Alt du skal vide om Alfa Romeo Giulia – i Danmark fra august

  • Alt du skal vide om Alfa Romeo Giulia - i Danmark fra august
  • Alt du skal vide om Alfa Romeo Giulia - i Danmark fra august
  • Alt du skal vide om Alfa Romeo Giulia - i Danmark fra august
  • Alt du skal vide om Alfa Romeo Giulia - i Danmark fra august
  • Alt du skal vide om Alfa Romeo Giulia - i Danmark fra august
  • Alt du skal vide om Alfa Romeo Giulia - i Danmark fra august
  • Alt du skal vide om Alfa Romeo Giulia - i Danmark fra august

Giulia er ikke bare det største håb for Alfa Romeo siden den elskede 156, den er også et rigtig positivt tegn for italiensk bilindustri og den samlede Fiat-Chrysler-koncern. Endelig har italienerne præsenteret andre udgaver end den sindssyge Quadrifoglio med 510 hk – og endelig, endelig er bilen på vej til Danmark. Produktionen starter om meget kort tid, så i august er Alfa Romeo klar til at give danske firmabilister en smuk konkurrent til BMW 3-serie

> Baghjulstræk og lav vægt for optimale køreegenskaber
> Benzinmotorer med 200 og 510 hk, diesel med 150 og 180 hk
> Priserne forventes at lægge sig op ad BMW 3-serie – fra lige under 500.000 kr.

Alfa Romeo-entusiasterne har været på en ørkenvandring, men utrættelige har de holdt sig oppe og ventet på en oase, der ikke bare er et fatamorgana. Giulia er endelig klar, og den smukke sedan bliver et skifte af de virkelig store – den endelige arvtager til den højt elskede 156 fra 1996. 20 år er ekstremt lang tid i bilindustrien, og der er mange ting i perioden efter 156-succesen, fans og entusiaster forståeligt nok gerne vil glemme: 159, Brera og Spider på en alt for tung platform med sløve australske benzinmotorer, men på mange måder også den lille MiTo og de første årgange af Giulietta.

Giulia er et tryk på reset. Der er intet tilbage fra det Alfa Romeo, vi kender. Ikke en motor, ikke et panel, ikke en gearkasse – og ikke skyggen af forhjulstræk. Det er samme nye filosofi som Jaguar med XE, bare med den store forskel at Alfa Romeo ikke har succes med andre biler, som Jaguar allerede havde det med XF og F-Type, før XE kom til. Reset-knappen gælder ikke kun for Giulia, det gælder hele Alfa Romeo.

        

Smuk uden al pynten

Jeg har for få dage siden stået på Alfa Romeo-standen på biludstillingen i Genève, og hvis man kunne høre min stemme, ville man kunne mærke, hvor entusiastisk jeg er over Giulia. Udstillingen viste endelig de helt almindelige versioner af Giulia, i udstyrsvarianterne Giulia (basis) og Super, som danske (firma-)bilister kommer ud at køre i. De ser faktisk bedre ud end den lidt for pimpede Giulia Quadrifoglio med 510 hk – de bløde kurver og lygterne står frem, og bilen ser bred og elegant ud. Ingen bøvede, skelende øjne som på MiTo og Guilietta.

Men det vi sådan rigtig har ventet på, det er de tørre tal, der senere skal overbevise os om, at Giulia er en glorværdig fortolkning af meccanica delle emozioni, som jeg vil oversætte til følelse i de mekaniske dele, en blanding af entusiasme, liv og sjæl i teknikken og køreegenskaberne. Jeg tror, der bliver rigeligt liv i Giulia. En opbygning på en ny platform med baghjulstræk, perfekt vægtfordeling på 50:50 procent med hele drivlinjen placeret mellem akslerne, et karrosseri med alu-dele, en kardanaksel i kulfiber – det er mere end rigeligt til at vække følelser og lyster, og det er nok til at selv en dieseludgave med 180 hk vejer under 1.450 kg i køreklar tilstand; BMWs adrætte 320d vejer på den anden side af 1.500 kg.

Motorprogrammet er konstrueret til den klasse af firmabiler, Giulia skal kæmpe hårdt for at komme ind i – det dækker bredt, selv om det er et lille program. En ny dieselmaskine på hele 2,2 liter er bygget i aluminium og bruger turboladning med variabel geometri til at yde 150 eller 180 hk, 380/450 Nm. Begge versioner kommer som standard med manuel gearkasse, men den første automatgearkasse med 8 trin hos Alfa Romeo kan erstatte den. Der er kunder derude til den firecylindrede benzinmotor på 2 liter med 200 hk, standardmonteret med automatgearkassen, og med det elektrohydrauliske ventilstyringssystem MultiAir har den et højt moment på 330 Nm – en BMW 32oi med automatgear yder 270 Nm. Der er håb for, at Giulia sprudler mere som de gamle Twin Spark-motorer, så vi kan glemme 159erens JTS-motorer.

