Så meget koster elbilerne fra DS, Opel og Peugeot

  • Så meget koster elbilerne fra DS, Opel og Peugeot
  • Så meget koster elbilerne fra DS, Opel og Peugeot
  • Så meget koster elbilerne fra DS, Opel og Peugeot

DS 3 Crossback E-Tense, Opel Corsa-e og Peugeot e-208 er leveringsklar i starten af 2020 – og de tre biler, alle med samme teknik, har nu fået prisskilte; e-208 er billigst med priser fra 229.990 kr.

PSA-gruppen, som står for bilmærkerne DS, Opel og Peugeot (plus Citroën og Mitsubishi), vil sparke til elektrificeringen af vores biler med en metode, som virker oplagt, men som kun er brugt af få mærker. I stedet for at dedikere særlige modeller eller platforme til elbiler, som de fleste mærker (bl.a. Nissan og VW), lægger PSA elmotorer og batteripakker i biler, der også kan fås med benzin- og dieselmotorer.

De elektriske udgaver skiller sig ikke ud. De ser ud som bilerne med forbrændingsmotor – de ser normale ud. Godt nyt hvis man ikke vil skille sig ud med sin elbil, men selvfølgelig dårligt nyt, hvis man gerne vil skilte med elektrificeringen.

Den første stor el-satsning fra PSA begynder med tre helt nye biler, som er tekniske “søskende”: Den lille crossover DS 3 Crossback og de to minibiler Opel Corsa og Peugeot 208. Kun små ændringer, fx fælgene og fraværet af afgangsrøret fra udstødningen, er lavet for at gøre de tre modeller til de elektriske versioner, DS 3 Crossback E-Tense, Opel Corsa-e og Peugeot e-208.

De tre elbiler kører med en ny platform, som er bygget til forskellige drivlinjer, og elektrificering er tænkt ind i udviklingen fra de første trin er taget; den elektriske motor yder 136 hk og batteriet har en kapacitet på 50 kWh – om vi med tiden får udgaver med mere eller mindre batterikapacitet at se, vil PSA-gruppen ikke ud med. Rækkevidden på en fuld opladning er forskellig, som de tre biler i sig selv er det: WLTP-normen, den nye målemetode, giver DS’eren en rækkevidde på 320 kilometer, Corsa en rækkevidde på 330 kilometer og 208 den bedste af de tre med 340 kilometer.

VIDEO – Er den nye 208 også en topmodel?

E-208 er billigst

De første DS 3 Crossback E-Tense, Opel Corsa-e og Peugeot e-208 ankommer til Danmark i starten af 2020, og fælles for de tre modeller er også, at de nu kan forhåndsreserveres. Man kommer med andre ord forrest i køen, hvis man lægger en pose penge hos importøren (de tre mærker har samme importør) – i alle tilfælde 5.000 kr., som man til hver en tid kan få tilbage, hvis man ombestemmer sig.

Alle tre bilmærker har nu offentliggjort priser og udstyrsvarianter, som gør det langt nemmere at forholde sig til, hvor meget mere end 5.000 kr., man skal forvente at betale. Peugeot gør det billigst med priser fra 229.990 kr. Corsa-e har en startpris på 244.990 kr., og DS 3 Crossback E-Tense starter ved 279.990 kr. DS 3 Crossback er dyrere, fordi en crossover som udgangspunkt altid er dyrere end en hatchback, og fordi DS spiller rollen som luksusmærke i PSA-gruppen.

De tre nye modeller kommer hver især i forskellige udstyrsniveauer; DS 3 Crossback E-Tense i fire, Opel Corsa-e i tre og Peugeot e-208 i fire versioner. Herunder sætter vi pris og udstyr på alle versioner.

VIDEO – Fransk delikatesse

DS 3 Crossback E-Tense

DS 3 Crossback E-Tense Prestige – 279.990 kr. / 17″ alufælge, multifunktionsrat i læder, nøglefri start, aircondition, varme i forsæderne, regnsensor, automatisk nødbremse, aktiv sporassistent, automatisk nødopkald, p-sensorer for og bag, blind vinkel-system, infotainmentsystem med 7″ touchscreen og Apple CarPlay/Android Auto.

DS 3 Crossback E-Tense Performance Line – 299.990 kr. / som Prestige + automatisk åbning af dørhåndtag, aut. klimaanlæg, nøglefri adgang og start, armlæn foran, el-foldbare sidespejle og indtræk med Alcantara

DS 3 Crossback E-Tense Revolution – 329.990 kr. / som Perf. Line + LED-forlygter, 18″ alufælge, infotainmentsystem med 10,3″ touchscreen, navigation, indtræk i læder, bakkamera og head-up-display.

DS 3 Crossback E-Tense Elegance – 344.990 kr. / som Revolution + dyrere læderindtræk

Opel Corsa-e

Opel Corsa-e Edition – 244.990 kr. / 16″ stålfælge, orange lakering, varme i forsæderne, varme i rattet, el-ruder foran, nøglefri start, regnsensor, aut. klimaanlæg, automatisk nødbremse, automatisk nødopkald, aktiv sporassistent, aut. nedblændeligt bakspejl, infotainmentsystem med 7″ touchscreen og Apple CarPlay.

Opel Corsa-e Elegance – 259.990 kr. / som Edition + 16″ alufælge, hækspoiler, tågeforlygter, sportsrat, armlæn foran, ekstra tonede ruder bagtil, fire el-ruder og digital instrumentering med 7″ skærm.

Opel Corsa-e GS Line – 284.990 kr. / som Elegance + 17″ alufælge, matrix-LED-forlygter, sort tag, bakkamera, adaptiv fartpilot, infotainmentsystem med 10″ touchscreen og navigation.

Peugeot e-208

Peugeot e-208 Active – 229.990 kr. / 16″ stålfælge, tågeforlygter, gul lakering, fartpilot, varme i forsæderne, fire el-ruder, regnsensor, aut. klimaanlæg, automatisk nødopkald, skiltegenkendelse, instrumentering med 3,5″ skærm, nøglefri start, multifunktionslæderrat og infotainmentsystem med 7″ touchscreen og Apple CarPlay.

Peugeot e-208 Allure – 249.990 kr. / som Active + 16″ alufælge, LED-baglygter, p-sensorer bag, aut. nedblændeligt bakspejl, el-foldbare sidespejle, armlæn foran og digital instrumentering med 3D-display.

Peugeot e-208 GT Line – 259.990 kr. / som Allure + 17″ alufælge, LED-forlygter, dørpaneler i rustfrit stål, pedaler i aluminium, stemningsbelysning i kabinen, fjernlysassistent, p-sensorer for og bag, bakkamera, sæder med betræk i stof og kunstlæder.

Peugeot e-208 GT – 274.990 kr. / som GT Line + nøglefri adgang og start, adaptiv fartpilot, infotainmentsystem med 10″ touchscreen, navigation, DAB-radio, blind vinkel-system, sæder med betræk i Alcantara og kunstlæder.

VIDEO – 1’eren er fremragende uden baghjulstræk