VIDEO – Forelsket i den elektriske Honda E

Den første elbil fra Honda er lille, dyr og kommer med forholdsvis kort rækkevidde. Kan man klare sig med omkring 220 km på en opladning, glemmer man dog hurtigt prisen på den lille charmetrold

Der bliver i fremtiden meget større forskel på elbiler. Præcis som der er forskel på de biler med forbrændingsmotor, vi har kendt i mange år – nogle elbiler kan opfylde de fleste behov for en hel familie, andre elbiler bliver store luksusmodeller, mens endnu andre bliver statussymboler. Og så er der rækkevidden, som bliver tilpasset forskellige biler, forskellige kunder og forskellige behov.

Med sin første elbil er Honda fuldstændig klar i mælet: Honda E er en lille bil med luksus, stil og charme, hvor rækkevidden er tilpasset byboere eller dem, som pendler en overskuelig distance hver dag. Rækkevidden sniger sig ikke meget over 200 kilometer, men prisen rammer til gengæld nemt 300.000 kr.

Giver det mening med så lille en bil med så kort rækkevidde til så høj en pris? Det vil det for en hel del mennesker – og de kan se frem til hvad der tyder på at være en fremragende lille bil, som har charme, teknik og komfort i stor stil.

Blog om Biler kører den første tur i den elektriske Honda E i og omkring den spanske by Valencia. Snart kan du læse meget mere om vores oplevelser med den lille elbil her på siden.

Honda E – elbil med luksus og høj pris