Den helt rigtige G

  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G
  • Den helt rigtige G

G for Grotesk, G for Guddommelig, G for Grænseoverskridende – Mercedes-Benz G-Klasse er både alt for fed og alt for meget. Der er dog ingen tvivl om, at dieseludgaven G 400 d er den helt rigtige G

Stronger Than Time. Stærkere end tiden selv. Forestil dig de ord sidde på et emblem på forskærmen af en Kia Rio eller en Ford Mondeo. Hvor meget tror man så lige på sig selv? Helt præcist alt for meget. Emblemet sidder på et stykke tysk højstyrkestål, som har “ret”til at bære det: Mercedes-Benz G-Klasse. Geländewagen, kendt og elsket af hip-hop-stjerner og hop-ud-i-terrænet typer som militæret og skovejeren. Det er mange år siden, G-Klassen bare var til for at bruge – i de seneste årtier er den blevet en bil, man vil ses i.

Og set bliver man i en Monza-grå Geländewagen med Night-pakke og sorte AMG-fælge størrelse 20”. Night-pakken er så mørk, som den lyder: Krom er skåret væk, mørke eksteriørdele har taget over. Denne matlakerede G er ingen AMG, hvor hårdt de sorte fælge så end prøver. Det er den rigtige G-Klasse, hvor der er diesel i tanken og Newtonmeter hele dagen lang. G 400 d har den nye rækkemotor med 6 cylindre og en volumen på 3 liter, 330 hk og 700 Nm. 0-100 på rigeligt hurtige 6,4 sekunder. Hvis du er kommet for at accelerere hurtigere, så har du efter min mening misforstået G-Klassen; AMG G 63 med 585 hk er overflod og overforbrug, uden det giver mening. Selv om G’eren er lavet om, lavet meget bedre og meget moderne i forhold til da den kom i 1979 (og hvordan den var i næsten 40 år), så tager den høje firehjulstrækker svingene som et kosteskab monteret med tre rulleskøjter. Det er ikke kønt, heller ikke i en AMG.

Image har i dag større betydning en hvad G-Klassen kan med en stor trailer, i mudder og over store, stenede stigninger. Ærgerligt, men dieselmotoren kaster heldigvis vand på det bål. Den KAN arbejde, den KAN trække uden at lyde som en top-tunet kutter, og den KAN klare et hvilket som helst terræn bedre end den, der hedder AMG. Jeg siger det lige igen: Det bliver bare ikke sjovt at kaste en meget højbenet bil, mere kantet end to kummefrysere sat oven på hinanden, rundt i noget som helst sving på asfalt. Det er hylende morsomt på løst underlag i terræn og ude i skoven, og der vil jeg gerne bede om dieselmotorens kongemoment og langt mindre følsomme speederpedal.

Tro mig, G 400 d kan flytte sig, som var nogen ude på at hive Stronger Than Time-emblemerne af den. Den lyder af noget, den stærke dieselmotor – lyder af 3-liter volumen, seks cylindre i balance og muskler, men ikke som en traktor og ikke som en kutter. En af de helt store ting ved den nye G-Klasse er 9-trins automatgearkassen, som tapper af kræfterne på den helt rigtige måde.

VIDEO – Mercedes-Benz GLB har det hele

Hvor meget, siger du?

Stronger Than Time er mere end emblemer på siden af bilen (og de samme ord på det store greb foran passagersædet), for det er også en specialudgave, som fejrer G-Klassens jubilæum. Pakker koster noget, og specialpakken koster cirka 380.000 kr. Night-pakke, 20” AMG-alu, nappalæder på sæder og instrumentbord, AMG-måtter og mange detaljer, som folkene i østrigske Graz, hvor G’eren produceres, har kælet ekstra meget for. Men Monza-lakeringen koster 80.000 kr. ekstra, og Premium Plus-pakke med adaptiv undervogn, soltag, 360 graders kamera og mere sikkerhedsudstyr skal de have 165.000 kr. for. Med brandslukker og uvæsentlige detaljer koster den 2,63 mio. kr.

