Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise

  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise
  • Z4 20i er en lidt for mild sommerbrise

BMW Z4 er en lækker og moderne roadster, som har det hele for sig selv, men de 197 hk i basismodellen skriger på en opgradering

Hvor ville det have været fint med en test, hvor BMW Z4 cruiser gennem det danske sommerland med taget nede, forfulgt af Audi TT Roadster og Mercedes-Benz SLC. Jeg elsker en god sammenligningstest, hvor køreegenskaberne vurderes op mod hinanden, motorerne viser hvad ingeniørerne har arbejdet på og jeg kan stå længe på en parkeringsplads med bilerne foran mig, kigge først på den ene, så den anden, så den tredje, tilbage til den anden…

Det er ikke de danske presseafdelinger hos Audi og Mercedes-Benz, der er skyld i, at jeg cruiser for mig selv uden selskab, uden TT Roadster og Mercedes-Benz. Det er mere trist end som så. Audi har ikke længere den åbne TT til salg i Danmark, og selv om den kan købes syd for grænsen, vil det ikke vare ved; den ikoniske Audi med det fede design kommer næppe i en ny udgave, når den nuværende stopper i produktion. Lige præcis sådan er det gået for SLC, Benz lille roadster. Udgået, ingen afløser. Jeg tror, det er fordi den ikke måtte beholde det årtier gamle SLK-navn. Nej, det tror jeg egentlig ikke. Der var bare ikke salg i den.

Være nostalgisk kan man ofte og altid, men det er nok for nu. Det er BMW Z4, det drejer sig om, som kom i helt spritny udgave sidste år. Den er baseret på teknik fra BMW, men faktum er, at var Toyota ikke kommet ombord til at dele omkostningerne (de har fået en Supra ud af det, som du nok ved), så var der ingen Z4.

Den nye Z4 er mere BMW, mere roadster

Delte meninger om designet

Havde Z4 og jeg været i selskab med TT Roadster og SLC, så havde jeg erklæret TT Roadster for vinder på design. Den har ikke de klassiske roadster-elementer som lang kølerhjelm, som kommer af at have en langsliggende motor, men opsigtsvækkende og fed er/var den virkelig stadig. Z4 har proportionerne som en klassisk roadster med langsliggende motor og baghjulstræk, fordi den har både langsliggende motor og baghjulstræk.

Det er sammensætningen af designet på Z4, jeg ikke er helt sikker på. Front og forlygterne er mere Fiat 124 Spider end rendyrket BMW (124 Spider er i øvrigt også udgået), og linjen som skærer motorhjelmen af fra forskærmene med de store luftudtag, kan jeg ikke vænne mig til. Bedst ser den ud bagfra, hvor man kan se, at det er en bred og lav bil.

SLC? Den ville have kæmpet med Z4 om placeringen som næstbedste design, men den var klart den mindst interessante af de tre. Som om designerne bare havde forkortet en C-Klasse, skåret taget af og smidt en tung foldetagskonstruktion ovenpå.

På tronen hos BMW

Luksusinteriør

Den stor variation i interiøret i de forskellige BMW-modeller finder man ikke. 8-serien er den, der stikker mest af fra normen og de andre modeller, men at de fleste modeller, også Z4, kører med en versionering af et enkelt tema, gør mig ikke noget. Det er nemlig et superlækkert, velfungerende og elegant interiør, roadsteren kommer med.

Jeg har altid ros til overs til iDrive-styresystemet, som selvfølgelig kun er blevet meget mere kompliceret og omfattende med årene – det sker hos alle mærker, fordi mængden af udstyr og muligheder er eksploderet. Jeg er vild med, man kan styre tingene via touchscreen (bedst når man holder stille) og med det store dreje-tryk-hjul med tydelige genvejstaster spredt omkring den. Den store skærm er perfekt vinklet og så imponerende i opløsning, som jeg forventer det hos BMW.

Den digitale instrumentering er og bliver dog en ommer, for de underlige bjælker til omdrejninger og hastighed er et stort skridt tilbage i forhold til de fantastiske analoge instrumenter, BMW er kendt for, og der kan kun skiftes mellem få ting på resten af skærmen. Hvor Audi bruger et imponerende og detaljeret Google Maps-kort, har BMW valgt et kort stort set uden detaljer, som er ubrugeligt at navigere efter.

