Farvel til VW Phaeton – efter 14 år er det slut

  • Farvel til VW Phaeton - efter 14 år er det slut
  • Farvel til VW Phaeton - efter 14 år er det slut
  • Farvel til VW Phaeton - efter 14 år er det slut
  • Farvel til VW Phaeton - efter 14 år er det slut
  • Farvel til VW Phaeton - efter 14 år er det slut

Ferdinand Piëchs største drøm var at lede Volkswagen som mærke op i en klasse, hvor selv Mercedes-Benz ikke kunne være med. Midlet var mere end noget andet et produkt skabt i forhold til næsten utopiske krav og håndsamlet på en smuk og gennemsigtig glasfabrik – luksuslimousinen Phaeton. Efter 14 år er produktionen nu afsluttet, og den højtflyvende æra for Volkswagen er for alvor slut

De indvendige hængsler til bagklappen er små kunstværker i metal, så klappen lukker perfekt og lydefrit. 25 servomotorer styrer ventilationen, og dyserne i kabinen er gemt bag automatisk styrede og smukt forarbejdede træpaneler, så klimaanlægget køler uden at passagererne får træk. Ruderne er af dobbeltglas, og mellem de ydre paneler og karrosseridele er er der præcis 3 mm, så vinden ikke har en chance for at skabe støj. Glasset over hovedinstrumenterne er stort set refleksfri, lavet med tre lag af en særlig metaloxid på hver side af glasset, så føreren ikke skal anstrenge øjnene.

Sådan kan man blive ved, og alligvel kan man ikke blive ved. Bilen med disse og mange andre små ingeniørmesterværker er Volkswagen Phaeton, den store luksuslimousine der produceres på glasfabrikken i Dresden, er nemlig ikke længere i produktion. I fredags var det slut med Phaeton, slut efter en maraton på hele 14 år.

Phaeton var bygget på samme platform som Bentley Continental GT og Flying Spur, og at der ikke skulle være forskel i kvaliteten på de to, siger meget om, hvor den store chef, Ferdinand Piëch, ville hen med Phaeton og Volkswagen, dengang i starten af 00’erne. Han ville op, op, op. Piëch var ikke tilfreds med at lade Audi konkurrere med Mercedes-Benz og Bentley tage sig af de rigtig rige, så som et andet prangende slot blev en transparent glasfabrik (Gläserne Manufaktur, Transparent Factory) med ahorngulve åbnet midt i den tyske by Dresden – og kun de bedste ingeniører og arbejdere fik lov at have noget med den store luksusbil at gøre. Graden af håndværk var en Bentley værdig, og topmotoren var naturligvis den store W12-maskine på 6 liter, der sluttede af med 450 hk. Ikke at det nogensinde gjorde Phaeton til en sportsvogn, for med kun de bedste materialer og absolut ingen fokus på letvægtsmaterialer, vejede Phaeton W12 med luftaffjedring og firehjulstræk langt over 2,4 tons. Et officielt gennemsnitsforbrug på 6,9 km/l og en CO2-udledning på 348 gram/km vækker i dag opsigt på sin egen måde.

       

Den næste kører den direkte modsatte vej

Den sidste Phaeton, en sort og ellers ikke videre specificeret udgave, må i forhold til statistikken ende i Kina, som er det land, der har holdt den lille produktion (5.812 biler i 2013) kørende i de seneste fem år. Men afslutningen af produktionen, der har været planlagt i længere tid, vil gøre, at direktionen i Volkswagen nu kan ånde lidt lettere. Phaeton symboliserer en tid med en mild grad af storhedsvanvid og vi-skal-gøre-det-for-alt-i-verden, og der er Volkswagen ikke mere. Det tyske mærke skal genopfinde sig selv, og derfor bliver der ingen Phaeton på den måde, vi kender den gamle på.

Glasfabrikken i Dresden lukkes ned den 29. marts, men det gør den kun for at åbne 10 dage senere som et oplevelsescenter for elektro-mobilitet og digitalisering, hvor alle er velkomne. Det er en blid overgang til den næste Phaeton, der skal produceres midt i denne verden af moderne oplevelser og teknik – så alle kan følge med. Den bliver et signal om det nye Volkswagen, en fuldelektrisk limousine, der i følge den tyske Volkswagen-hjemmeside bliver ‘en fremtidsvision, der med ny assistentsystemer vil køre nye veje. Glæd dig til en luksusbil med moderne og emotionelt design’.

Den fuldelektriske Phaeton var ikke den oprindelige plan for anden generation af limousinen, men dieselskandalen fik Volkswagen til at gentænke bilens fremtid og udsætte projektet, så det først bliver i 2018 eller 2019, vi ser den nye Phaeton på gaden. Om den bliver lige så teknisk overgjort og dyr i produktion som den gamle er svært at forestille sig, for der er ikke mere råd til prestigeprojekter, som der var det, da den store Piëch kørte showet.