Amarok-eventyret i Oman

  • Amarok-eventyret i Oman
  • Amarok-eventyret i Oman
  • Amarok-eventyret i Oman
  • Amarok-eventyret i Oman
  • Amarok-eventyret i Oman
  • Amarok-eventyret i Oman
  • Amarok-eventyret i Oman
  • Amarok-eventyret i Oman
  • Amarok-eventyret i Oman
  • Amarok-eventyret i Oman

Sand så langt øjet rækker, dromedarer i vejkanten, bjerge i baggrunden og geder på vejen. Oman er et arabisk eventyr, som bedst opleves i en pickup som den forstærkede Volkswagen Amarok med 258 hk

Det kommer med alt andet end skjult stolthed. ”Vi har lavet den her nye udgave af Amarok for at kunne slå konkurrenten”, fortæller repræsentanten fra Volkswagen, da vi lidt i otte en fredag morgen står udenfor lufthaven i Muscat og kæmper for at komme ud af solen. Konkurrenten er den nye X-Klasse fra Mercedes-Benz, og den nye udgave af Amarok har en endnu stærkere dieselmotor end før. X-Klassen kommer med 258 hk, men Amarok når at overhale den tidsmæssigt med præcis det samme tal. Hvis det altså ikke var for et ekstra tryk i V6’erens turbolader i Amarok, som gør at Amarok også overhaler på vejen – den kan faktisk yde op til 272 hk. En pissing contest, får vi at vide, og det er Volkswagens egne ord, ikke mine. Konkurrencen er reel og ubarmhjertig, for Volkswagen vil forsvare sig i pickup-klassen, som også i Danmark nyder støt stigende interesse i disse år, så det er ikke for sjov, at territoriet bliver pisset af.

Jeg er taget til Oman, ørkenstaten på den sydøstlige side af den arabiske halvø, for at opleve den forstærkede Amarok i de mest eventyrlige og samtidig omgivelser, som på flere måder er rå. Heden slår hårdt, selv om kalenderen bare siger forår, og under indflyvningen så jeg kun støv, sand, klipper og den foretrukne byggestil i ørkenstater: huse i hvid, beige og sandfarver med meget små vinduer, som holder varmen ude om dagen og kulden ude om natten. De grønne områder der er, bliver vandet konstant for ikke at blive til golde pletter.

Under indflyvningen havde jeg også tid til at kigge i den lille guide, Volkswagen har sat sammen for at fortælle om både turen og landet. Kulturen i Oman kræver forståelse, når man kommer som dansker. Det er høfligt at afbryde den, man taler med. Man må ikke sidde med benene over kors, når man sidder på en stol, for så kan man komme til at pege på en anden person med foden. Kvinderne i Oman må ikke spise på restaurant sammen med mænd.

I en kortege på 10 biler sætter vi af sted ad Muscats brede boulevarder mod steder, hvor der hverken er restauranter eller stole at sidde på. Den mere end 12.500 km2 store ørken Sharqiya Sands, de majestætiske Jebel Khadar-bjerge og den uspolerede kyst langs Omanbugten venter forude. De 10 biler ligner en flok rebeller eller en kørende fredsmission, alt efter hvem man er, og mens der intet nyt er at se på Amarok, som efterhånden har været otte år på markedet, forynget med V6-dieselmotoren og en ny front i 2016, så er den tyske pickup stadig den i klassen med det fedeste design. Den har attitude og et kantet design, som passer perfekt til det, den kan. Være arbejdshest, trailerslæber, terrænkæmper.

VIDEO – Den nye X-Klasse møder Amarok

Opstigningen

Amarok er en af de eneste pickups, der ligger som en personbil på motorvejen, selv når den ikke er læsset til bristepunktet. Vi er tre i kabinen, og i ladet under den store hardtop ligger vores oppakning, som sammenlagt næppe vejer mere end 100 kilo. På den omanske motorvej er der god plads, men også rig mulighed for at møde fotofælder, så jeg er nødt til at beherske trangen til at trykke for meget til de mange dieselheste, som giver et forrygende kraftoverskud, som er nok til at presse mig og mine passagerer tilbage i sædet. For både at klare støv og vand, er motorens indsugning koblet til en snorkel, som i bedste eventyrstil går op langs den ene side af forruden. Den sekscylindrede motor snerrer og fnyser, trækker vejret dybt og ånder tungt gennem røret.

Jeg behøver ikke Oman for at genopleve Amaroks evner på motorvejen, så efter noget tid drejer kortegen af for at starte med lidt let terrænkørsel i skyggen af bjergene. Vi kører i en wadi, et flodleje omgivet af buske og lave træer, og det er ingen sag for det fuldautomatiske firehjulstræk at finde det rigtige fodfæste. Det kan være ret så vigtigt, for den tørre område kan på få sekunder, uden det mindste varsel, blive til en fossende flod, fyldt op af regn fra bjergene.
Uden at få andet end støv og sten under dækkene triller vi tørskoede ud mod det store våde element, havet. Her gælder det frokosten og ikke en dukkert for vores pickups, før vi starter opstigningen til bjergene i baggrunden.

