Baghjul til BMW og Benz

  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz
  • Baghjul til BMW og Benz

Store SUV’er med inspiration fra coupéer eksisterer som kompromisser – BMW X6 og Mercedes-Benz GLE Coupé er hverken betagende eller praktiske. Med Q8 rammer Audi både design og funktionalitet lige på, og der er ikke meget kompromis over den – test af Q8 50 TDI med V6-dieselmotor med 286 hk

Hvor er det bare typisk for et mærke fra den store Volkswagen-forsamling. Se tiden an. Så se tiden an lidt længere. Hellere være sikker på, at andre bilmærker har gjort pionerarbejdet og skudt penge af på en ny biltype (for det kan jo ende med en fuser).

Audi har brugt hvad der blev til et årti på at komme med et modspil til BMW X6. Uforståeligt, må jeg bare sige, for BMW gik hurtigt fra at være coupé-SUV-pioner med risiko for at fejle til at spinde guld på en model, der ikke var et kompliceret puslespil, men en aflægger til den etablerede X5. Den første X6 forbløffede eller forargede, alt efter øjnene der så, i 2008, og udspillet fra Audi blev så endelig, endelig præsenteret i 2018.

10 år er for lang tid. Punktum. Men Audi har brugt tiden på et projekt, som ikke bare er en let videreudvikling af den alt andet end velproportionerede Q7. Q8 løfter Audis Q-design til højder, jeg efterhånden havde svært ved at tro lod sig gøre. Den får ikke kun Q7 til at se støvet og kedelig ud. Den får også X6 og Mercedes-Benz GLE Coupé til at se klodsede og usammenhængende ud. De to lignede allerede aflæggere af X5 og GLE, som kinesiske bildesignere i sidste øjeblik er hentet ind for at få “styr” på. Q8 fremhæver bare, at de to konkurrenter står overfor en meget stor udfordring – og der kommer nye udgaver af X6 og GLE Coupé i år, så tiden er knap.

Det er mere end bare design, der stiller Q8 i et godt lys. Hvis ikke det var for designet, kunne man være kløgtig, spare penge og vælge den mere rummelige Q7. Sådan en har jo sågar syv sæder. Q8 har fem sæder, men hvor X6 føles funktionelt kompromitteret, hvor coupéformen går hårdt ud over pladsen på bagsædet og indstigningsforholdene, så har Q8 et lyst og luftigt bagsæde med nem adgang.

Ugens bilnyheder: fra Cayenne Coupé til Cadillac CT5

De bedste materialer i familien

Jeg har kritiseret Audi for at spare på de gode materialer i A6 og A7 Sportback (…banke-banke på. “Hvem der? Det er Skoda – vi vil gerne ha’ det panel tilbage, I har stjålet fra Fabia”), men Q8 emmer af soliditet og grundlæggende ekstremt attraktive materialer. Den er mere på A8-niveau, så at den står med rette øverst i Q-fødekæden hos Audi.

Negativ kritik af det nye infotainment- og styresystem hos Audi har jeg også været ude med flere gange. Når det kommer i en basisudgave som i den nye Q3, hvor klimaanlæg, sædevarme og valg af køreprogrammer stadig har rigtige drejeknapper og taster, så fungerer den centrale touchscreen som en overskuelig, fremragende adgang til indstillinger og underholdning. Tilføj den ekstra touchscreen, fordi en større bil som Q8 typisk har mere udstyr, som er lig med flere funktioner (fx indstilling af head up-display) – og fordi kabinen øjeblikkeligt skal virke teknisk imponerende.

Den øverste skærm har samme funktionalitet og opbygning som i Q3, men den nederste “svarer igen” med en summen, som man mærker i fingrene, når man trykker. Men man skal stadig kigge ned for at ramme rigtigt, og at sænke blikket og fjerne det fra vejen er aldrig et plus. Audi er sikkert på vej med udvidet/intelligent talestyring (som BMW og Mercedes-Benz har det), så man kan sige “Hey Audi” og få bilen til at skrue op og ned for varmen.