Du har hørt alt om Giulia Quadrifoglio, igen og igen, men den er sådan en provokation og et voldsomt statement overfor BMW M og Mercedes-AMG, at den bare skal nævnes igen; en 2,9-liters bi-turbomotor med seks cylindre, 510 hk, 600 Nm. Manuel gearkasse og 0-100 km/t på 3,9 sekunder. Alfa Romeo Giulia kommer brølende fra start, og hvor fantastisk kan den bil med lav vægt ikke blive?

        

Fyldt til bristepunktet med nyheder

Det bliver svært at sammenligne den gamle 156 og den nye Giulia. Teknologiens indflydelse i bilerne er eksploderet i tiden mellem de to, så jeg håber bare, at al den innovation Alfa Romeo har proppet i den nye sedan resulterer i noget, der minder om 156 – villighed, lethed, præcision. Et nyt dobbelt wishbone-forhjulsophæng, Alfa Link, og en patenteret løsning med fire bærearme på bagakslen fortæller, at italienerne har koncentreret sig hårdt om køreegenskaberne, og som Jaguar lover Alfa Romeo den skarpeste oplevelse i klassen. Hvem der har ret, ved vi senere på året.

En videreudviklet udgave af DNA-systemet, som det sidder i Giulietta i dag, giver den variation i styretøj, speederrespons, gearkasse og øvrige parametre, som især BMW er kendt for i klassen, men det er kun Quadrifoglio der har elektronisk styret undervogn (Chassis Domain Control). Til gengæld har alle Giulia en verdensnyhed, Integrated Brake System (IBS), en kombination af det traditionelle mekaniske bremsesystem og ESC-systemet. Det skulle reducere responstiden for bremserne betragteligt, men også forkorte bremselængden, så den er nede på 38,5 m fra 100 km/t for de almindelige Giulia-modeller og på Porsche-niveau i Quadrifoglio med kun 32 meter.

At konkurrere med BMW 3-serie betyder i dag mere end bare at give dynamiske og afbalancerede køreegenskaber. Udstyrsmulighederne skal også være mere end i orden. Standard på alle Giulia er et udvidet anti-kollisionssystem med nødbremse og persongenkendelse, baseret på både radar- og kamerateknik. I kabinen, hvor jeg umiddelbart er positivt overrasket over materialekvalitet og layout, sidder i instrumentbordet enten Connect-systemet med 6,5″ skærm eller det helt store Connect 3D Nav-system med en 8,8″ skærm og TomTom-navigation; systemet styres af en Rotary Pad, et dreje- og skubbehjul der virker som det, Audi bruger. Jeg prøvede systemet, og den brede skærm med mulighed for opdeling med flere informationer og meget hurtig reaktionstid gør, at det ikke bare ser godt ud, men også er funktionelt.

Alfa Romeo har valgt ikke at udstyre Giulia med LED-forlygter, men de forsvarer valget af xenon-systemet (halogen er standard) med at intensiteten i lygterne og lysets varmegrad er fleksibelt, så rækkevidde og komfort skulle være i top. Udstyrspakkerne Luxury Pack og Sport Pack følger i BMWs fodspor, hvor udstyrspakken ændrer bilens udtryk med særlige fælge, lister og interiørdele. Adaptiv fartpilot, Harman Kardon-lydsystem med 900 W forstærker og meget mere bliver ekstraudstyr. Basismodellen Giulia kommer med infotainmentsystemet med 6,5″ skærm, 16″ alufælge, aut. klimaanlæg med to zoner og sportskifteadvarsel, mens Super-udgaven kommer med bl.a. 17″ alufælge og en stof-/læderkombination på sæderne.

Med BMW 3-serie som den direkte konkurrent, når Alfa Romeo selv skal sige det, så er det bare at kigge i prislisten hos BMW for at se, hvor Giulia nogenlunde lander, når den kommer til Danmark i august: BMW 318d med 150 hk koster fra 474.300 kr., mens beskatningsgrundlaget er helt nede på 353.606 kr. og den månedlige ydelse fra 4.895 kr.

Giulia er den begyndelse på en ny rejse for Alfa Romeo, vi har ventet på i årevis, og forhåbentlig bliver der også plads til både en stationcarudgave af Giulia, en SUV og en afløser for Giulietta, som vi ser i løbet af 1-2 år. Der har længe været snak i krogene om et skifte for Giulietta til baghjulstræk, og det ville være en ægte trumf – og en torn i øjet på BMW, der lægger sin kommende 1-serie om til forhjulstræk.

Til trods for at have skuffet i årevis, at have været tæt på at blive til ingenting, har Alfa Romeo stadig kæmpe potentiale. Mærket har en sjæl og en italiensk charme, elegance og overlegenhed, som aldrig er blevet glemt, og hvis høj kvalitet, dynamik og luksus igen kan tilføres, ekstremt vigtige elementer især i en firmabil som Giulia, så vil det italienske mærke med den hjerteformede scudetto-grill igen blomstre op og pryde gaderne som i 156erens tid.