Det er et svimlende beløb, kan de fleste nok blive enige om, men enighed om værdi for pengene er en helt anden snak. Nogle vil se 40 års erfaring og historie i en fuldendt bil og synes, den er et fund for pengene. Andre vil tænke noget i stil med “bare nej”. Fordi man på mange måder kan få langt flere hestekræfter, mere luksus og højere komfort for færre penge, og fordi ikke alle har lyst til at ligne en oliesheik eller rapper.

Der er G 400 d en bedre undskyldning end AMG G 63 (som faktisk, prismæssigt, ikke er i en anden liga til 3,04 mio. kr.). “Jeg skal bruge den til at trække mine heste og min yacht, og den bruger kun det halve brændstof af AMG’en – og jeg tænker på miljøet.”

Miljø og G-Klasse er som hund og kat. Den nægter at køre langt på literen, for den skal have noget for at flytte så mange kilo og så meget luft. Men vi kan tage det roligt, for kun de ganske få danskere vil nogensinde opleve at køre den nye G-Klasse, for slet ikke at tale om at eje den. Stor bil, lille aftryk på miljøet.

Premiere på ny Mercedes-Benz G-Klasse

Elsker at hade. Eller er det hader at elske?

Den tunge G 400 d hopper og støjer, og håbet om stille og afslappende luksus med 130 km/t, mere hvis man er til den slags, brister hurtigere, end den meget rummelige brændstoftank i firehjulstrækkeren tømmes. Den passer så godt på motorvejen, som en Ford Mondeo gør i et mudderhul. Kræfterne og farten er der, som jeg har sagt et par gange, men i G-Klassen kører på motorvej af nød (og for at få andre til at flytte sig), ikke fordi den er rigtig god til det. Det er spild, spild og atter spild, hvis man ender med primært at bruge sin nye G-Klasse på motorvejen.

Jeg kunne komme i tanke om 10 andre biler til 2-3 mio. kr., som jeg hellere ville have, men det er nok kun fordi, jeg har for lidt at bruge den til og for få penge til at købe en AMG A 45, en C-Klasse Cabriolet og en E-Klasse til at bruge ved siden af. Jeg synes, G-Klassen er fantastisk, selv om den balancerer på et knivsæg i forhold til på den side at være en drøm (af den slags, hvor jeg bor i skoven og skal flytte store træstammer) og en bil, der får mig til at ville tage en papirspose over hovedet, når jeg kører ud. Fed og fantastisk, for meget og for dyr – G-Klassen kan det hele.

MERCEDES-BENZ G 400 D STRONGER THAN TIME EDITION
MOTOR R6, 2.925 cm3, diesel
YDELSE 330 hk
700 Nm
GEARKASSE 9-trins automatisk
O-100 KM/T 6,4 sekunder
TOPFART 210 km/t
FORBRUG 9,1 km/l
CO2 289 gram/km
MÅL (L/B/H) 482/193/197 cm
AKSELAFSTAND 289 cm
BAGAGERUM 454-1.941 liter
VÆGT/TRÆK Ikke oplyst
DÆK 275/50 R20
PRIS (INKL. LEVERING) 2.590.103 kr. G-Klasse fås fra 1.985.398 kr.
PRIVATLEASING ENG.YDELSE/MND. YDELSE Ikke oplyst
BESKATN.GRUNDLAG, FIRMABIL Ikke oplyst
ÅRLIG EJERAFGIFT 11.920 kr.
VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR LED-forlygter, 20 tommer alufælge, bakkamera, infotainmentsystem med navigation, aut. nedblændeligt bakspejl, sæder og instrumentbord i nappalæder
VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR Brandslukker til 2.905 kr., lakering til 79.408 kr.
PÅ GADEN I DANMARK Nu

8

KARAKTER

8.0 /10

Plus

  • Image, design, historie, egenskaber i terræn, motor

Minus

  • Image, pris, egenskaber på vej