Den spanske evolution

  • Den spanske evolution
  • Den spanske evolution
  • Den spanske evolution
  • Den spanske evolution
  • Den spanske evolution

For fjerde gang er Seat klar med en Leon. Spanierne kører den sikre stil med design med inspiration fra både den gamle Leon og SUV’en Tarraco – under metallet sker der langt mere

Leon nummer tre er otte år gammel, men frisk som den dag i juli 2012, hvor Seat viste de første officielle billeder af tredje generation af Spaniens medlem af Golf-klassen. Designet er et pletskud, resultatet en model som modstår tidens tand bedre end hovedparten af bilerne i klassen.

Designet er ikke det eneste, som skal holde, for sikkerhed, teknologi og infotainment skal følge med tiden hurtigere end nogensinde før – så Seat har i dag premiere på en ny Leon. Større og mere rummelig, fyldt med de nyeste motorer og teknologier, som både hatchback og stationcar (ST).

Under metallet er der revolutioner, mens designet er udført med sikker hånd – en evolution. Den fjerde generation Leon har meget til fælles med den tredje generation (ikke så underligt, når den har været en stor succes), men det er tilpasset Seats nye designlinje med blødere linjer og kurver. Se på SUV’en Tarraco, og inspirationen er helt klar. Fronten med de tilbagetrukne lygter og bagenden med den tværgående stribe af lys er noget af det, Leon har til fælles med Tarraco. En flot bil, uden tvivl, men vi havde gerne set, at Seat havde vovet mere med den nye Leon.

Seat Tarraco FR PHEV har 245 hk

Knapperne på retur

I kabinen er det nemmere at spotte revolutionen. Leon har fået en stor infotainmentskærm (op til 10”), som står frit over midterkonsollen, og antallet af fysiske knapper er – som i de nye udgaver af Skoda Octavia og VW Golf – reduceret til et minimum. Under infotainmentskærmen sidder trykfølsomme flader til lyd og temperatur, så drejeknapper hører nu fortiden til. Med automatisk DSG-gearkasse har Leon den samme “skifteknop” til gearkassen som Octavia og Golf – der er ingen fysisk forbindelse mellem gearvælger og gearkasse, men i stedet en elektronisk.

Både som hatchback og stationcar (ST) vokser Leon til nye længder. Hatchback bliver 8,6 cm længere, så den nu er 439 cm lang, mens ST-versionen forlænges med hele 9,3 cm, så den ender på 464 cm. I modsætning til Skoda og Volkswagen har Seat ingen model i klassen over, altså D-segmentet, så Leon var fri til at vokse. Det skulle give en rummelighed, som vi er uvante med i Leon.

Der er en grund til, vi kalder den Golf-klassen

Et væld af motorer

Leon generation fire får det til dato mest omfattende motorprogram fra den spanske bilproducent. Den kommer med vanlige benzin- og dieselmotorer, men også som mild-hybrid og plug-in-hybrid.

Benzinmotorerne starter ved 90 hk, som leveres af en trecylindret 1-liters motor, og samme motor fås med 110 hk. Et trin over den står 1,5-liters motoren med fire cylindre klar i udgaver med 130 og 150 hk, og 1,5’eren kører med cylinderfrakobling, så den kan lukke ned for to cylindre og derved spare på brændstoffet.

Dieselmotorerne reduceres fra to motorer til en; den gamle 1,6 TDI udgår, og ind er i stedet kommet en ny 2-liters TDI med 115 hk. Den kan også vælges i en udgave med 150 hk. Stationcaren fås, i forbindelse med diesel med 150 hk, også med firehjulstræk (4Drive).

Seats første plug-in-hybrid på markedet bliver Leon med drivlinjen, som er en gammel kending fra VW Golf GTE: 1,4-liters benzinmotor og en elektrisk motor. Benzinmotoren yder 156 hk, elmotoren 102 hk, og den samlede systemydelse er på 204 hk. Batteripakken er på 13 kWh, som skulle være godt nok til en rent elektrisk rækkevidde på 60 kilometer. Plug-in-hybriden kommer som både hatchback og stationcar.

De første versioner til det danske marked lanceres allerede i maj. Plug-in-hybriden følger i efteråret.

10 ting om den nye Skoda Octavia