RAV4 fra Suzuki hedder Across

  • RAV4 fra Suzuki hedder Across
  • RAV4 fra Suzuki hedder Across
  • RAV4 fra Suzuki hedder Across
  • RAV4 fra Suzuki hedder Across
  • RAV4 fra Suzuki hedder Across
  • RAV4 fra Suzuki hedder Across
  • RAV4 fra Suzuki hedder Across

Suzuki Across er den første model, som kommer ud af samarbejdet mellem Toyota og Suzuki. Across er RAV4 med en ny front – og det er plug-in-hybriden, Suzuki starter med

I marts sidste år kunne du her på siden læse om et udvidet samarbejde mellem de to japanske bilmærker, Suzuki og Toyota. Det umiddelbart mest spændende ved nyheden var det faktum, at Suzuki ville få lov at bruge indtil flere Toyota-modeller i sit eget modelprogram. Først og fremmest RAV4 og Corolla, men ikke udelukkende de to biler.

Med lidt mere end 15 måneder siden nyheden er det tid til noget konkret – den første Toyota med Suzuki-emblemer på. De første billeder og informationer om Suzuki-udgaven af RAV4 er dukket op, og Toyota har ikke været tilbageholdende med at dele ud af de nyeste varer: Den nye Across, som SUV’en er døbt, starter ud som plug-in-hybrid med en samlet ydelse på 306 hk og en el-rækkevidde på cirka 65 kilometer.

Toyota Danmark har netop meldt plug-in-udgaven af RAV4 udsolgt for resten af 2020, og uden at vide om det drejer sig om 20, 50, 200 eller flere biler, så er det en SUV med en startpris på cirka 550.000 kr. Nyheden om Suzuki Across er helt frisk, så der er ingen dansk pris på bordet, men den skal være markant lavere end for RAV4, hvis Across skal få succes; Suzuki er ikke gearet og vant til at sælge biler til meget over 250.-300.000 kr. Det vil give rigtig god mening, hvis Suzuki efterfølgende kan introducere de almindelige udgaver af RAV4 (benzin og hybrid) i Across-format til priser, som underbyder Toyotas.

Snart kan du købe Suzuki-udgaver af Toyota RAV4 og Corolla stationcar

Det er foran, det foregår

Plug-in-hybrid-systemet i Across er tilsyneladende identisk med det i RAV4, og andet ville også undre os, da det ville tale for tekniske forandringer, som koster mange penge. Systemet består af en 2,5-liters benzinmotor, to elektriske motorer (den stærke på forakslen, en mildere bagtil for at skabe elektrisk firehjulstræk) og et forholdsvis stort batteri på 18,1 kWh – de fleste plug-in-hybrider har i dag batterier på 12-14 kWh.

Den forreste el-motor, som typisk vil drive bilen, har en ydelse på 184 hk/270 Nm, mens den samlede systemydelse er på ikke helt beskedne 306 hk. Det gør Across til den hurtigste Suzuki på markedet: 0-100 km/t på 5,9 sekunder. Så kommer man næppe langt på en fuld opladning, som under optimale betingelser giver en rækkevidde på cirka 65 kilometer.

Det virker til at være småt med ændringer i forhold til RAV4 plug-in-hybrid. Om Suzuki har ændret på undervogn, styretøj mv. oplyses ikke, men de synlige forandringer kan vi forholde os til. Fronten er blevet udsat for mere end bare et S-emblem, for hele fronten er ny. Sågar LED-forlygterne har en helt anden og rundere form, mens luftindtagene i siden af kofangere er større og grillen med den sure mund er skiftet ud med en større og mere åben grill.

Designet bagtil ser umiddelbart ud, som vi kender fra RAV4 (der er måske pillet lidt ved grafikken i lygterne?), og i kabinen lægger vi først og fremmest mærke til et nyt rat, som er Suzukis eget. Semi-digital instrumentering, infotainmentsystem med 9″ touchscreen og store mængder aktivt sikkerhedsudstyr vil være standard.

Across skulle være på vej ud til de europæiske Suzuki-forhandlere allerede i det kommende efterår, mens introduktionstidspunktet i Danmark endnu ikke er kendt. Navnet Across er engelsk og betyder 0verfor eller på den anden side. Det kunne ikke være mere passende for den måde, bilen er kommet til verden på.

Suzuki Jimny – 10 ting om den lille 4×4