Prius tager stikket hjem

  • Prius tager stikket hjem
  • Prius tager stikket hjem
  • Prius tager stikket hjem
  • Prius tager stikket hjem
  • Prius tager stikket hjem
  • Prius tager stikket hjem
  • Prius tager stikket hjem
  • Prius tager stikket hjem
  • Prius tager stikket hjem
  • Prius tager stikket hjem
  • Prius tager stikket hjem

Danske Toyota-kunder kan nu for første gang sætte stikket i Prius, der som plugin-hybrid kan levere en elektrisk rækkevidde på op til 63 kilometer – og den koster det samme som den almindelige Prius

Som den japanske delikatesse – og potentielt dødbringende – fugu er Toyota Prius bilen for en lille skare af særligt krævende kunder. Prius er ikke farlig for helbredet som fisken, men det vindslikkede design og de fra flere vinkler syrede former henvender sig til hybridentusiasterne. Det er de mennesker, som mener, at Auris Hybrid er en benzinsluger.

Men måske det Prius mangler for at nå ud til flere, er et stik. Et stik, som giver mulighed for at fylde et større batteri med energi, så der kan køres på ren strøm – måske det kan bløde synet på designet lidt op? Den udgave af Prius findes, og den seneste udgave har eksisteret i mere end et år, og efter noget tovtrækkeri med afgifter og priser, er Prius Plugin nu endelig i Danmark – seks år efter lanceringen af den første Prius Plugin, som aldrig nåede til landet. Den ville have kostet næsten 470.000 kr., så ingen klager herfra.

Synet på Prius-designet behøver slet ikke ændre sig, for Toyota har begunstiget den nye Prius Plugin med et, for mig, mere attraktivt design. Hele fronten er lavet om, og den opladelige Prius ser bredere og mindre underlig ud end originalen, som kom på markedet sidste år. Den er samtidig endnu mere aerodynamisk, så den skærer gennem luften med minimal modstand. De bredere lygter er nye, og det er første gang Toyota kan introducere matrix-LED-forlygter med variabel rækkevidde og bredde, og det er et af de få steder i hele bilindustrien, de ikke koster ekstra.

Design og forlygter er indgangen til en fundamentalt anderledes Prius. Det primære er Prius Plugins større batteripakke, som på 2 timer og 15 minutter kan oplades hjemme i carporten eller ved en ladestander. I alt har batterierne en kapacitet på 8,8 kWh, og i stedet for at bruge nikkel-metal-hydrid-typen fra Prius uden stik, får Plugin den mere energitætte litium-ion-type. Det vigtigste er, at den kan køre op til 63 kilometer på en opladning.

Hold op med at mobbe Prius

Strømmen gør en stor forskel

Et kig under bagklappen afslører et kompromis. Den større batterikapacitet skal fyldes ind et sted, og den giver en meget høj bund i bagagerummet, som stikker op over den nederste kant. Elegant ser det ikke ud, og det æder 142 liter volumen, så der er plads til 360 liter. Det lyder okay, men i praksis ser rummet ud til bedst at kunne rumme flade ting, da dækkenet ellers må ud. I den vigtigste konkurrent, Hyundai Ioniq Plug-in Hybrid, er rummet langt mere regulært.

Så er det en bedre oplevelse at komme bag rattet. Jeg sidder som i Prius: lavt, godt integreret i bilen og med udsigt til et pænt head up-display i ruden, det store informationscenter i midten af bilen og et nogenlunde velfungerende infotainmentsystem. 8” touchscreen og navigation giver Toyota med uden merpris, men mindst lige så vigtigt er den gasdrevne varmepumpe, som driver klimaanlæg og aircondition. Benzinmotoren, den samme 1,8 som i Prius, skal derfor ikke starte op for at køle eller varme bilen, og derfor triller jeg gennem Aarhus på testtur med varme på for at kæmpe mod det kølige forår. Uden varmepumpe ville forbrændingsmotoren køre på nuværende tidspunkt, men jeg kører på ren el.

Der skal markant mere pres og en tungere speederfod til at vække benzinmotoren end i Prius ikke-plugin. De to elmotorer (31 og 72 hk) og det større batteri kan klare meget mere, og jeg når gennem byen, ud på landevej med et længere stykke på 80 km/t og ud på motorvejen, før der både skal bruges strøm og benzin. Men kun fordi jeg insisterer på at nå 110 km/t hurtigst muligt. 1,8’eren vågner, men virker ikke anstrengende, og i det hele taget er samspillet med den trinløse CVT-gearkasse – også optimeret i forhold til Prius – ganske imponerende. Benzinmotoren hyler ikke med høje omdrejninger, for det behøver den ikke, når strømmen er der som et stærkt boost. Så snart jeg når marchfart, kører jeg videre på strøm, og det kan gå helt op til 135 km/t.

Jeg følger motorvejen i seks-syv kilometer, og det æder ikke voldsomt af mit el-forråd, som startede på omkring 60 kilometer. Det tager ekstra, men regenerering af bremseenergi havde på vej ud af byen givet mig et par kilometer ekstra rækkevidde.

Prius Plugin virker mere støjsvag og hurtigere end sin ikke-opladelige søstermodel, men den virker også hårdere afstemt i affjedringen. Der er ingen anden grund, end at den er 155 kilo tungere og er justeret derefter. Den har det sværere over bump og på dårligt lappet asfalt, men ellers mærker jeg ikke så meget til det.

Toyota Prius Plug-in kommer nu til Danmark

Du skal kunne lade den op

En anden bagside af medaljen, hvor 155 kilo kan gøre en forskel, er hvordan Prius Plugin så opfører sig, når batteriet er tomt. På min forholdsvis korte testtur på en times tid når jeg ikke at køre batteriet så langt ned i kapacitet, at bilen skifter over til ren hybriddrift, men det er uundgåeligt, at det vil ændre bilens karakter. Har du mulighed for at lade, hjemme i carporten eller i det offentlige rum, vil du som pendler og med øvrig hverdagskørsel kunne komme langt, men kan du ikke det, slæber du rundt på 155 kilo dødvægt og bør holde dig til den almindelige Prius.

Priserne for Prius Plugin og Prius Original er præcis de samme, når de er på samme udstyrsniveau, men på højeste udstyrsniveau er den opladelige faktisk en del billigere. Prius fås i niveauerne H2, H3 og H4, mens Prius Plugin kommer som H3, H4 og en Solar med et solcelletag, som giver op til 1.000 kilometer ekstra rækkevidde på et år.

Prius H2 koster 303.970 kr., mens Prius H3 og Prius Plugin H3 koster 333.970 kr. Prius H4 koster 373.970 kr., mens Prius Plugin H4 kun koster 353.970 kr. Den særlige Prius Plugin Solar koster som H4’eren, men mister en del attraktivt udstyr i forhold til H4. 

Prius Plugin kommer meget veludstyret i alle udgaver, og matrix-LED-forlygterne er ikke det eneste, den har mere end Prius: det større infotainmentsystem med 8” skærm og navigation, udvidet adaptiv fartpilot med nedbremsning til 0 km/t og automatisk opstart. Så kan du lade din Prius op, er der ingen tvivl – så skal du vælge den nye Prius Plugin.