Ny Hyundai i20 er et friskt koreansk pust

  • Ny Hyundai i20 er et friskt koreansk pust
  • Ny Hyundai i20 er et friskt koreansk pust
  • Ny Hyundai i20 er et friskt koreansk pust
  • Ny Hyundai i20 er et friskt koreansk pust
  • Ny Hyundai i20 er et friskt koreansk pust
  • Ny Hyundai i20 er et friskt koreansk pust
  • Ny Hyundai i20 er et friskt koreansk pust

Ny i20 er den første Hyundai i Europa med koreanernes nye designsprog, Sensuous Sportiness – et klart fremskridt. Minibilen fås også med digital instrumentering, 48 volt-system og trådløst Apple CarPlay

Man har en holdning, til man får en ny, og designerne hos Hyundai har nu definitivt gjort designsproget med “Cascading Grill” bag sig. Fremover er de koreanske modeller skabt ud fra det højtflyvende “Sensouous Sportiness”, som vi helt vil holde os fra at oversætte – men vi vil gå så langt som at sige, at det nye designsprog klæder bilerne.

Sensuous Sportiness dukkede først op på den nye Sonata, som vi desværre ikke får at se i Europa, og i løbet af 2020 viser designerne flere nye modeller med de nye streger. 2020 byder lige om lidt på den nye i10 hos forhandlerne, og senere får i30 et facelift og en helt ny Tucson ruller ud med det nye design.

Mellem i10 og i30 ligger, både i størrelse og introduktion, i20. Koreanernes populære minibil, som i to generationer har udviklet sig fra at være en bundskraber i klassen til et solidt valg. De første billeder af den helt nye i20 og de første informationer fortæller, at modellen tager endnu et stort skridt mod toppen af klassen.

Den næste Hyundai i40 – en stilig koreaner

Store skærme og ny teknologi

Den større i30 skal i den grad opgraderes med det kommende facelift for ikke at stå i skyggen af sin lillebror. Den nye i20 har et mere moderne, mere spændende design end sin storebror: De spidse lygter for og bag, den sorte bjælke mellem baglygterne og skarpere linjer gør, i hvert fald at se ud fra billederne, den nye i20 til et vellykket design; i kanten af baglygterne sidder navnet i20, og forlygterne ser ud til endelig at være af fuld-LED-typen.

Kabinen har vi kun set tegninger af, men det lover altså godt. I20 bliver en af de første Hyundai med fulddigital instrumentering (10,25″), og den står side om side med en touchscreen i samme størrelse – en af de absolut største i Polo-klassen, hvis ikke den største. Det giver rigeligt plads til side-om-side-visning af fx navigation og musik på skærmen, og som noget lige så usædvanligt i klassen bliver der mulighed for trådløs opkobling til Apple CarPlay og Android Auto. – Standard i de billigste udgaver af den nye i20 bliver en touchscreen med 8″ skærm.

I20 bliver den første Hyundai med Bose-lydanlæg, og den amerikanske leverandør af lyd er kendt for sine anlæg i biler fra bl.a. Mazda og Nissan. Som i bl.a. den nye i10 kan den nye i20 fås med Bluelink-systemet, som via en app giver overblik over bilen og kontrol over visse funktioner.

Sikkerhedsudstyret bliver decideret prangende. Muligheden for adaptiv fartpilot er i sig selv ikke noget usædvanligt i en minibil, men at systemet er koblet sammen med bilens navigationssystem og på den måde kan justere farten efter fx sving, er nyt.

Pladsforholdene bliver næppe ringere, og de er i forvejen fine i den udgående i20. Den nye er vokset med 5 mm i længden og med 1 cm mellem akslerne. Den er 2,4 cm lavere og 3 cm bredere, og bagagerummets størrelse tager til med 25 liter til 351 liter.

48 volt til turbomotoren

Dieselmotoren forsvandt allerede med forrige års facelift af den nuværende i20, og den kommer ikke tilbage med den nye. Til gengæld er der fokus på lavere forbrug med installationen af 48 volt-teknologi i nogle udgaver af den dominerende motor i modelprogrammet, den trecylindrede 1-liters benzinmotor.

48 volt-teknologi bliver standard i udgaven af motoren med 120 hk, mens versionen med 100 hk fås både med og uden systemet. Både manuel gearkasse og automatisk dobbeltkoblingsgearkasse med 7 trin fås til 48 volt-versionerne, og Hyundai lover en brændstofbesparelse på 3-4 procent med hjælp fra den milde elektrificering.

120 hk bliver ikke toppen af modelprogrammet. Hyundai har planer for sin nye i20, og en af dem er en kraftig sag under N-navnet. Præcis som i storebror i30 N vil det betyde fokuserede køreegenskaber og masser af hestekræfter.

Den nye i20 har dansk premiere sidst på året.

VIDEO – Er i10 den nye konge?