Elektrisk Smart – smart eller usmart?

  • Elektrisk Smart - smart eller usmart?
  • Elektrisk Smart - smart eller usmart?
  • Elektrisk Smart - smart eller usmart?
  • Elektrisk Smart - smart eller usmart?
  • Elektrisk Smart - smart eller usmart?
  • Elektrisk Smart - smart eller usmart?

Smart har fra nu af kun elbiler på programmet. De tre Smart EQ-modeller kan nu købes i Danmark, og man betaler mindst 199.900 kr. – og må nøjes med en rækkevidde på 135 kilometer

Smart-modellerne bliver til det, de burde have været fra starten: Elbiler. De meget små bybiler har i mærkets godt 20-årige levetid været udstyret med kedelige benzinmotorer og stærkt miljøbelastende dieselmotorer, men især en dieselmotor virker ekstremt uigennemtænkt for en bil, der hører til i byen. Så snart den lægger byen bag sig, er den nemlig hverken komfortabel, støjsvag eller stabil, så fuld elektrificering passer perfekt til Smarts modeller.

Med et facelift af Smart ForTwo (den med to sæder), i udgaverne med fast tag eller stoftag, og den større Smart ForFour med fem døre, er det helt slut med brændstofmotorer hos det Daimler-/Mercedes-Benz-ejede mærke. Alle Smart er nu helt elektriske – og der er nu danske priser på de nye versioner.

Smart ForTwo Coupé starter ved 199.990 kr., og den åbne ForTwo Cabriolet fås fra 224.900 kr. Den langt mere praktiske og anvendelige, men selvfølgelig også langt større, ForFour med bagdøre og bagsæde, starter ved 209.900 kr. På overfladen udmærkede priser, og især tænker vi her på den unikke cabriolet, men faktum er, at rækkevidden i Smart EQ-modellerne er usædvanligt ringe: 135 kilometer. Det er en rækkevidde målt efter den nye WLTP-norm, så den bør være nogenlunde realistisk, og 135 kilometer i batteriet er nok til at pendle fx mellem Roskilde og København eller mellem Horsens og Aarhus. I hvert fald på papiret, for landevejs- og motorvejskørsel vil sandsynligvis slå hårdt ned på batteritiden, så Smart EQ er mest af alt en bybil. Et oplagt bud på en bil til hjemmeplejen eller pizzabuddet.

Den største trussel mod Smart EQ hedder Volkswagen E-Up. Den netop faceliftede udgave, med fem døre og fire siddepladser, har en WLTP-rækkevidde på 260 kilometer – og en pris på 162.995 kr. Den lille Volkswagen er ikke så godt udstyret som Smart EQ, hvor DAB+ og alufælge er standard, men med ekstraudstyr for 10.-15.000 kr. kommer Up let op på niveau med Smart’en.

Smart EQ ForTwo er smart og praktisk i kraft af sit meget korte karrosseri og meget lille venderadius, men rækkevidde og pris gør den mere usmart, end den fortjener at være.

VIDEO – Skoda elektrificerer Superb og Citigo