Hvad virker, hvad virker ikke? – Volvo XC40 T3

  • Hvad virker, hvad virker ikke? - Volvo XC40 T3
  • Hvad virker, hvad virker ikke? - Volvo XC40 T3
  • Hvad virker, hvad virker ikke? - Volvo XC40 T3
  • Hvad virker, hvad virker ikke? - Volvo XC40 T3
  • Hvad virker, hvad virker ikke? - Volvo XC40 T3
  • Hvad virker, hvad virker ikke? - Volvo XC40 T3
  • Hvad virker, hvad virker ikke? - Volvo XC40 T3
  • Hvad virker, hvad virker ikke? - Volvo XC40 T3
  • Hvad virker, hvad virker ikke? - Volvo XC40 T3
  • Hvad virker, hvad virker ikke? - Volvo XC40 T3
  • Hvad virker, hvad virker ikke? - Volvo XC40 T3

Jo dyrere, jo bedre. Eller hvad? Med den første trecylindrede motor fra Volvo kommer den populære XC40 ned i en pris omkring 400.000 kr. Vi ser nærmere på, hvad der virker, og hvad der ikke virker i XC40 T3

Volvo har ramt plet med XC40, svenskernes første kompakte SUV. Danske bilkøbere har taget varmt mod den høje model med flot design, god plads og unikke små detaljer spredt rundt omkring på bilen – som det lille svenske flag i gummi, der stikker ud under kanten på motorhjelmen. På den måde stikker XC40 ud i et felt af konkurrenter, som er præget af nogle gange for stram tysk Ordnung, hvor det eneste spraglede ved bilerne er når lygterne tændes.

Den nye svensker udfylder en rolle i Danmark, som den gamle hatchback V40 aldrig har formået. Den er moderne og smart, inspirerende at se på og rummelig, mens V40 fra starten var hæmmet af at være traditionel og ikke på højde med biler som Audi A3, og selv om XC40 er en noget dyrere bil end V40, så nåede Volvo i 2018 op på 847 solgte i Danmark. Det er længder foran den nu udgående udgave af Audi Q3 (595 styk) og ikke langt efter en anden tysk SUV, den populære BMW X1 (994 styk).

XC40 tog sidste år sejren hjem over den også helt nye Jaguar E-Pace, da vi testede de to luksuriøse biler på en tur gennem Danmark, til blandt andet Rømø og en del af den jyske vestkyst – du kan se meget mere i videoen, som du finder via et link herunder. Da vi testede XC40 mod E-Pace var det en version med D4-dieselmotoren med 190 hk, 8-trins automatgear, firehjulstræk, mellemste udstyrstrin Momentum og godt med ekstraudstyr, så prisen kom alt for tæt på 1 million kroner.

En XC40 med en prislap med et mindre intimiderende tal må have mange af de samme kvaliteter, måske endda nogle andre, og derfor har vi testet basisudgaven af XC40 med T3-benzinmotoren med 156 hk og manuel gearkasse (motoren er nu opgraderet til 163 hk). Vi skal finde ud af, hvad der virker i en XC40 til omkring 400.000 kr., og hvad der ikke virker.

Ny Audi Q3 – til tops i klassen?

Hvad virker?

En kombination af trist vintervejr, hvor solen har været gemt bag en tyk grå masse i dagevis, og en lakering så sort som natten kan kun lægge en dæmper på XC40-designet. Men slet ikke nok til at give minuspoint til en kompakt SUV, der er en af klassens mest interessant designede biler – og en af de mest velskabte biler fra Volvo. Ingen XC40 kommer på dansk grund uden LED-forlygter og alufælge (17” her på basismodellen), og derfor ser ingen XC40 ”billig” ud. Hvis taget var lakeret sort eller hvidt, fælgene var 19” og basismodellen havde sølvgrå plastskjold under kofangerne, som de dyrere versioner har, ville den se ud af mere, men tilbageholdende brug af ”bling-bling” går meget godt i tråd med det image Volvo har som ikke-prangende.

Det samme gælder i den rummelige kabine, hvor fire voksne sagtens kan holde hinanden ud på nogle timelange ture. I forhold til XC40’s dimensioner, primært bilens længde, er pladsen på forsæderne og bagsædet udmærket og absolut brugbar. Men tilbage til det ikke-prangende. Den navnløse basismodel (Base) kommer uden pianolak, indlæg i krom eller andet ”metal” og uden unødvendig pynt. Interiøret brydes af et instrumentbord i to farver, og hvis den lyse tone i den nedre del ikke passer, kan man altid vælge en helt mørk kabine.

Den største bonus er, at basisversionen har nogle specielle indlæg i gummi, mens Momentum-versionen har noget langt mindre opfindsomt, nemlig paneler i kedelig aluminium. Går man tæt på gummiet, viser panelerne et kort over Göteborg. Genialt. Det er svært at forestille sig, at vi kommer til at se en BMW X1 med München-indlæg, men det virker bare på en anden måde med den svenske stemning.

