MG med lav rækkevidde, men også lav pris (og den leveres med det samme)

  • MG med lav rækkevidde, men også lav pris (og den leveres med det samme)
  • MG med lav rækkevidde, men også lav pris (og den leveres med det samme)
  • MG med lav rækkevidde, men også lav pris (og den leveres med det samme)
  • MG med lav rækkevidde, men også lav pris (og den leveres med det samme)

Den fuldelektriske MG ZS EV sælges online og kan leveres omgående. SUV’en har en forholdsvis kort rækkevidde, men til priser fra 219.999 kr. kan den britisk-kinesiske bil blive interessant

MG er tilbage i Danmark, som du kunne læse her på siden for tre uger siden. Det britiske mærke er i dag kinesisk, og bilerne kunne ikke være længere fra det, danskerne kender MG for: En elektrisk kompakt-SUV og ikke en lille sportsvogn starter importøren med i Danmark. Og elektrificeringen vil også gælde kommende modeller, og vi tør med 99 procent sikkerhed sige, at ingen af dem bliver en åben sportsvogn (men man skal aldrig sige aldrig, så det gør vi heller ikke).

MG ZS EV er på størrelse med Nissan Qashqai og har en elektrisk motor med 136 hk. Batteriet i SUV’en leverer ikke prangende rækkevidde – 263 kilometer, målt efter WLTP, normen. Priserne bliver til gengæld ret så folkelige, og kører man ikke ofte på tværs af Danmark, vil 263 km være mere end rigeligt.

Kinesiske MG kommer til Danmark med el-SUV

Basismodellen ZS EV Comfort koster 219.999 kr., og den koster dermed hele 60.000 kr. mindre end Kia e-Niro med 136 hk og en WLTP-rækkevidde på 289 kilometer (Nissan har for nylig sat prisen ned på den billigste Leaf, 40 kWh med en rækkevidde på 270 kilometer, og den koster nu 229.900 kr.). Der er også en mere veludstyret udgave af ZS EV, Luxury, til 249.079 kr., som har samme batteri og rækkevidde.

ZS EV Comfort kommer med bl.a. 16″ alufælge, adaptiv fartpilot, aut. nødbremse, DAB+, infotainmentsystem med 8″ touchscreen, navigation, Apple CarPlay/Android Auto, læderrat, elektrisk p-bremse og p-sensorer bagtil.

ZS EV Luxury tilføjer bl.a. 17″ alufælge, el-justerbart førersæde, panoramasoltag, el-foldbare sidespejle, bakkamera og regnsensor.

MG Motors Danmark kommer ikke til at have et stort forhandlernetværk i Danmark. Importøren satser i stedet på “klik og køb” – bilerne sælges direkte på MG’s hjemmeside, og importøren lover stort set omgående levering. Salg og levering rulles i gang i starten af juni.

VIDEO – Ny plug-in-Ford – et fremragende tilbud?