Men kabinen er lækker, materialerne i den grad imponerende og udstyrsmulighederne uoverskuelige. Og man kommer til at gå ombord i ekstraudstyrslisten, for minimum 18” alufælge, vindafviser bag sæderne, læderindtræk, automatisk klimaanlæg med to zoner vil man jo bare have. Jeg forventer den slags som standard, men det og meget andet koster ekstra.

VIDEO – Vild og vidunderlig BMW M850i

Sløv i bunden, træg i toppen

Jeg skal være den første til at sige, at hestekræfterne en åben bil kommer et stykke nede af listen. Men der er en forskel på, om det er en T-Roc Cabriolet, en Fiat 500C eller en roadster som Z4. Z4 udstråler power og overskud, og den har baghjulstræk og lavt tyngdepunkt, så den er lavet til hestekræfter.

2-liters turbomotoren her i Z4 20i har kræfter til at cruise og køre med høj topfart, men alt mellem de to yderpunkter er en svaghed i denne basismodel. 197 hk og 320 Nm (fra 1.450 o/min) står overfor næsten 1.500 kilo bil, og meget af tiden taber kræfterne. Motoren virker tilsnørret, og omdrejningerne bygges op mere af tvang end af glæde. Der er for tynde overarme til at køre ind i et skarpt sving og så lukke op for sluserne, når det er tid til det.

Næste trin på modelstigen, Z4 30i, har samme motor, men udvikler 258 hk og 400 Nm. Den udgave gør det helt fantastisk i eksempelvis 330i og i Toyota Supra 2,0. Den tager omdrejninger med glæde, giver overskud og solidt moment dagen lang. Det er et spørgsmål om at betale 684.000 kr. eller 800.000 kr. for Z4. Så langt er der mellem 20i og 30i, og kun en lille del af prisen skyldes, at den kraftigere motor kommer med lidt mere standardudstyr.

Som det er i Z4 20i, så er motoren ikke nok til at udfordre undervognen, som helt tydeligt er lavet til flere kræfter. Uden de kræfter er Z4 en komfort-roadster med rigtig fine egenskaber som cruiser, men også meget langt fra at være en sportsvogn. Selv uden konkurrence på markedet, kan man tillade sig at forvente mere af en roadster fra BMW.

BMW Z4 20i Connected
MOTOR R4, 1.998 cm3, benzin
YDELSE 197 hk ved 4.500 o/min
320 Nm ved 1.450 o/min
GEARKASSE 8-trins automatisk dobbeltkobling
O-100 KM/T 6,6 sekunder
TOPFART 240 km/t
FORBRUG 14,1 km/l
CO2 161 gram/km
MÅL (L/B/H) 432/186/130 cm
AKSELAFSTAND 247 cm
BAGAGERUM 281 liter
VÆGT/TRÆK 1.480/0 kilo
DÆK (FOR/BAG) 225/50 R17 – 255/45 R17 (standard)
PRIS (INKL. LEVERING) 683.694 kr. Z4 fås fra denne pris
PRIVATLEASING ENG.YDELSE/MND. YDELSE 65.000/7.595 kr.
BESKATN.GRUNDLAG, FIRMABIL 592.000 kr. Z4 fås fra denne pris
ÅRLIG EJERAFGIFT 4.240 kr.
VÆSENTLIGT STANDARDUDSTYR LED-forlygter, 17 tommer alufælge, metallak, digital instrumentering, infotainmentsystem med navigation
VÆSENTLIGT EKSTRAUDSTYR Sportline-udstyrsvariant med bl.a. 18 tommer alufælge, læderindtræk, vindafviser, aut. klimaanlæg med to zoner, p-sensorer for og bag, stemningsbelysning mv. til 74.217 kr.
PÅ GADEN I DANMARK Nu

7.5

KARAKTER

7.5 /10

Plus

  • Komfort, infotainment, udstyrsmuligheder, kalechekonstruktion, materialekvalitet, samlekvalitet, køreegenskaber

Minus

  • Hvor er kræfterne? Hvor er nerven i køreegenskaberne? Hvor er konkurrenterne?