Premiere på Corolla stationcar

  • Premiere på Corolla stationcar
  • Premiere på Corolla stationcar
  • Premiere på Corolla stationcar
  • Premiere på Corolla stationcar

En uge efter Toyota offentliggjorde, at Corolla-navnet vender tilbage på den kommende Auris-afløser, kommer de første billeder af den nye stationcar, Corolla Touring Sports. Den vokser, så der bliver mere plads til bagage og passagerer, og som den nye hatchback kommer den i to forskellige styrker af hybrid

Ni ud af 10 danske købere af Toyota Auris vælger i dag hybridudgaven, og når Toyota i 2019 både laver generations- og navneskifte til en mere moderne bil med det gamle navn Corolla, vil det tal næppe blive lavere. Den nye Corolla kommer nemlig ikke bare i en hybridvariant med en 1,8-liters motor og en samlet ydelse på 122 hk, men også i en meget stærkere power-hybrid med 2-liters motor og en samlet ydelse på 180 hk – begge sender kræfterne fra forbrændings- og elmotorerne ud via en trinløs CVT-gearkasse. Skulle man have lyst til en rent benzindrevet Corolla, vil japanerne tilbyde en enkelt model, den kendte 1,2-liters turbomotor med 116 hk.

I dag har Toyota så offentliggjort de første billeder af den vigtige Corolla stationcar, der som den nuværende Auris bærer det lidt kringlede tilnavn Touring Sports, og også den vil komme i to hybridversioner og med 1,2-liters motoren som tredje valgmulighed.

Slut med Auris – Corolla er tilbage hos Toyota

Den gamle Auris Touring Sports bliver overgået af sin afløser ikke bare i kraft af en helt ny platform, men også når det kommer til størrelse og rummelighed. Mellem akslerne har Toyota puttet 10 cm mere ind, så der nu er 270 cm fra for- til bagaksel. Det skulle give nogle af de bedste pladsforhold på bagsædet i klassen, og samtidig vokser bagagerummet med 68 liter til 598 liter (japanerne oplyser endnu ikke den maksimale volumen) – den nuværende VW Golf Variant klarer med 605 liter lidt mere, Skoda Octavia Combi har plads til 610 liter, og Opel Astra Sports Tourer en del mindre med 540 liter.

I den nye Corolla Touring Sports vil man sidde mærkbart lavere end i den udgående Auris, og på udstyrssiden bliver der mulighed for infotainmentsystem med højt placeret 8″ touchscreen, trådløs opladning af smartphones, JBL Green Edge-lydanlæg og en kørecomputer, som Toyota kalder “verdens første 3D-køreinformationsdisplay.” Selv om vi er spændte på, hvad det helt præcist indebærer, er vi mest af alt spændte på, hvordan den nye Corolla kører.

Den nye Skoda Rapid – de første tegninger