T3-motoren er som sagt den mindste til XC40, og den der sidder i de billigste udgave af SUV’en, i hvert fald når den købes af private. For firmabilister er beskatningen lavere for D3-dieselmodellen med 150 hk, men som privat køber sparer man omkring 30.000 kr. ved at blive ved benzinmotoren, og det er der ingen grund til at være ked af. Den nye motor er den første trecylindrede motor nogensinde i Volvo-regi, og med en slagvolumen på 1,5 liter er den lige så stor som de fine trecylindrede motorer fra BMW og Ford. Og det er en benzinmotor i fornem balance, som på ingen måde er påtrængende eller kedelig. T3’eren virker mere muskuløs end den firecylindrede motor i den nye Audi Q3 35 TFSI, som vi testede for nylig, og den manuelle gearkasse er lagt ud til nemme skift.

Den nye motor er lavet til i løbet af den nærmeste fremtid at blive koblet sammen med en elmotor og en batteripakke, så Volvo er altså på vej med mere eller mindre elektrificerede versioner af XC40. Plugin-hybriden med navnet T5 Twin Engine bliver i stand til at levere tæt på 250 hk, og vi kan kun forestille os, at den trecylindrede motor vil være en afbalanceret motor i det nye partnerskab.

Basisudgaven af XC40 fås ikke med hverken sportsundervogn eller den adaptive Four-C-undervogn, og mens der er mere præcise og inspirerende biler i segmentet, så er Volvo udmærket til at bygge en fin grad af komfort ind i affjedringen, så SUV’en forbliver afslappende for alle ombord på ferieturen.

Sikkerhed er et emne, der er umuligt ikke at berøre i forbindelse med en hvilken som helst Volvo, og XC40 kommer da også med en mere komplet sikkerhedspakke end de fleste biler i denne størrelse. Nødbremsesystem som bremser for forgængere, cyklister, modkørende og større dyr (hjort, ko, hest), aktiv sporassistent, kollisionsadvarsel, træthedsregistrering, skiltegenkendelse, fjernlysassistent og meget mere.

Udstyret i selv den billigste XC40 er på alle måder omfattende, og udover LED-forlygter, 17” alufælge og stort infotainmentsystem har basismodellen også digital instrumentering med 12,3” skærm, nøglefri start, regnsensor, tagrælinger og børnelås på bagdørene, som styres fra dørsiden ved føreren.

Gammel vin, ny flaske



Hvad virker ikke?

Vi har let og elegant hoppet over en del af XC40, som alle Volvo-modeller med undtagelse af den bedagede V40 er udstyret med. Infotainmentsystemet Sensus Connect med 9,3” touchscreen. Et system, som vi gang på gang må konkludere ikke hverken nemt at betjene eller overskueligt at bruge, når man kører bil. Volvo er lig med sikkerhed, men Sensus Connect kaster en grad af usikkerhed over brugeroplevelsen, for der er stoppet mange små symboler ind skærmen, og i forhold til de berøringsfølsomme skærme fra Audi og BMW, så tager skærmen i XC40 sig tid til at ”svare”, hvis den ellers er enig i, at den virkelig er blevet trykket på; at indstille klimaanlægget skal ikke foregå via en undermenu på en sløv skærm, men sådan er det i XC40.

Så begejstrede som vi er for den første trecylindrede motor fra Volvo, så glade tænker vi, at vi ville blive, hvis motoren blev købt sammen med 8-trins automatgearkassen. 30.000 kr. lyder den ekstra udskrivning på (den er endnu ikke prissat for firmabilister), og vi forestiller os, at gearkassen med de mange trin vil kunne overkomme motorens tøven, før turboladeren kommer op i omdrejninger – hvis det da ikke er den manuelle gearkasses korte 1. gear, der egentlig er problemet. Om det er det ene eller det andet, vil automatgearkassen øge komforten og forbedre køreoplevelsen i T3’eren.

Testbilen er sandsynligvis det mest ”ærlige” eksemplar af XC40, vi kommer til at prøve på redaktionen, og som sådan giver den indtryk af, hvad man får, hvis ikke man læsser den til med udstyr. Standardundervognen giver den udmærkede affjedringskomfort, men den lokker os ikke til at køre nogen omvej for at have det sjovt. Hjulene virker ikke altid til at samarbejde om at afbøde huller i vejen, og styretøjet er forholdsvis dødt og let. Volvo kalder opsætningen af undervognen i basismodellen ”dynamic chassis”. Vi siger, det er skudt forbi målet.

Med alle de positive ting vi har at sige om sikkerheden i XC40, så er der huller i ”skjoldet”, som ikke burde være der. Adaptiv fartpilot så vi meget gerne som standard, selv om heller ikke hverken Audi eller BMW kan finde ud af det i Q3 og X1, og prisen er nok til at få os til at spærre øjnene op: 29.700 kr. Så er det en ringe trøst, at Pilot Assist, som hjælper med at styre ved højere hastigheder, og en assistent som hjælper med at styre, når man kører i kø, dog med i pakken.

8

KARAKTER

8.0 /10

Plus

  • Gode pladsforhold, mindeværdigt og flot design, pæn materiale- og samlekvalitet, sjove løsninger som bykortet over Göteborg på panelerne, solidt sikkerhedsudstyr som standard, mange udstyrsmuligheder, støjsvag og stærk benzinmotor, automatgear rimeligt prissat til 30.000 kr., sikre og komfortorienterede køreegenskaber, god støjdæmpning

Minus

  • Prisen er i den høje ende, manuel gearkasse lidt upræcis, adaptiv fartpilot burde være standard, infotainmentsystemet uoverskueligt, meget udstyr koster ekstra, ikke mindeværdige køreegenskaber