Uden sikkerhedsnet: kun 12 biler i top 20 har automatisk nødbremsesystem

  • Uden sikkerhedsnet: kun 12 biler i top 20 har automatisk nødbremsesystem
  • Uden sikkerhedsnet: kun 12 biler i top 20 har automatisk nødbremsesystem

En gennemgang af top 20 over de mest solgte biler i Danmark i juni tegner et sørgeligt billede. Næsten halvdelen af bilerne har ikke automatisk nødbremse som standard, to modeller fås slet ikke med systemet

Det automatiske nødbremsesystem AEB (Autonomous Emergency Braking) har næsten lige så mange navne, som der er bilproducenter i verden. Navne som Front Assist, Driving Assistant, Pre-collision Assist, Active Safety Brake og Pre-Sense skal lede tankerne hen på det samme – et system som hjælper med at bremse bilen, hvis man er uopmærksom eller ikke reagerer i tide. Det er dog ikke navnet, der betyder noget, men derimod om en bil har det automatiske system indbygget. Den fælleseuropæiske organisation til vurdering af nye bilers aktive og passive sikkerhed, Euro NCAP, slog i 2015 efter en undersøgelse af faktiske forhold fast, at selv systemer, som kun er aktive op til 30 eller 50 km/t, kan reducere risikoen for at man kører op bag i en forankørende med 38 procent. Den automatiske nødbremse er dermed et vigtigt system til at undgå både skader på mennesker og biler – to meget omkostningstunge poster for samfundet.

Siden 2015 er mange af systemerne udvidet med eksempelvis fodgænger- og cyklistgenkendelse, og på samme måde virker systemerne op til højere hastigheder, nogle helt til bilernes topfart. Et stort plus er det, at et automatisk nødbremsesystem er billigt at producere, hvorfor det bør blive standard selv i de mindste og billigste biler. En gennemgang af listen over de 20 mest solgte biler i Danmark i juni måned viser dog, at der er lang vej endnu, og at en del bilproducenter springer over, hvor gærdet er lavest: nogle biler fås med automatisk nødbremsesystem, men har det ikke som standard eller kun i nogle udstyrsvarianter, mens andre slet ikke fås med det vigtige sikkerhedssystem. Særligt når man taler om de prisbillige biler på markedet, er det at sælge sikkerhed som ekstraudstyr et problem, for mange kunder, som køber bil til 100.000 kr., kan eller vil ikke bruge 5.-7.000 kr. på et system, de sandsynligvis aldrig har oplevet i virkeligheden. Uanset bilens pris og størrelse, skal automatisk nødbremsesystem være standard.

Top 20 i juni indeholder biler i mange klasser, lige fra de mindste til under 100.000 kr. til større biler, som nemt kan koste 400.-500.000 kr. Af de 20 biler har kun 12 systemet som standard, og i to af modellerne fås det slet ikke. I toppen af listen står Nissan Qashqai, som ikke blot har nødbremsen, men også skiltegenkendelse og vognbaneassistent. På plads nummer to står den mest populære bil i Danmark, Peugeot 208. Den er et eksempel på en bil til en lav pris, hvor man går på kompromis med sikkerheden: systemet, aktivt i byen, fås kun til fire ud af seks udstyrsvarianter, og det koster mindst 6.000 kr. ekstra. Man kunne håbe, det var anderledes i større modeller, men også i 2008 (plads 18) og 308 (plads 8) er der problemer. Kun i tre ud af fem varianter af 2008 fås systemet, mod merpris, og for 308 gælder det, at kun nogle varianter har systemet som standard.

Danskerne er købelystne

Nødbremse i alle Volkswagen

Volkswagen har seks modeller i top 20, og de har alle automatisk nødbremse som standard, lige fra Up over Polo, Golf, Passat og Touran til Tiguan. Nødbremsesystemet i Up (og Skoda Citigo og Seat Mii) var en sensation, da den kom på markedet med det som standard i 2012, primært fordi kunderne var uvante med det i mikroklassen. Systemet virker i dag forældet med et arbejdsområde, som kun dækker til cirka 30 km/t, mens de øvrige VW har langt mere avancerede systemer. Men mikrobiler, som med lav vægt og små karrosserier er ekstra udsatte ved sammenstød, mangler generelt stadig nødbremsen: kun Kia Picanto har et avanceret system, virksomt op til 160 km/t, som standard. Toyota tager 5.000 kr. for nødbremsesystemet i Aygo (standard i X-Clusiv), mens det i søstermodellen Peugeot 108 kun fås til visse udgaver og til hele 7.500 kr. Den tredje i kuldet, Citroën C1, kan på det danske marked slet ikke vælges med det aktive sikkerhedssystem.

Tilbage i top 20, hvor der er flere gode og dårlige nyheder. Først de gode. Skoda-modellerne Octavia og Fabia, Opel Astra, Mercedes-Benz C-Klasse og Toyota Yaris har automatisk nødbremsesystem uden merpris. Ford beder kunderne om mindst 3.750 kr. hvis Fiesta skal have det, hvor adaptiv fartpilot også indgår, og det lader sig ikke gøre i basismodellen med tre døre, eller hvis man vælger en ST-Line med automatgear. Citroën viser sig igen fra sin dårlige side, i hvert fald overfor nogle kunder: C3 har systemet som standard i tre ud af fem modeller, mens det koster 5.500 kr. til de billigste varianter. Den franske arrogance er værst hos Renault, hvor hverken Clio eller Captur fås med automatisk nødbremse. Begge biler har fået et facelift i deres produktionstid, Captur så sent som sidste år, og det er svært at forstå, hvorfor kunderne end ikke får mulighed for at tilvælge systemet. Selv i den større Megane, som ikke er i top 20, skal man op i en Bose-udgave til næsten 280.000 kr. for at få det med.

Kigger vi udenfor top 20, er der mange slemme overraskelser i vente, bl.a. hos Audi, BMW, Opel og Dacia: til A3 koster automatisk nødbremse ekstra (7.345 kr.), BMW kræver diverse andre udstyrselementer for overhovedet at tilbyde det, og Opel tilbyder det ikke til Corsa. Dacia står med et fuldt modelprogram, hvor automatisk nødbremsesystem ikke optræder – forhandleren vil have lige så nemt ved at levere den afskyelige snemand eller en enhjørning som en bil med det aktive sikkerhedssystem.

Årets Brugtbil 2018 – de fem finalister er klar