Sensationel pris på Seat Ibiza Cupra med 192 hk

  • Sensationel pris på Seat Ibiza Cupra med 192 hk
  • Sensationel pris på Seat Ibiza Cupra med 192 hk
  • Sensationel pris på Seat Ibiza Cupra med 192 hk
Ingen billeder af den nye Ibiza Cupra er offentliggjort, så vi viser den ikke-faceliftede og kabinen fra en faceliftet standard-Ibiza

Prisen er så lav, at vi var nødt til at få Seat til at tjekke og bekræfte den, men den er god nok: den faceliftede Seat Ibiza Cupra med en stærk 1,8-liters motor med 192 hk koster sensationelle 219.895 kr. – langt, langt under hvad Ford Fiesta ST, Opel Corsa OPC og Peugeot 208 GTi koster

> Ud ryger 1,4-liters motoren med 180 hk, ind kommer 1,8eren med 192 hk
> Manuel gearkasse tager over efter DSG-dobbeltkoblingsgearkasse
> Bi-xenon-forlygter, træthedsregistrering og infotainment med touch screen er standard

I går præsenterede vi dig for priserne på den faceliftede Seat Ibiza – attraktive priser, hvor man især får meget motor for pengene. Men den rigtige bombe kommer nu, og det er prisen på topmodellen Ibiza SC Cupra: 219.895 kr. Før faceliftet var den i en kort overgangsperiode nede i 262.400 kr.

219.895 kr. dækker over en bil, der er blevet stærkt forbedret med faceliftet. I motorrummet er der lavet helt om, så den lille 1,4-liters motor, der som noget usædvanligt brugte både kompressor og turbo til at komme op på 180 hk og 250 Nm, er ude af billedet. Ingen grund til at ærgre sig, for den havde føltes ikke speciel på nogen måde, hverken når det kom til lyd eller kræfter, ligesom dens syvtrins DSG-dobbeltkoblingsgearkasse kun var med til at lægge en dæmper på, hvor sjovt man kunne have det.

Nu finder vi i stedet en 1,8-liters turbomotor med 192 hk og et hele 70 Nm mere solidt maksimalt drejningsmoment på 320 Nm. Det er en forskel, der vil kunne mærkes. Mens Renault i Clio RS gik fra manuel til dobbeltkoblingsgearkasse med modelskiftet, går Seat den modsatte vej; Ibiza Cupra fås nu udelukkende med manuel gearkasse med seks trin – vi vover at kalde det et stort plus.

Motoren, og opskriften med den manuelle gearkasse, kommer fra Volkswagen, der lagde ud med at gøre det samme trick med Polo GTI – den fås dog med dobbeltkoblingsgearkasse som ekstraudstyr. Polo GTI markedsføres ikke i Danmark.

Er Ibiza Cupra så blevet hurtigere?

Da Seat i Danmark er tidligt ude med prisen på den nye Cupra, kan vi hverken oplyse om 0-100 km/t eller topfart, og der findes end ikke billeder af den faceliftede Cupra, så modellen på billedet er fra før faceliftet – dog med et billede af kabinen i en faceliftet standard-Ibiza.

Den gamle Ibiza Cupra med 1,4-liters motor gik fra 0-100 på 6,9 sekunder, hjulpet godt på vej af den selvskiftende gearkasse, men på trods af en manuel gearkasse i den nye, regner vi med at tiden kan skæres ned til ca. 6,7 sekunder, som den er det i Polo GTI. Topfarten stiger sandsynligvis også – fra 228 km/t til omkring 236 km/t, igen med udgangspunkt i Polo GTI.

Forbrugstallene er til gengæld allerede på plads, og den større motor koster 0,3 km/l – Ibiza Cupra kører nu i snit 16,6 km/l, hvor EU-gennemsnittet før var 16,9 km/l. CO2-udledningen er stadig 139 gram/km.

Hvad får man af udstyr til den lave, lave pris?

Seat har ikke pillet udstyr ud af bilen for at få prisen så langt ned – bi-xenon-forlygter, sportssæder, 17” alufælge, automatisk klimaanlæg, fartpilot, sportslæderrat og alu-pedaler er stadig standard, men Media System Colour, infotainmentsystemet med 5” farve skærm med touch og Bluetooth, og træthedsregistrering er nu også med i prisen. Der er kun fem koder på ekstraudstyrslisten: metallak til 5.801 kr., p-sensorer bag til 4.550 kr., DAB-radio til 3.500 kr., opbevaringspakke med armlæn mv. til 3.802 kr. og soltag til 14.901 kr. Nemt og overskueligt, især også fordi Cupra kun fås med tre døre – som SC, Sport Coupé.

Hvad med konkurrenterne?

Seat underbyder alle. At tilbage 192 hk til 219.895 kr. er uhørt, og det kan sætte skub i den lille GTI-klasse, som lever en skyggetilværelse i Danmark. Ikke så underligt, for den 182 hk stærke Ford Fiesta ST er en af de lavest prissatte med 287.800 kr., der stadig er milevidt fra Seats nye pris. Værre endnu er prisen for den 207 hk stærke Opel Corsa på 309.990 kr., og Peugeot sælger 208 GTi (før det nye facelift) til 332.990 kr. Til den pris kan man nu få en Seat Ibiza Cupra OG en Seat Ibiza 1,0 Reference!

Mini Cooper S, som Ibiza Cupra med 192 hk, hører på sin vis også med i klassen af små GTI-modeller, og den starter ved 357.900 kr. uden et så omfattende udstyr.