Mere sikkerhed i bilerne som standard fra 2021

  • Mere sikkerhed i bilerne som standard fra 2021

Fra 2021 vil EU-kommisionen have, at alle nye bilmodeller kommer med 11 aktive sikkerhedssystemer – automatisk nødbremse, sporassistent og bakkamera står på listen over obligatorisk udstyr

EU-kommisionen er i sidste ende europæernes garant for, at de nye biler på vejene er så sikre som muligt. De direkte krav til passiv sikkerhed, altså den del af sikkerhedsarsenalet i en bil, som betyder noget i et sammenstød, er svær at definere for andet end airbags, selestrammere og crashzoner, og derfor er der forskel på, hvordan en Dacia Duster og en Mercedes-Benz E-Klasse klarer sig i testorganisationen Euro NCAP’s sikkerhedstest; de skal leve op til de samme krav, men effekten er målbart forskellig.

Når det kommer til den aktive sikkerhed, er billedet noget mere klart, selv om systemerne er opbygget forskelligt, og EU-kommisionen forventer nu at vedtage, at alle nye bilmodeller præsenteret og introduceret på markedet fra 2021 og frem, skal have 11 af de såkaldte avancerede aktive sikkerhedssystemer som standard – uanset om bilen så er en Toyota Aygo eller en BMW 7-serie. Øverst på listen står automatisk nødbremse, og der vil være tale om en nødbremse med virkning også ved høj fart, i modsætning til eksempelvis den i Volkswagen Up, som kun fungerer til omkring 30 km/t. Den vil også skulle kunne registrere fodgængere og cyklister, som det allerede er muligt for en del producenters systemer i dag. Har man først oplevet effekten af en automatisk nødbremse, ved man, hvor stor effekt den kan have.

Træthedsregistrering, som overvåger om føreren er ved at at blive døsig under kørsel, intelligent fartbegrænser med automatisk farttilpasning, aktiv sporassistent og bakkamera eller blind vinkel-system med alarm for biler og personer bag ved bilen, når man bakker, er blandt de aktive systemer, som vil blive obligatoriske i 2021. Adaptiv fartpilot med automatisk distance til den forankørende og lysstærke forlygter burde også være på EU’s liste over obligatorisk sikkerhedsudstyr.

BMW X3 30d – SUV med et hjerte af guld

Mere sikkerhed ved sammenstød? Det kommer også

Der vil også bliver justeret på kravene til crashsikkerhed, den passive sikkerhed i tilfælde af sammenstød, for selv om resultaterne i crashtest stadig vil variere i høj grad, er det vigtigt at sætte et højt bundniveau – som vil gøre selv de svageste biler mere sikre. I dag er nogle SUV-modeller og varevogne fritaget fra crashtest, og det vil blive ændret. Euro NCAP laver allerede i dag en ”pæletest”, som svarer til at ryge sidelæns ind i et træ, men specifik beskyttelse herfor bliver først indlemmet i de nye krav. Der vil også komme nye krav til sikkerhed ved frontalsammenstød og for sammenstød med fodgængere – noget som potentielt kan ændre bilernes design.

EU-kommisionen påpeger, at de mange aktive systemer, som hurtigt er blevet meget billigere at producere, vil betyde meget overskuelige omkostninger for bilproducenterne, mens den samfundsmæssige besparelse vil være direkte enorm. Det forventes, at der med de nye krav vil kunne spares 7.300 menneskeliv i EU mellem 2020 og 2030.

20 års fremskridt forklaret i en enkelt skræmmende crashtest