VIDEO – Kom med bag om Årets Bil i Danmark

Hvad lægger journalisterne vægt på, når de kårer Årets Bil i Danmark, og hvordan tester de bilerne? Se med i videoen, hvor vi giver et indblik i, hvordan kåringen foregår – og peger på favoritterne til 2019-titlen

Spørgsmålet popper op fra tid til anden, og som havde jeg en brevkasse i et ugeblad, svarer jeg troligt og gladeligt på det: du er jo bare et almindeligt menneske, så hvorfor skal nogen lytte til din mening om en bil? Jep, jeg er helt almindelig, som tømreren, fysioterapeuten og bankmanden, og grunden til at jeg synes, jeg har noget at bringe til bordet er, at jeg er uddannet journalist og har beskæftiget mig med journalistik omkring biler i 13 år. Jeg har testet tusindvis af forskellige biler gennem årene, vurderet dem mod hinanden, i forhold til pris og mange andre ting.

Til Årets Bil i Danmark-kåringen står jeg som motorjournalist med kolleger, som i nogle tilfælde har meget mere erfaring, men også kolleger, som har meget kortere erfaring. Det er et bredt udsnit af mennesker, som brænder for biler, og den bredde gør, at Årets Bil i Danmark hvert år er en bil med bred appel.

Vi har lavet en lille video fra den indledende runde af Årets Bil i Danmark 2019, hvor du kan høre noget om, hvordan det egentlig foregår, når juryen bag titlen mødes i to dage og tester bilerne for at finde fem biler til finalen.

De fem finalister til Årets Bil 2019