Spænding er ikke en del af BMW M135i

  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i
  • Spænding er ikke en del af BMW M135i

Med 20 hk færre end sin umiddelbare forgænger og en platform med udgangspunkt i forhjulstræk har BMW M135i det svært allerede før, man kører i den. Men den er, trods det, mere komplet  

Lad os bare tage fat på elefanten i rummet med det samme: Nej, den nye BMW M135i har ikke seks cylindre men fire, den har ikke et legesygt baghjulstræk, men firehjulstræk – og så har den færre hestekræfter end sin forgænger – 20 af slagsen faktisk. Vi bilinteresserede kan tage os nok så meget til hovedet men virkeligheden er, at langt de fleste købere til M135i faktisk er ligeglade eller måske endda hellere vil have sin hot hatch med firehjulstræk for bedre acceleration fra 0-100 og øget sikkerhed. Øvelsen med at sammenligne den nye med den gamle giver altså ikke meget mening. Lad os i stedet se isoleret på den nye og kraftigste variant af den nye BMW 1-serie. Den har nemlig stadig tricks i ærmet.

Den nye 1-serie er bygget på samme platform som BMW bruger til Mini, hvilket betyder, at langt de fleste varianter af 1-serien bliver leveret med forhjulstræk. Selv her i kraftigste variant går de fleste af kræfterne, det meste af tiden, til forhjulene. Maksimalt kan 50 procent af kræfterne sendes til baghjulene. Motoren er nu på 2 liter, fire cylindre og med en ydelse på 306 hk, takket være den ret store turbo.

Momentet strækker sig til 450 Nm, der sammen med den 8-trins gearkasse, får sprinten til 100 km/t ned på 4,8 sekunder. Og det er selv på lidt fedtet underlag takket være firehjulstrækket. Der mangler altså langt fra kræfter og rundt på små, snoede landeveje har vi ikke et øjeblik brug for mere.

Priser på den nye BMW 1 (og på konkurrenterne)

Apropos snoede landeveje…

Så er det netop hér, at M135i befinder sig allerbedst. Ikke på en racerbane med langsider, hvor lyden fra de fire cylindre ikke helt matcher det rå ydre og firehjulstrækket desværre ikke er i nærheden af at være legesygt. Men her på den let ujævne asfalt, stadig fugtig fra regnvejret i morges, brillerer M135i. BMW har heldigvis ramt opsætningen af undervognen, som gør M135i til lidt af en helt i hverdagen. Nogen vil mene, at den adaptive undervogn er til den hårde side – ikke hvis du spørger mig.

Krængningen er holdt på et minimum selv med køreprogrammet i Comfort og styringen er blandt, hvis ikke dét, mest præcise i klassen. Ikke for let og ikke for tungt, sigtes der efter indersiden af svinget og der rammes plet hver gang. Til 90% af kunderne vil M135i køre præcis, som de ønsker det. Først når en motortosse, som jeg selv, kommer bag rattet, mangler lidt af magien fra den gamle M140i. M135i er et yderst effektivt hverdagsvåben, men spændende og nærværende er ikke tillægsord, vi kan putte på den.

På tronen hos BMW

Indenfor stepper BMW op

Minimalistisk og moderne er kodeordene for kabinen. Den store 10,25” skærm står skarpt med nyeste version af BMW’s iDrive-infotainmentsystem. Det kan både styres med berøring på skærmen, med drejeknappen ved gearstangen eller med intelligent talestyring. Sig bare ”Hey, BMW” og du kan bede om en anden radiokanal eller finde den nærmeste tankstation. iDrive-systemet er brugervenligt, uanset hvordan du vælger at betjene det.

Takket være den nye motorkonfiguration, hvor motoren ligger på tværs i stedet for på langs, er der også blevet mere plads indenfor til både forsæde- og bagsædepassagerer og i bagagerummet. Førerpladsen er i vanlig BMW-stil velproportioneret og nem at indstille, så jeg sidder godt. Alt hvad du har brug, for er indenfor rækkevidde.

Det er dyrt at erhverve sig en kraftigt motoriseret BMW. Men måske ikke helt så dyrt, som man skulle tro. Sammenlignet med de nærmeste konkurrenter, Audi S3 og Mercedes-AMG A 35, ser det i hvert fald ganske fornuftigt ud. Audi S3 er den ældste konstruktion og er på vej ud, så den giver ikke mening at tale om pt. Den har også færrest heste med 300 mod 306 hk i både M135i og A35. Mercedes-AMG’en er helt ny og kommer med meget af den samme teknologi, som tilbydes i BMW’en. Audi S3 starter ved knap 671.000 kr., AMG’en på godt 641.000 kr. Men BMW M135i er billigst med sin frapris på godt 633.000 kr.

Den nye BMW M135i er en leg i hverdagen og yderst kompetent på de små snoede veje. Skal vi så alligevel sammenligne med forgængeren, føles den nye mere komplet – den er bare ikke lige så sjov.

BMW M135I AUT. XDRIVE CONNECTED
MOTOR R4, 1.998 cm3
YDELSE 306 hk ved 4.500 o/min
450 Nm ved 1.750 o/min
GEARKASSE 8-trins automatisk
O-100 KM/T 4,7 sekunder
TOPFART 250 km/t
FORBRUG 11,9 km/l
CO2 189 gram/km
MÅL (L/B/H) 432/180/143 cm
AKSELAFSTAND 267 cm
BAGAGERUM 380-1.200 liter
VÆGT/TRÆK 1.600/0 kilo
DÆK 225/40 R18
PRIS (INKL. LEVERING) 633.000 kr. BMW 1-serie fås fra 321.100 kr.
PRIVATLEASING ENG.YDELSE/MND. YDELSE 30.000/6.495 kr.
BESKATN.GRUNDLAG, FIRMABIL 532.304 kr. BMW 1-serie fås fra 299.001 kr.
ÅRLIG EJERAFGIFT 5.460 kr.
VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR LED-forlygter, 18 tommer alufælge, p-sensorer for og bag, varme i forsæder, digital instrumentering, navigation, sportssæder
VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR Ikke oplyst
PÅ GADEN I DANMARK Nu

7.5

KARAKTER

7.5 /10

Plus

  • Lavere pris end konkurrenterne, højt udstyrsniveau, skarp motor, fremragende infotainmentsystem

Minus

  • Mangler nerve i køreegenskaberne, motoren lyder ikke af meget