VIDEO – Ford Fiesta ST på danske veje

Vi har tidligere prøvekørt den nye Ford Fiesta ST i Frankrig, så nu er tiden kommet til testen i Danmark, hvor mini-GTI’en med 200 hk skal bevise, om den passer til vores veje – og om den lever op til forventningerne

Ford har gjort, hvad mange troede var utænkeligt: Fiesta ST har fået tre cylindre. Når man er kommet sig over chokket, kan man fokusere på, at den har fået flere hestekræfter – 200 mod 182 i den gamle, og at det vigtigste er, hvor underholdende den er på vejen.

Vi har testet den trecylindrede Fiesta ST i Danmark, og i videoen kan du se, hvordan den nye hot hatch klarer sig, når det solrige Sydfrankrig, hvor vi første gang prøvekørte den, er skiftet ud med et kulderamt Danmark med fugtige veje.

Efter optagelsen af videoen har Ford sænket priserne, så Fiesta ST er kommet ned på 266.300 kr. for en ST1 med tre døre, mens den med fem døre koster 271.340 kr. Som ST2 er priserne henholdsvis 267.560 kr. og 272.600 kr. – og forskellen mellem ST1 og ST2 er, at ST1 har mørkegrå fælge og mørkegrå syninger i rat, håndbremse og sæder, mens ST2 har sorte fælge og blå syninger. Begge varianter kommer med 17″ alufælge, Recaro-forsæder, 8″ touchscreen, aircondition, nøglefri start og varme i forsæderne som standard, mens LED-forlygter, regnsensor, mekanisk spærredifferentiale (Quaife) og B&O Play-lydanlæg koster ekstra.

Den bedste Ford nogensinde?