VIDEO – Tillykke med de 30 år, MX-5!

Den første Mazda MX-5 kunne fejre sin premiere i 1989, og nu kan Mazda og alle vi andre fejre 30 år med den lille roadster, som ændrede opfattelsen af biltypen. Kom med på en lille fejringstur i jubilæumsudgaven, MX-5 2,0 30th Anniversary

På biludstillingen i Chicago i 1989 stod en lille åben bil på standen hos Mazda. Den første MX-5, det første glimt af håb for alle dem, som savnede en ukompliceret, køreglad roadster uden et skræmmende prisskilt. Den tog alt det gode fra 50’erne og 60’ernes MG-modeller – men uden de dårlige sider som tvivlsom kvalitet.

Den første MX-5 med den interne kode NA var let og lille, og en 1,6-liters motor var nok til at give sjov i gaden. NB blev større, og med tredje generation, NC, var vægten steget og køreegenskaberne falmet. Ikke meget, men nok til at noget af det sjove i den japanske roadster gik tabt.

I 2015 landede nummer fire, ND – og vægten faldt. Den seneste generation MX-5 klarer både at være en moderne bil med passende komfort- og sikkerhedsudstyr, men også en lille perle, som er sjov selv ved 40 km/t.

I anledning af de 30 år producerer Mazda 3.000 jubilæumsudgaver, og få af dem finder vej til Danmark. Vi har taget nummer 736 af 3.000 med på en lille fejringstur – og som du kan se i vores video, håber vi meget på, at den får mindst 30 år mere, den lille baghjulstrukne japaner.

VIDEO – Kan CX-30 blive den mest solgte Mazda?