Privatleasing tilbage for fuld styrke – salget af nye biler i november

  • Privatleasing tilbage for fuld styrke - salget af nye biler i november
  • Privatleasing tilbage for fuld styrke - salget af nye biler i november
  • Privatleasing tilbage for fuld styrke - salget af nye biler i november

Privatleasing tog et dyk efter bilafgifterne blev omlagt i 2017, men nu er leasingformen tilbage med fornyet styrke – af de 17.918 solgte nye personbiler i november står privatleasing for 14 procent af bilerne

Da vi i juni måned lavede en opgørelse over, hvor meget privatleasing fylder på det danske bilmarked, var svaret “overraskende lidt”. Fra januar til og med maj i år stod privatleasing for 8,4 procent af markedet for nye personbiler i Danmark – stramning af leasingreglerne gjorde udbuddet mindre og tilbuddene mindre attraktive.

Et halvt år er gået, og tilstanden ser nu helt anderledes ud. De gode tilbud (og beregninger) er tilbage, og De Danske Bilimportørers samlede salg for nye personbiler i november viser, at danskerne igen siger ja tak: 14 procent af de nye personbiler, som kom på gaden i den forgangne måned, kører på privatleasing.

Det samlede salg af nye personbiler i november, som inkluderer privat- og erhvervsleasing, endte ifølge De Danske Bilimportører på 17.918 biler, og privatleasingandelen ender på den måde på cirka 2.509 biler. Privatleasing tager dermed langt færre biler end det traditionelle ejerskab, men fra de 17.918 biler skal også trækkes biler på erhvervsleasing, altså primært firmabiler.

Erhvervsleasing står for 28 procent af nye personbiler på de danske veje i november, og det er den altoverskyggende grund til, at den mest solgte bil i november var Mercedes-Benz C-Klasse. Den tyske premiummodel, der fås som sedan, stationcar, coupé og cabriolet, står – som den større E-Klasse – virkelig stærkt på firmabilsmarkedet, og C-Klassen hægtede både VW Passat og BMW 3-serie godt og grundigt af i november: som den mest solgte personbil stod C-Klassen for hele 628 eksemplarer. Passat nåede 339 styk, BMW 3-serie 195 styk. 3-serien kommer i den nye udgave i foråret (faceliftet Audi A4 også på vej), så der er lagt op til et spændende forår for firmabilisterne.

Privatleasing tager kun en lille bid af markedet

Volkswagen står stærkt i toppen

På plads nummer to i november står Volkswagen Polo med 561 eksemplarer, skarpt forfulgt af Peugeot 208 med 548 styk. På plads fire, fem og seks følger endnu tre Volkswagen, nemlig Golf med 525 styk, Touran med 491 styk og Up med 455 styk. De Danske Bilimportører har i deres pressemateriale en misforstået holdning til at erklære klassen for mikrobiler død, men Up med 455 eksemplarer, Toyota Aygo med 412 eksemplarer, Citroën C1 med 266 eksemplarer og Hyundai i10 med 261 styk fortæller, at der i den grad stadig er salg i de mindste biler – og ikke mindst brug for dem. Har man ikke behov for en stor bil, eller en bil til andet end bykørsel, kan en mikrobil være det perfekte match. Mikrobilernes andel i november 2017 var på 18 procent, men de har siden fundet et naturligt leje omkring 11 procent.

Det største segment i Danmark fra januar til og med november 2018 er minibilerne (Polo, 208, Fiesta), som står for 24 procent. Golf-Klassen står for 19 procent, mens D-segmentet med C-Klasse og Passat er i stigning og i perioden stod for 11 procent. MPV’erne, og her er det primært VW Touran, der tager slæbet, står stadig ret stærkt med 6 procent. De Danske Bilimportører opdeler ikke de forskellige SUV-klasser i segmenter, men tæller alle SUV-modeller og -typer sammen under et. SUV’erne står for 26 procent af nybilsmarkedet, men hvis man tager eksempler ud af den store blanding af biler, når de mest populære modeller end ikke op på siden af fx Up og Aygo – i november blev Nissan Qashqai solgt i 340 eksemplarer, Opel Crossland X i 272 eksemplarer.

Tjek prisen – BMW 3-serie med 184 hk til 370.000 kr.