriet på ingen tid, men også som noget, der er sjovere, end vi har været vant til i Leaf.