Som alt, hvad vi kan se omkring os, er bjergene tørre og golde, uden vegetation, men farverne er fascinerende og skiftende i det rå landskab. Støvet stiger op bag bilerne, og jeg lægger afstand til Amarok’en foran mig for at kunne være sikker på, at jeg ikke overset et sving og fortsætter lige ud. Afskærmning er der ingen af, og for enden af klipperne kan der være meget langt at falde. Amarok er ikke et præcisionsinstrument eller en undermotoriseret mikrobil på tur i de italienske bjerge, så mens den fylder godt og vil mases rundt i små sving mellem meterhøje klippevægge, så er den nem og forudsigelig at styre, og de 580 Nm kommer til sin ret gennem den træfsikre automatgearkasse med otte trin. Som selve motoren, så har den gearkasse mere til fælles med det der sidder i en Audi A8, end Audi vil have os til at vide. En klar bonus for Amarok ved at være i en koncern, der også i den grad arbejder med luksus.

Det lille telt står på bar klippegrund 

Vi når toppen af et af de smukke, mørke bjerge, og hvor jeg havde regnet med at se endnu et stykke goldt terræn og en betagende udsigt, står vi midt i det, der ligner en spredt landsby i forfald. Den prangende bygning er den lille moske, som også er byens eneste toilet, mens husene mest bare er tynde mure med et interimistisk tag. De fleste huse har en simpel indhegning med en lille flok geder eller en prægtig dromedar. Før vi når at lukke bildørene, stimler en flok barfodede børn sammen omkring os. Candy, soda, pen – slik, sodavand, kuglepen. Jeg giver et par dåser sodavand til to drenge, men de når ikke langt med dem, før de indhentes af en storebror i teenagealderen. En lussing, før han hiver og slæber den ene dreng af sted i øret. At spørge fremmede om hjælp ser ud til at være en uskik i Oman.   

En halv time senere, med solen allerede rødglødende i horisonten, ankommer vi til et plateau på vej ned ad bjerget. Mellem sten, klippefremspring og støv står tre store, lave borde, en grill og en buffet. Det er et månelandskab med en restaurant, skævt og skørt.

Det vigtigste er ikke maden, men at få sat op til overnatning, før solen går helt ned bag bjerget. Jeg drømmer om komfort og en varm dyne, men bag i vores Amarok finder jeg et telt så lille, at jeg tvivler på, jeg kan strække benene. En sovepose og et tyndt liggeunderlag min polstring mod klippegrunden, og hvor ustyrligt smukt det end er med stjernerne, så tænker jeg et øjeblik over, om de rare lædersæder i Amarok vil kunne gå som seng for en enkelt nat.

Oh my G!

Sandets uforudsigeligheder

Jeg ville ønske, jeg havde sovet i bilen. Men det er svært at være sur over at sove på en sten, når der venter en dag med ørkenkørsel, og en kop instant-kaffe senere er jeg frisk i hovedet og får pakket det lille telt sammen og smækket det ind bag i den støvede Amarok.

Skiftet fra bjerge til fladt land er en rullende overgang, og huse begynder langsomt at dukke op i mindre og større byer. Overgangen til ørkenen er alt andet end rullende. Kortegen kører ind i endnu en landsby, og for enden af hovedgaden starter det røde sand, som havde nogen lagt et stort, blødt tæppe ud. Vi har med hjælp fra et lokalt værksted fået lukket luft ud af dækkene, så vi kører på den bredest mulige gummiflade. Førerbilen med Volkswagen-folkene giver gas, og vi sætter efter. Med 100 km/t skiftevis svæver og hopper vi over bløde, lange sandbakker og nogle mere gemene små sandbanker, hvor et par hundrede kilo i ladet ville gøre en stor forskel for stabiliteten. Men når rytmen er på plads, kommer selvtilliden, og små frække udskridninger ved lavere fart håndterer Amarok med forudsigelighed.

Den første udfordring er en klit, som står som en mur i ørkenen, og vi skal op på den for at komme videre i den rigtige retning. Jeg ligger sidst i kortegen, venter spændt på at se, hvad der gemmer sig på toppen. Det er fuld gas mod toppen, og motoren bruser gennem sin snorkel og gearkassen holder bilen i 2. gear, og vi danser over sandet, fremad og op. Overraskelsen er et stort dyk i sandet, lige som ”vejen” over klitten drejer. Jeg gasser op for at komme over hullet, men et stort klonk fortæller, at vi ikke helt gik fri. Flere af bilerne har skader på fronten, men alle kommer over uden større mén.

Sandet ændrer sig time for time, klitterne flytter sig og ændrer form. Det er grunden til, får vi at vide, at vi et par timer senere på en endnu større klit, tæt på vores beduintelt-hotel-lejr midt i ørkenen, kan se, hvordan næsten alle 10 biler på skift bliver begravet til undersiden af dørene i det bløde sand. Vi kæmper alle en brav kamp for at komme fri, og jeg tvivler på, at nogen bil ville have klaret sig uden at sidde fast. En flok lokale hjælpere viser, hvordan det skal gøres. Hold momentum i motoren, skift hurtigt spor når hjulene mister greb.

Næste dag får vi chancen igen, og efter en nat i en rigtig seng i et stort beduintelt er jeg fortrøstningsfuld og stadig med på et godt eventyr. Dagens udvalgte klitter ser ikke meget mindre frygtindgydende ud, men sandet er mere fast, og dækkene bider fra sig, og belært af de lokale kræfters optræden i aftes, bevæger jeg Amarok mere fra side til side på vej mod toppen. Det er ekstremt god underholdning, og adrenalinen pumper, mens jeg koncentrerer mig om at holde motoren i kog og hjulene rullende. Efter et par timer op og ned af klitterne, med en stejl nedstigning som balanceudfordring, sætter vi af sted i kortege mod Muscat. Det kan godt være, der ikke er andet nyt ved Amarok end den brusende og bomstærke motor med 258 hk, men mere er heller ikke nødvendigt.