En himmelsk V6’er

Det er en simpel prisliste, der toner frem under fanebladet Q8 på audi.dk. Der er en motor på listen, og det er så selvfølgelig den motor, der sidder i testbilen. En dieselmotor med seks cylindre, en slagvolumen på 2.967 cm3 og 286 hk. Når V6-motoren spænder sine muskler, assisteret af en 8-trins automatgearkasse og permanent firehjulstræk, flyder 600 Nm til hjulene.

Jeg bryder mig ikke om floskler og ordflom, store omskrivninger af noget simpelt for at skabe et kompliceret billede. Derfor siger jeg det simpelt, som jeg har sagt det før: en sekscylindret dieselmotor er så tæt på ingeniørkunst, vi kommer i biler, hvor priserne ikke står med syv cifre. Q8 50 TDI har en pris med syv cifre, men denne overlegne, fyldige og fede V6 findes også i A6 og Q5 til langt under millionen.

Læg TDI-motoren i en af de to, og den giver dækkene kamp til stregen om at holde styr på det fuldfede drejningsmoment. Mellemaccelerationerne er absurde i forhold til, at bilerne har under 300 hk. I Q8 er trykket mod ryglænet mere afdæmpet, men ikke desto mindre er jeg utilgiveligt højt oppe i fart, før jeg aner det, hvis ikke jeg tøjler mig selv og motoren.

Farten tager til, støjniveauet forbliver så lavt som i nogen luksusbil. Den store Q-front er strømlinet til perfektion, og sidespejle og stolper vindglatte, så der ikke skabes den mindste mislyd. Q8 er en SUV til langt over en million kr., og jeg kan ikke komme på et punkt, hvor der ikke er balance i regnskabet, hvor Q8 ikke i den grad lever op til den store sum.

Prislisten står for en udvidelse. En udgave af V6-dieselmotoren, i Q8 45 TDI, kommer med 231 hk, og den sekscylindrede benzinmotor med 340 hk skal stille kunder tilfredse, som af uforståelige årsager ikke kunne tænke sig en diesel. Det bliver ikke nemmere at komme uden om diesel i Q8, for her i 2019 ser vi også SQ8 med 4-liters V8-diesel med et sted omkring 450 hk. Himmelsk, simpelthen.

Volkswagen i højeste potens

Som på skinner

At sige, en bil kører som på skinner er en floskel af de mest brugte i bilernes verden. Man kan se kritisk på flosklen og sige, det ville være sørgeligt, hvis biler kørte på skinner. Så kunne ingen opsøge de tomme landeveje, de løse grusveje og overhalingssporet på motorvejen, og hvad er der så sjovt ved at køre som på skinner?

Q8 tager skinnerne med sig, hvis jeg skal prøve mig frem med en floskel og ordspil, jeg selv finder på (jeg skal holde det på et minimum). Coupé-SUV’en er så upåvirket af sidevind og skift i underlaget på motorvejen, at jeg næsten ikke vil tro, den kører med 21” hjul. Stadset ud med S-Line-pakker til sammenlagt cirka 180.000 kr., plus-minus, kører Q8 på en af de mest “velsmurte” luftundervogne, jeg nogensinde har oplevet. Den indtager alt det dårlige fra vejen, spytter det ud før det kommer ind i bilen, og alligevel klarer den ikke at blive påvirket af skarpe ujævnheder.

Der hvor Q8 sætter et sidste slag ind i siden på (den nuværende) X6, er når det kommer til køreegenskaberne. Audi har forstået, at 2,3 tons bil ikke skal føles som en let sportsvogn. Den ligger i svingene på sine medbragte skinner med uhyre ro og balance. Styretøjet er ikke for hurtigt, ikke for villigt, men bare i god balance med de i det hele taget fremragende køreegenskaber. Audi har taget sig god tid med Q8, men tyskerne har brugt tiden til at skabe en fantastisk SUV, der føles som noget særligt.

9.5

KARAKTER

9.5 /10

Plus

  • Opsigtsvækkende design, lækre og meget gedigne materialer, gode pladsforhold, mange udstyrsmuligheder, fornem affjedringskomfort, V6-motoren er som skabt til bilen, på alle måder støjsvag, helt rolige køreegenskaber på motorvejen

Minus

  • Luksus koster mange penge, selvfølgeligheder som adaptiv fartpilot koster ekstra, indtil videre smalt motorprogram, infotainmentsystem kræver tilvænning