VIDEO – Vi kører Golf 8

Konkurrenterne venter i spænding og med angst, kunderne gør sig klar til en ny runde – når Volkswagen er på vej med en ny Golf, holder alle øje. Blog om Biler kører den første tur i den nye Golf 8, som er mere hybrid, mere plugin, mere udstyr og mere dynamik

De fleste danskere har en historie med Golf. Andet er næsten uundgåeligt for en bilmodel, som i 45 år har været et klippefast element i bilindustrien. Kunderne elsker, at designændringerne aldrig er radikale, at man kan regne med Golf – og at den tyske hatchback falder naturligt ind alle steder, om det er på direktørernes parkeringsplads eller på campingpladsen. De skeptiske bryder sig ikke om den, fordi den gang på gang sætter standarden (og fordi den er en Volkswagen).

Derfor er en ny Golf altid en længe ventet begivenhed, og med den nye Golf 8 er begivenheden mere skelsættende, end den har været i årtier. I kulisserne venter nemlig den potentielle “afløser” for Golf, den elektriske ID.3. En baghjulstrukket, særdeles rummelig og visuelt mere spændende bil. Men den ottende Golf vil blive ved at være valget for rigtig mange mennesker.

Vi tager den første tur bag rattet af den nye Golf, som følger den klassiske opskrift, men så alligevel ikke.

Ny Golf er fuldt digitaliseret