VIDEO – Hybrid-SUV’er fra Honda og Toyota

Honda laver for første gang sin populære CR-V som hybrid, mens konkurrenten Toyota er nået til anden generation af RAV4 som hybrid. De to delvist elektriske SUV’er til priser fra cirka 430.000 kr. ligger på mange måder tæt, men i en duel kan der kun være én vinder – se med i vores seneste video

Det er meget sværere at være sort/hvid, end det var engang. Skulle man vælge en bil med benzinmotor eller tage en med diesel? Det var bare at kigge på, hvor mange kilometer man sad bag rattet hvert år, og så var det nemt at finde svaret.

De gamle dage var simple i forhold til de muligheder, der er i dag, og de valg der skal træffes. Benzin mod diesel er en ting, og den er blevet meget politisk, men elektrificering har tilføjet flere lag, faldgruber og muligheder til diskussionen. Helt elektriske biler, hybrider, mild-hybrider og plug-in-hybrider. Der er virkelig noget at tænke over.

To nye SUV-modeller med lukkede hybridsystemer stiller op mod hinanden i vores nyeste video. Den første hybridudgave af Honda CR-V, CR-V Hybrid, og den helt nye udgave af den populære Toyota RAV4 Hybrid. Alene at finde rundt i den måde, hybriddrivlinjerne i de to biler fungerer på – og det gør de på forskellige måder i de to modeller – kræver en uddannelse.
Heldigvis er de to SUV’er så lige til at få det optimale ud af, fordi man bare sætter sig ind og kører af sted. Teknik og sensorer finder ud af, hvornår du skal køre på el, benzin eller begge dele.

Ny Toyota RAV4 starter ved 299.900 kr.

De lukkede hybrider

CR-V Hybrid med en systemydelse på cirka 184 hk og RAV4 Hybrid med en systemydelse på 218 hk står altså med lukkede hybridsystemer. De to SUV’er kan ikke lades op eksternt, så ingen ladestander, intet ladekabel og intet ekstra dæksel til kablet. Toyota er på vej, dog uvist hvornår det bliver, med en plug-in-udgave af RAV4, men der er faktisk flere rigtig gode grunde til, at en almindelig hybrid giver mening for rigtig mange mennesker.

Det lukkede hybridsystem slæber rundt på meget mindre vægt, fordi batteriet ikke er så stort, og på trods af det vil man opleve at køre på strøm rigtig meget af tiden – drivlinjerne er optimeret til det. En plug-in-hybrid skal lades op inden hver køretur, og den fungerer kun optimalt, hvis man vitterligt kan lade den op på hjemmeadressen. Ellers er den ekstra teknik og det tunge batteri bare en klods om de fire hjul, som er med til at hæve forbruget og forringe køreegenskaberne.

Den lavere batterikapacitet i de to hybrid-SUV’er i forhold til opladningshybrider er en direkte gevinst for miljøet. Mindre batterier kræver færre resourcer, og de metaller som indgår i produktion af batterier til elektrificerede biler er hverken ubegrænsede eller nemme at komme til. Når nye batterityper dukker op, bliver det en ny snak.

Ny Honda CR-V Hybrid starter 100.000 kr. over den almindelige CR-V

Forskelle i forbruget

Vi har haft RAV4 Hybrid til rådighed i cirka et døgn, og over et par hundrede kilometer med bykørsel, landeveje, motorveje – nogle gange hård trafik, andre gange stort set ingen – rammer den store SUV forholdsvis nemt et gennemsnit på 17-18 km/l, som ligger omkring de 17,9 km/l, som den nye WLTP-brændstofnorm stiller i udsigt (det gælder både modeller med forhjulstræk og dem med firehjulstræk). Det er ikke et tal opnået med konstant let speederfod, så der er endnu mere at hente ud af den nye hybrid.

CR-V Hybrid er opgivet til bare 14,5 km/l i den testede udgave med forhjulstræk og til kun 13,7 km/l med firehjulstræk, men det er såkaldte korrigerede tal, der er regnet om fra den gamle NEDC-målemetode og altså ikke WLTP-tal. Som i RAV4 Hybrid aflæser vi forbruget i bilens eget system, og efter testugen står gennemsnitsforbruget i CR-V Hybrid til cirka 14,5 km/l. Den stærkere hybriddrivlinje i RAV4 Hybrid er med andre ord markant mere effektiv, og Toyota cementerer dermed sin lange erfaring med hybridbiler.

De to hybrid-SUV’er starter ved stort set samme pris, og du kan læse meget mere om modelprogrammer, priser og udstyr ved at klikke på de to links længere oppe.

Biludstilling i Genève – 10 vigtige nyheder