Den praktiske BMW får en overhaling

  • Den praktiske BMW får en overhaling
  • Den praktiske BMW får en overhaling
  • Den praktiske BMW får en overhaling
  • Den praktiske BMW får en overhaling
  • Den praktiske BMW får en overhaling
  • Den praktiske BMW får en overhaling

Den første forhjulstrækker fra BMW er blevet en stor succes – 2 Active Tourer og 2 Gran Tourer har med praktiske egenskaber og gode køreegenskaber vist, at himlen ikke behøver at falde ned, selv om en BMW ikke trækker på baghjulene. Som årets første nyhed fra BMW kommer MPV-modellerne nu med et facelift

For traditionalister og firkantede fans var det en sorgens dag, da BMW i 2014 gjorde alvor af truslen om at lancere sin første forhjulstrækker, 2-serie Active Tourer. Den trækker ikke bare på forhjulene – den er tilmed en MPV, karrosserivarianten som skriger fornuft og manglende køreglæde.

BMW tog ikke fejl. 2-serie Active Tourer og den endnu større 2-serie Gran Tourer med syv sæder er blevet godt modtaget, og planen om at få helt nye kunder i butikkerne – som senere måske opgraderer til noget større – har i den grad virket: flere end 70 procent af kunderne kommer fra andre mærker (det kunne være Mercedes-Benz og Volkswagen), og siden 2014 er der solgt over 380.000 styk af de to Tourer-modeller. Mest populære er de i Tyskland, Kina og England, men også i Danmark er den praktiske 2-serie et almindeligt syn.

Fornuftig er den, men manglende køreglæde kan man ikke beskylde den forhjulstrukne BMW-modelserie for at have. Den står på samme platform som Mini-modellerne, som netop har fået et facelift, så det er ikke tilfældigt, at BMW nu er klar med facelift til 2 Active Tourer og 2 Gran Tourer – klar på markedet i marts måned.

Maksimeret Mini – facelift til den lille brite

Mere kant til den tyske MPV

Interiørmæssige ændringer kan vi hurtigt få overstået. Ny instrumentering med “black panel-instrumenter”, som først er synlige, når bilen startes, forbedrede sæder med nye betrækmuligheder og en ny gearstang til modeller med automatgear. Et forbedret iDrive-infotainmentsystem med touchscreen (6,5 eller 8,8″) blev allerede en mulighed i sommeren 2017, så ingen ænderinger her.

Den nye gearstang til modeller med automatgear er forbundet med enten en dobbeltkoblingsgearkasse med syv trin eller en automatgearkasse med otte trin – benzinvarianter op til 220i med 192 hk har den nye dobbeltkoblingsgearkasse (mod merpris, standard i 220i), mens topmodellen 225i xDrive med 231 hk og dieselmodellen 220d med 190 hk har den nye Steptronic-automatgearkasse med otte trin som standard.

Udvalget af motorer er, som før, meget bredt, og alle motorer har fået en stærk opdatering med ændringer i bl.a. turboladerne (alle diesel har nu to turboladere) og temperaturstyringen. Alle dieselmotorer får nu markant forbedret rensning af emissioner med SCR-katalysator og AdBlue-indsprøjtning. Benzinmotorerne fås med 109, 140, 192 og 231 hk (sidstnævnte kun i 2 Active Tourer), dieselmodellerne med 116, 150 og 190 hk – og endelig fås 2 Active Tourer som plugin-hybriden 225xe iPerformance med 224 hk og en rækkevidde på el på 45 kilometer.