Den næste Skoda Rapid skal konkurrere med Golf

  • Den næste Skoda Rapid skal konkurrere med Golf
  • Den næste Skoda Rapid skal konkurrere med Golf
  • Den næste Skoda Rapid skal konkurrere med Golf

I 2019 kommer en helt ny Skoda Rapid. Teknikken vil være meget nyere end i den nuværende, og Rapid smider sit image som billig-bil for at blive en konkurrent til Volkswagen Golf, Ford Focus og Kia Ceed

Skoda Rapid og dens spanske søstermodel Seat Toledo er alternativer til minibiler og brugte biler – rummelige, familievenlige og simple biler, som sælges til forholdsvis lave priser. Det er ikke længere den rolle, Rapid skal udfylde i fremtiden. Næste års helt nye Rapid, som forventes at få et andet navn, flyttes fra sit image som billig og simpel til et mere flatterende som topmoderne konkurrent til biler som Volkswagen Golf, Kia Ceed og Ford Focus, fortæller Skodas salgs- og marketingchef Alain Favey til det britiske bilmagasin Autocar.

Men har Skoda ikke allerede en værdig modstander til de bedste i Golf-klassen med Octavia og stationcarudgaven Octavia Combi? I princippet er svaret ja, men Octavia opfattes mere som en bil, der er over Golf-klassen; det er en stor og praktisk bil, som med sin store bagklap konkurrerer mere med biler som Ford Mondeo – og salgsmæssigt gør den det fremragende.

Skodas fremtidsplan for Rapid-afløseren er derfor at lave en mere kompakt Golf-konkurrent med hatchbackkarrosseri som den nuværende Rapid Spaceback. Den længere Rapid med bagklap som Octavia bliver skrottet, og for at regnestykket helt skal gå op, kommer Rapid-afløseren ikke som stationcar.

Fabia fornyet, men ikke fra bunden

Samme platform som VW Polo og Audi A1 Sportback

Alain Favey fortæller til Autocar, at den nye model bliver et designmæssigt skifte og teknisk og teknologisk et stort fremskridt. Bilen bliver udviklet på Volkswagen-koncernens MQB A0-platform, som er basis for biler som VW Polo, Seat Ibiza og den nye Audi A1 Sportback, og platformen er en aflægger af MQB-platformen, som bl.a. bruges i VW Golf og Skoda Octavia. Den nye Rapid vil derfor kunne fås med moderne infotainmentsystemer og aktive sikkerhedssystemer, og motorerne vil i første omgang være med tre og fire cylindre med en ydelse på op til 150 hk. En mere luksuriøs kabine end den simple i Rapid er helt sikkert også en del af forvandlingen.

Med den information i tankerne kan det næppe undgås, at Skoda-modellen bliver dyrere end Rapid er det i dag. Rapid og Rapid Spaceback fås i dag fra 174.000 kr. Højere priser vil give mere luft til minibilen Fabia, som kommer til Danmark i efteråret med et facelift, og den helt nye Fabia, som vi kan vente at se i 2020, kan således også blive positioneret højere.

Pragmatisk pletskud fra Skoda