VIDEO – Spaniens største SUV

Seat har sit svar på Peugeot 5008, Nissan X-Trail og Skoda Kodiaq klar til et frontalangreb. Tarraco har designet med sig, men er den for tæt på sine fætre fra VW-koncernen, Skoda Kodiaq og VW Tiguan Allspace?

En bil med syv sæder har været en mulighed hos Seat-forhandlerne i mange år. Siden 1990’erne har Alhambra stået som topmodel hos spanierne, men den store MPV er blegnet. Den er hverken tidssvarende eller trendy, og derfor er Seat klar med et mere spændende og moderne alternativ til pladshungrende familier: den nye Tarraco, en mellemstor SUV med fem eller syv sæder.

Blog om Biler har haft lejlighed til at prøve den nye Tarraco, som teknisk set er stort set identisk med de to modeller i samme størrelse fra andre mærker i den store VW-koncern, Skoda Kodiaq og Volkswagen Tiguan Allspace. Designet er en fornyelse for Seat og i forhold til Kodiaq og Tiguan Allspace, men hvordan vil Seat ellers adskille sig fra de to konkurrenter fra samme hus?

Se med i videoen, hvor vi prøver at finde frem til forskellene – og finder ud af, om den nye Tarraco er en SUV, danskerne skal se frem til at prøve. Den introduceres hos de danske forhandlere i marts, og den kommer fra starten med to benzinmotorer og to dieselmotorer. Læs mere om modelprogrammet og priserne i linket, vi har sat ind lige herunder.

Den nye Seat Tarraco – priser fra 379.990 kr.